Gospelkorets koncept

Når en dansker melder sig ind i et amatørgospelkor, forventes et særligt koncept, som man måske kender fra amerikanernes gospeldans over scenen. Nogle af disse kendetegn er bl.a. kropsudtryk, stemning, improvisation og positivt budskab, som gennemgås nedenfor.

Gospelkoret Kefas
Kropsmusik

Musik har en evne til at berøre sanseapparatet og give fysiske reaktioner. Gospelmusikkens skuespil og syngen med kroppen kan måske give en ny, fysisk frihed. Lotte Andersen, hovedperson i filmen Oh Happy Day, forklarede sin fysiske oplevelse af gospel til avisen Urban:
– Gospel er noget af det mest udanske. Folk i sorte, amerikanske kirker rejser sig op og deltager fysisk. Der bliver råbt, skreget og grædt, og folk vælter rundt. Der er fuldstændig turbo på alle følelser. Der var sådan en renselse over at opleve det.
Det er den diametrale modsætning til vores kirke, hvor man sidder helt alene, forklarer den danske skuespiller.
Musikforsker Paul Gilroy beskriver denne fysiske, kulturelle udtryksform således:
– De sorte bruger kroppen, de hvide bruger sindet.

Stemning

En koncert skaber et rum af energiudvekslinger. Et korfællesskab skaber ikke kun et fællesskab, men også en privatsfære, som kan forandre personens sindstilstand. Personens følelser påvirkes af musikkens hurtige eller afslappede bølgegang.
Gospel besidder en magt, der formår at ruske op i følelserne, og ved gospelkoncerter skabes et frirum af følelsesmæssig åbenhed.
Hella Joof, instruktør af filmen Oh Happy Day, fortæller på The Gospel Factory’s hjemmeside om et besøg i en sort kirke i USA:
– Det er meget grænseoverskridende at overvære mennesker, der smider deres hæmninger og ender med armene, evt. også benene, over hovedet. Men det er i ekstasen, og når vi tør slippe, at vi er allersmukkest og allertættest på Gud.
Gospelkorsangere, jeg har talt med, beskriver denne oplevelse således:
– Det er ikke så meget teksten, jeg synes bedst om, men at sangen bygges smukt op. På fire takter kan man arbejde sig fra hvisken til råb, fra at være passiv til aktiv. (Kvinde, 43 år)
– Jeg oplever stor glæde ved at synge gospel, både ved blot at synge men også den sindstilstand, jeg kommer i, når jeg tænker over teksterne. (Kvinde, 27 år)
– Jeg føler sangene ind i blodet. Jeg har det fint med at følge og føle sangen. (Kvinde, 38 år)

Improvisation

Gospel og nodelæsning hænger dårligt sammen. Fokus er i stedet på energi og engagement.
Rammen for improvisation i gospelkor bestemmes af dirigenten. Solisten arbejder indenfor denne ramme, fx i en vamp. Indenfor denne ramme har gospelsolisten kunstnerisk frihed, hvor denne fortæller en personlig historie i musisk form.
Mange solister bruger mimik og ændrer gerne melodi eller tekst, mens de går tættere på publikum eller går fra side til side af scenen.
En solist forklarede sin oplevelse således:
– Ved vores forrige gospelkoncert tillod jeg mig selv endelig at være helt fri, da jeg sang solo. Det var vildt fedt at flytte nogle grænser, og det er det største højdepunkt for mig mens jeg har sunget gospel. Og jeg var kanonstolt af mig selv bagefter. (Kvinde, 27 år)

Positivt budskab

Gospelsange fortæller generelt en historie om livets op- og nedture med symbolistisk udgangspunkt i de sortes slaveri i USA. Der bruges ofte naturalistiske metaforer, fx The Storm is over Now, som har dobbelte betydninger.
Teksterne handler bl.a. om den positive tænknings magt, og om at ”tro kan flytte bjerge”, men er samtidig præget af realisme. Gospel kan sagtens udtrykke vrede og sejr på samme tid.
Her fortælles om gospelsangeres forskellige foretrukne gospelsange:
– Jeg finder mening i de tekster, vi synger. De gør noget ved mig, noget godt. Fx handler gospelsangen Total Praise om at bruge sin tro, når livet er svært. (Kvinde, 34 år)
– Jeg blev berørt af gospelsangen Shackles (Praise You), som handler om at blive fri fra sine lænker, mere eller mindre bogstaveligt. Jeg hørte den første gang sunget af en eksfange fra Vridsløselille Fængsel. (Kvinde, 43 år)
– Teksten i gospelsangen Follow Me siger mig, at det ligger i os og ikke udenfor. Det er mig selv, der kan. (Kvinde, 45 år)
– Sangen I Offer up to You synes jeg handler om at sige tak for alle de dejlige oplevelser, mit liv har givet mig. (Kvinde, 27 år)
– Sangen Let the Circle kan godt gøre mig lidt ked af det, når jeg tænker på min far, som er død. (Kvinde, 38 år)
– Efter jeg er startet i gospelkoret, finder jeg også meget mening i de tekster, vi synger. De gør noget ved mig, noget godt. (Kvinde, 34 år).
– Gospelsange handler for mig om glæde, vemod og kampgejst trods modstand. (Kvinde, 43 år).