35 åndeligt søgende tog imod Jesus
I april sidste år følte Andreas Slot-Henriksen sig kaldet af Gud til at lave en videoserie på 20 afsnit på 20 dage om, hvordan man bliver kristen; så det har han kreeret til YouTube-kanalen.
Derudover vågnede han en morgen med den indskydelse at lave en dag for new agere uden at ane, hvad det nærmere skulle handle om. I tro og tillid til Gud bookede han et lokale og sendte invitation ud til den 14. august.
Den 14. august troppede 45 mennesker fra det spirituelle miljø op til kurset Åndelig hvile i Den Højestes nærvær. Da var Andreas Facebook-venner med cirka halvdelen af deltagerne.
”35-37 mennesker gav deres liv til Jesus den dag. De blev senere udfriet og døbt og lavede radikale ændringer i deres liv,” fortæller Andreas begejstret.
Mange af de deltagende har droppet deres spirituelle forretninger og klinikker og smidt ud for tusindvis af kroner af okkulte artefakter.
”Jeg oplever Helligånden som aldrig før med de her mennesker, og at folk bryder grædende sammen på deres knæ i syndsbekendelse,” siger Andreas.
150 henvendelser
Andreas har svært ved at give et præcist antal på, hvor mange med spirituel interesse, der har kontaktet ham siden juni. Men en antagelse fra ham lyder, at omkring 150 mennesker har kontaktet ham på skrift eller via telefonen. Det har i snit været én om dagen.
Kurset Åndelig hvile i Den Højestes nærvær den 14. august blev den 27. november fulgt op af kurset Åndelig Trosudvikling – Fra Kanalisering til Kristus.
I dag er der stadig 4-5 om ugen, der kontakter ham med en interesse for Jesus Kristus.
Andreas sender dem videre ud i lokale netværk med det samme. Således er de fx i København 40-50 stykker i en gruppe, hvoraf nogle af dem mødes fast hver lørdag.
Et skifte i samfundet
Da Danmark blev lukket ned første gang, meldte Andreas sig ind i anti-corona-grupper og oplysnings-grupper på Facebook.
Andreas begyndte aktivt at dele flere anti-corona-opslag på Facebook for at nå new agere:
”Jeg oplever, at når jeg deler corona-kritisk på min Facebook-væg, får jeg en masse Facebook-venner. Mine opslag bliver delt, og folk anmoder om venskab. Når jeg så deler om Jesus, ser de undervisningen på YouTube,” siger Andreas. Han mener, at der ved anti-corona-demonstrationer er ¾ new agere, herunder clairvoyante.
Endetidshøst
Adspurgt om hvorfor han tror, at der sker denne vækkelse i det spirituelle miljø netop nu, er Andreas meget bramfri:
”Jeg tror simpelthen, at det er fordi, vi er i endetiden. Jeg tror, at Gud er klar til at oprejse så mange som muligt. Der er ikke 50 år til, at Jesus kommer igen. Der er gang i en endetidshøst, og det kommer vi til at se over hele verden,” siger Andreas.
I internationale Facebook-grupper kan han se, at der også er en udvandring fra det okkulte blandt søgende researchere, der ligeledes ser tidens tegn udfolde sig.
På dagen (27. oktober 2021) for mit telefoninterview med Andreas Slot-Henriksen havde 10 personer skrevet til ham med spørgsmål. Han havde aldrig haft mere travlt.
Faktaboks: Andreas Slot-Henriksen er 44 år. Han bor i Børkop med sin kone, Birte. Sammen står de bag LytTilJesus.dk og en YouTube-kanal af samme navn, hvor de gratis lægger undervisning ud om kristne temaer. De driver også en gratis forbønstjeneste.
Forkortet af red.
Læs også Ugens profil Andreas Slot-Henriksen her.