Fra Sygdom Til Sundhed
Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt,
medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert.
Orla Lindskov Christensen, Anne Maries Vej 16, 9000 Aalborg
Brev:
Jeg bliver let irriteret
Kære Orla Lindskov
Jeg er en kvinde på 32, og jeg har noget, jeg gerne vil spørge dig om.
Jeg er troende. Men på trods af det er jeg en person, der har utroligt let ved at blive irriteret og frustreret over andre mennesker. Mange mennesker går mig på, og hver gang jeg henfalder til irritation og frustration i dagens løb, så ender dagen altid med et migræneagtigt hovedpineanfald.
Jeg oplever så mange forstyrrende situationer på min arbejdsplads og i mit hjem. Der er så mange situationer og mennesker i min dagligdag, som jeg har meget svært ved at acceptere.
Med venlig hilsen
Den Irriterede
Svar:
Guds fred er det,
din psyke har brug for
Kære Irriterede
De fleste af de uoverensstemmelser, vi har med andre mennesker, bunder i konflikter, vi har med os selv. For dig er det derfor vigtigt, at du finder ind til årsagen til din irritation og frustration. Søg årsagen i dig selv. Du er nok i bund og grund irriteret og frustreret over dig selv af en eller anden årsag. Du mangler den indre fred fra Gud, som Bibelen taler så meget om.
Selvfølgeligt er det ikke alle de mennesker og situationer, vi kommer ud for i vores liv, der er nemme og ligetil. Men hvordan vi reagerer på dem, er i høj grad bestemt af, hvordan vi har det med os selv.
Et lavt selvværd kan f.eks. få os til at fokusere mere på andres fejl end godt er. Derved mister vi den indre fred.
Livet er en skole hos Jesus, og vi må lære at forstå, at der er en mening med alt, hvad der sker i vores liv som kristne. Intet sker tilfældigt. Når mennesker irriterer dig, så bed for dem i stedet for at blive frustreret og negativ. Derved bringer du fred og lægedom til de mennesker, der irriterer dig. Men du bringer sandelig også fred og lægedom til dig selv.
Vi kommer alle ud for vanskelige mennesker og situationer, og hvis vi hver gang reagerer med irritation og frustration, så bliver livet ikke let. Mærkeligt nok ser det ud til, at jo mere vi reagerer med irritation og frustration, jo flere vanskelige mennesker og situationer vil vi komme ud for. Ja, man kan faktisk sige, at vi selv tiltrækker dem. Det er på en eller anden måde selvforstærkende.
Men vi kan få hjælp fra Gud til at være på en anden måde, hvis vi ønsker det. Han ønsker at lede os på fredens vej.
Du må øve dig i at komme livet og dine medmennesker i møde på Guds måde. Hvis du vil leve i fred med din dagligdag og med dine medmennesker, så vær selv fredfyldt. Hvordan bliver jeg så det? – kunne du spørge.
Jo, hvis du gerne vil opleve fred dagen igennem, så må din dag tage sit udgangspunkt i en fredfyldt tilstand. Denne tilstand opnår du bedst ved at være sammen med Gud i bøn.
Men jeg skal her tilføje, at du må være indstillet på, at blive sammen med Gud så længe, det er nødvendigt. Han vil lære dig at udtrykke dig fredeligt overfor livet og overfor menneskene. Hans fred er den medicin, som din psyke og din krop har brug for.
Orla Lindskov
Brev:
Hvad dækker begrebet frelse?
Kære Orla Lindskov
Nu kom den så igen på et møde, som jeg var til. Prædikanten sagde, at ordet frelse på originalsproget både betyder evigt liv, men også fysisk helbredelse. Som jeg hørte det, blev disse to kædet sammen til at betyde, at hvis du bliver rigtig frelst, så bliver du i samme omgang også helbredt for dine sygdomme. Det har altså noget at gøre med, blev der sagt, om man fuldt og helt tror på sin frelse og tager imod alt, hvad frelsen har til én. Det er lidt hårdt for mig at høre på, da jeg har en hustru, som har været syg i mere end tyve år. Betyder det så, at hun ikke har taget imod sin frelse godt nok? Betyder det så ikke i sin yderste konsekvens, at alle de syge kristne ikke er frelst eller kun delvist frelst?
Jeg ville gerne høre lidt fra dig om ordet eller rettere sagt om begrebet frelse.
M.B.
Sjælland