Livet uden hvide striber
Jeg har lige kørt et par ture på Køgebugtmotorvejen mellem Karlslunde og København. Jeg var ikke selv chaufføren, så jeg havde god tid til bare at sidde og observere det travle liv omkring mig.
Arbejdsfolk har i længere tid været i gang med noget asfaltarbejde, og midt i den proces blev al asfalt, og dermed alle de hvide striber, fræset op.
Folk kørte ind og ud imellem hinanden i en uoverskuelig forvirring, men alle sikkert i den bedste overbevisning om, at netop deres bil var helt rigtigt placeret på den brede motorvej uden striber.
Nogen valgte at holde sig i overhalingsbanen og trykke på speederen, andre lagde sig helt til højre på vejen, så de i det mindste kunne navigere efter rabatten og disse forlod kun nødtvunget højre side for at undgå en frakørselsvej, de ikke ønskede at benytte.
Resten af bilerne kørte på mere eller mindre tilfældige placeringer og flere lige i midten af det, der plejede at være aftegnet som to baner. Jeg kunne mærke på min chauffør, at det var en stressfyldt køretur, og vi passerede da også flere biler i vejkanten, som kunne bevidne, at hvide striber på motorvejen er en rigtig god ide.
Jeg underviser ofte om det at have autisme eller ADHD, og sammenligner det gerne netop med det at køre på en bred motorvej uden striber. Et stressfyldt liv, hvor man konstant må navigere efter det de andre gør, men alligevel ofte har en indre usikkerhed, om man mon siger, eller gør, det rigtige.
Jeg inviterede en kollega med til ALPHA. Hun sagde ja, men har siden fortalt mig, at hendes første tanke var: “Åh! Kristne… Fordomme og forbud”. Jeg har tænkt en del over det siden, og jeg er kommet til den konklusion, at mit livs hvide streger på motorvejen netop er: Guds bud, Jesu formaninger og Helligåndens vejledning om, hvad der er rigtigt og forkert for mig.
Jeg kan da vælge at køre uden at kigge på striberne, og det kan jeg ende i rabatten af (eller sende andre derud), men striberne er der som en hjælp til den bedst tænkelige køretur, eller til det bedst tænkelige liv for lige netop mig.
“Dit ord er en lygte for min fod, et lys på vejen foran mig,” hedder det i Salmernes Bog 119. v. 105.
