Jeg er gået i hundene

Af Ole Bering. Pensioneret lærer

Litteraturen vrimler med hunde i alle afskygninger. Tænk fx på de tre hunde i Fyrtøjet, på børneklassikeren Lassie, på Jack Londons Ulvehunden, ja mange flere.

Som kæledyr knytter vi os tæt til vores hunde. En ubetalelig scene fra Matador er den lille nye hvalp, som grisehandleren tager til sig, selv om han da ”ikke skulle have hund igen” efter tabet af Kvik nr. 1.

Selv har jeg haft to kvik-hunde, men må nu fremover nøjes med vores tre katte og så det væld af hunde, jeg løber ind i på mine daglige vandreture. Jeg er nærmest ”gået i hundene”, fordi jeg har fundet ud af, at selv de mest tilknappede mennesker åbner sig op, hvis de bliver spurgt til deres hund.

Så skabes der kontakt, man mærker passionen for ”det umælende dyr”, og jeg får ophobet en forfærdelig masse unyttig viden om diverse hunderacer. Det er efterhånden elementært for mig at kunne skelne mellem en Islandsk fårehund og en Australsk fårehund. Så er der selvfølgelig en Norsk buhund, en Finsk laphund og et par andre.

Desværre viser det sig, at hvis jeg starter samtalen med at spørge: ”Er det en Finsk laphund?”, så gætter jeg forkert, og så kan vi jo grine lidt af det og finde ud af, hvori forskellen består.

Jeg vil fremhæve to hunde fra mit ”katalog”. Den ene er en Bouvier. Det er en belgisk hund, som ifølge dens ejer blev brugt i skyttegravene under første verdenskrig. Spændende!

Og så er der den store, men fredelige Rhodesian Ridgeback, der er opkaldt efter den karakteristiske hårbræmme på ryggen.

Min favorit er servicehunden Buster, en dejlig sort labrador. Jeg går en del ture for ejeren med den specielt om vinteren. Jeg vil kalde Buster for en ”kristen” hund, fordi den er med ejeren til gospelkor og gudstjenester. Og så kan den administrere sin frihed ved ikke at gå i snor i skoven.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den kommer altid, når jeg kalder. Er det fordi jeg har lommen fuld af godbidder?

Sådan en ”hund” er jeg for Jesus Kristus. Jeg nyder min frihed, men ved også hele tiden, at han er lige i nærheden, og hvis han kalder på mig, kommer jeg. Der er altid en ”godbid” at hente i form af en velsignelse, en opmuntring, en følelse af fred i hjertet.

Han, som er livets brød, har jo lommen fuld af ”guf” til os mennesker til legeme, sjæl og ånd. Derfor vil jeg blive i hans nærhed, lige som Buster holder sig tæt til sin ”herre”.


Artiklen fortsætter efter annoncen: