Anitta blev fri for stokken og fik et helt nyt liv

– En dag sagde en kollega til mig: ”Vi skal tage til Karlslunde Strandkirke, for der kommer en healer … Og det koster ikke noget”, pointerede min kollega – ellers koster det jo ofte en del at prøve forskellige ting. Jeg svarede ja og lovede at medbringe kaffe, fortæller Anitta Bechmann, der dengang havde store problemer med sit ben.

Så tog de to kvinder ned for at høre helbredelsesprædikanten Hans Berntsen tale i den karismatiske folkekirke.

– På det tidspunkt gik jeg med et jernstativ på knæet. Lægerne havde sagt, at jeg nok skulle opereres. Til mødet bad Hans Berntsen for mig, og så sagde han: ”Du kan godt tage den stok under armen, for nu kan du godt gå!”

– Jeg har aldrig haft problemer med benet siden. Det ben blev faktisk stærkere end det andet, fortæller Anitta Bechmann.

– Under mødet sad jeg og følte, at Hans Berntsen flere gange kiggede direkte på mig. Bagefter købte jeg hans bog, selvom jeg ellers aldrig læser bøger. Der lå en lille folder på kirkebænken – om et Alpha-kursus. Jeg tog en – for at bruge den som bogmærke.

Jeg var 58 år på det tidspunkt og havde aldrig gået i kirke. Mine børn var ikke konfirmerede. Alligevel ringede jeg bagefter til en veninde og spurgte, om hun ville med på Alpha-kursus i Karlslunde Strandkirke, fortæller hun.

– Det kursus ramte mig totalt. Jeg labbede det hele i mig, som en kat labber fløde. De andre grinte lidt af mig, erindrer Anitta Bechmann. Og venner fra dét kursus holder stadig sammen – 20 år efter.

En smuk nat

– Vi har det så godt sammen, at vi stadig er venner og ofte mødes i kirken. Efter det første Alpha-møde kørte Birgit Jensen, som er præstedatter, mig hjem, og vi blev siddende i bilen og talte sammen hele natten. Vi så både en ræv og solen gå op, beretter Anitta Bechmann.

– På det tidspunkt læste jeg ”Et ord til dagen”, som jeg fik tilsendt. Birgit spurgte, om jeg havde tænkt på at læse de bibelcitater, der blev henvist til?

”Næ,” svarede jeg, men det begyndte jeg så på. Og det bragte mig dybere ind i den kristne tro, forklarer Anitta Bechmann.

I dag kommer hun både i Karlslunde og Solrød Strandkirke, som ligger tæt på hendes bopæl.

Får syner

På et tidspunkt begyndte hun at se syner. Og sammen med kirkevennen Erik Ryge kom hun til at opleve, at der var hold i dem:

– En af de første gange så jeg nogle kasser, der stod oven på hinanden. De stod helt vilkårligt – uden at vælte! … også selvom de ikke var stablet rigtigt.

– Erik Ryge og jeg ville dengang gerne være med til at gøre noget for tidligere fanger og deres pårørende. Vi var derfor med til at starte Café Hjerterum i kirken. En dag skulle vi besøge en kirke.

Døren, vi skulle ind ad for at møde præsten, ville ikke åbne, så vi gik en anden vej ind. Og dér stod alle de kasser, jeg havde set i mit syn, som jeg tidligere havde fortalt Erik om. ”Ja, der er de jo”, sagde Erik bare, da han så alle kasserne.

Der kom en del tidligere fanger i vores kirke – bl.a. Bruno fra Fangekoret, og hans kone, som vi støttede. Vi prøvede også at hjælpe de kvinder, der var alene med deres børn, fordi fædrene sad i fængsel.

Fx ved at sørge for, at de fik en friaften eller kom til frisør… Mange fra kirken hjalp til.
Præsten Helge Pahus spurgte, om jeg ville stå for søndagskaffen i kirken. Det gjorde jeg i fem-seks år, fortæller hun.

De mange åndelige oplevelser, Anitta Bechmann har haft, mens hun har været med i menigheden i Karlslunde, har overbevist hende om, at den åndelige verden kan påvirke vores liv og helbred.

Åndeligt arbejdstilsyn

En ung pige havde mistet en lillefinger ved en arbejdsulykke på et gartneri. Arbejdstilsynet havde været på besøg, men afskærmningerne var i orden, og de havde ikke fundet nogen fejl.

Ulykken havde skabt utryghed på virksomheden – og det resulterede i, at mennesker fra kirken blev inviteret på besøg.

– Vi kørte derud og blev budt velkommen og drak kaffe. Bagefter gik vi over i en stor hal, hvor de producerer grøntsager. Så stod jeg ved en stor maskine … og her fik jeg hjertebanken. ”Er det ved denne maskine, der er sket noget?” spurgte jeg.

”Ja, det er det,” lød svaret. Og så bad vi lige der. Vi havde lys med fra kirken og vievand, som vi brugte.

– Bagefter kom vi ind på deres ”autoværksted” med traktorer og maskiner. Dér fik jeg igen hjertebanken og sagde: ”Den, der har sin plads her, er ikke rigtig glad for at være her?”
”Næ, han har søgt nyt arbejde,” lød svaret.

Bagefter fik vi snitter og snakkede sammen. Jeg sagde til en kvinde: ”Jeg tror, jeg skal tilskynde dig til at skrive en sang til din datter”.

”Det gør jeg allerede,” sagde hun. Det viste sig, at datteren havde en borderline diagnose. Moderen gav mig en stor tush og sagde: ”Kan du ikke skrive noget til hende?” fortæller Anitta Bechmann.
Kort efter befandt Anitta sig ligesom på datterens værelse.

– Væggene var sorte og bordeaux. Der var iskoldt på værelset. Jeg forstod det ikke selv, men jeg begyndte at skrive med lukkede øjne. Da jeg åbnede øjnene, tænkte jeg: ”Hvad står der?”

”Ved du hvad … det er hendes kælenavn,” sagde moderen. Så bad vi for datteren, fortæller Anitta Bechmann. Senere fik den unge pige sin egen lejlighed. Igen var Anitta med til at bede for hende.

– På hendes væg hang der en kæmpestor sort, okkult plakat. Mens vi var der og bad for hende og lejligheden, sprang hun op og rev plakaten ned og krøllede den sammen, husker Anitta.

Den unge kvinde lignede dengang en punker – med masser af sikkerhedsnåle i tøjet og sort om øjnene. Hun så barsk ud.

– Hun fik det bedre bagefter, fortalte moderen.

Anitta Bechmann er selv uddannet zoneterapeut og massør.

– Så er man jo i den alternative verden. Jeg har tidligere været med til talrige helsemesser i Forum og prøvet lidt af hvert: At få lagt tarotkort, håndlæsning og jeg ved ikke hvad, siger hun.

Dén verden har hun lag bag sig og føler sig tryg som kristen. For hende giver det en større glæde og dybere fred. Også selvom en brækket ryg og øjenlidelse de senere år har udfordret hende.

Anitta Bechmann er født i Thisted i 1943. Hun har boet i Solrød Strand siden 1971. Hun har to børn, to børnebørn og et oldebarn. Hun mistede sin mand for ti år siden, men har skabt sig et godt liv som enke.