De hellige tre – astrologer

På onsdag er det hellig-tre-kongers aften og torsdag hellig-tre-kongers dag. Det er til minde om de vise mænd som kom fra ”Østerland” for at finde Jesus-barnet, fordi de havde ”set hans stjerne”.

Hyrderne oplevede julenat. Men stjernetyderne rejste en omvej om Jerusalem for at spørge efter ”jødernes nyfødte konge”.

De skriftkloge fortalte, at skrifterne i Gamle Testamente pegede på Betlehem. De vidste nok, at den Messias, som var forudsagt, snart måtte vise sig. For ifølge de beregninger, man nu har fundet i Qumram rullerne fra den tid, så skulle Messias’ livsbane afbrydes igen ca. år 32. Altså måtte han snart dukke op.

Og ganske vist var de vise mænd magi’er, dvs. astrologer. Men det var ikke useriøs ugeblads-astrologi. Den form for astrologi, de kendte, fortalte om en Messias, der skulle komme. De oprindelige gamle stjernebillede indholder nemlig mange ledetråde til evangeliet. (Læs evt. mere om det i bogen ”Jesus i stjernerne”.)

Stjernetyderne kom fra ”Østerland” – altså et af landene øst for Israel. Mange har gættet på Irak, fordi kaldæere dér var opkaldt efter dyrkelsen af ”Kalda” – dvs. af stjernehimlen.

Fra Persien eller Jordan

Et bedre gæt er måske det nuværende Iran, hvor mederne og perserne boede. For man genfinder bibelske motiver i deres zarathustra-lære. Og i modsætning til kaldæernes troede mederne kun på én Gud.

Men måske kom stjernetyderne fra det nuværende Jordan, som på bibelsk tid kaldtes Edom. Her boede Jakobs bror Esaus efterkommere.

En såkaldt zodiak, dvs. en cirkel med de 12 stjernetegn, er bl.a. fundet i Khirbet et-Tannur ca. 80 km nord for Petra i Jordan. Den skønnes af arkæologer at være udhugget flere århundreder før Kristus.

Den er speciel, fordi den ikke viser de 12 stjernetegn i rækkefølge, men som to halvår fra øverst til nederst på henholdsvis højre og venstre side.

Nytår i marts

Det nye år begynder ikke her den 1. januar, men med stjernebilledet Vædderen ved forårsjævndøgn den 21. marts.

Det kunne tyde på, at nabatæerne i Jordan kendte den oprindelige jødiske kalender, som man nu kender fra Qumran i Israel. Her begynder det nye år også ved jævndøgn i marts. Og endnu vigtigere: Hvis man bruger denne ældgamle solkalender, kan man regne sig frem til årstallene for kommende profetiske begivenheder. (Læs evt. mere om det i ”The Ancient Dead Sea Scroll Calendar” af dr. Ken Johnson.)

Himmeldronningen

Midt i zodiaken fra Jordan ses en kvinde, som arkæologer forbinder med den egyptiske modergudinde Isis. Det er da også nærliggende, – hvis man ikke kender Bibelen. For Bibellæsere vil huske, at profeterne i Bibelen også taler om ”Jomfruen, som bliver med barn”, og barnet, som er Davids „rodskud“ (hvedeaks).

Og kvinden her gengives ligesom i det oprindelige stjernebillede Jomfruen med et hvedeaks.

Så her ser vi et eksempel på, at de oprindelige stjernetegn var inspireret af de bibelske profetier. Senere blev tegnene og deres betydning forvansket af grækerne og blandet med deres egne myter.

Og endnu værre: Man tilbad stjerner og planeter, som om de var guder – og glemte Gud, som havde skabt det hele.

Kvinden som ses med stjernen i en ring om sig findes i Bibelen, hvor Johannes i Åbenbaringsbogen kap. 12 fortæller om et syn, der minder meget om dette relief, af ”en kvinde, der strålede som solen og stod med fødderne på månen. På hovedet havde hun en sejrskrans med 12 stjerner på”.

Kvinden føder et barn. Og Dragen, som også er et af de 36 stjernebilleder i den store fortælling, forsøger at dræbe barnet. Men kvinden flygter ud i ørkenen.

Det er tydeligt, at det er Maria og Jesus-barnet, der tales om. Og deres flugt til Egypten.

Når dette syn er kommet med i Bibelen, så er det måske fordi vi skal forstå, at Gud også bruger stjernebillederne på himlen til at åbenbare sig for dem, der ikke er kristne eller jøder, og som søger helt andre steder.

For stjernebillederne er ældre end astrologien! Det, der idag er forvansket og okkult, var måske i begyndelsen en vision fra Gud.
Man kan nemlig beregne sig frem til, at stjernebillederne oprindelig er observeret fra den 36. nordlige breddegrad i Mellemøsten for ca. 2-3.000 år siden.

Det kunne være efter syndfloden, hvor ”hvælvingen” rundt om jorden åbenbart var forsvundet, så regnbuen dukkede op, og stjernerne kunne ses klart.
Måske var det Noah, der nedskrev det, han så i stjernene, og gav det videre til de næste generationer, som spredtes fra arken i Ararat til hele verden.

Noahs efterkommer Abraham fik ifølge Bibelen besked om at tælle himlens stjerner, netop mens han boede i Harran (Karan) på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Jeg har selv besøgt stedet og set ruinerne af det ødelagte universitet, som var et af verdens første visdomscentre og kendt for astrologi og okkultisme.

Men Abraham forfaldt ikke til at dyrke stjernene. Han bad i stedet til Skaberen af stjernerne. Og derfor blev kaldt ”troens fader”.
Og der har formentlig været andre efterkommere af Noah, der i de mørke aftner betragtede stjernehimlen og genfortalte, hvordan tegnene kunne tolkes.

Så da stjerneforskerne så den store kongestjerne Jupiter besøge Venus, (som for dem var den store modergudinde) så faldt brikkerne på plads, og de måtte bare finde den lovede Messias.