Festival viste at danskerne er søgende

Der var mange analyser af tidens problemer og meget forskelligartede svar at finde under Himmelske Dage i Roskilde fra 26.- 29 maj.

Himmelske Dage, også kaldet Danske Kirkedage, åbnede i Roskilde på Kristi Himmelfarts dag den 26. maj og varede indtil søndag den 29. maj.

Festivalen er en tilbagevendende begivenhed, som fejres hvert tredje år. Denne gang var temaet “Grib fremtiden”.
Det skulle skabe håb i en tid, hvor mange bekymringer tårner sig op. Bekymringer for klimaet, for krig og ikke mindst for den mentale trivsel hos især unge.

Hvad har kirken og troen at sige til mennesker i en sådan en tid? Det var der rig mulighed for at få forskellige svar på på Himmelske Dage, for programmet bød på alt, hvad et søgende hjerte kunne begære lige fra debatter, andagter og gudstjenester, kunst, teater, ånd og natur, indslag for børn og unge til udstillinger.

Arrangørerne havde også hentet en del internationale talere til festivalen. Nogle af festivalens største trækplastre var den tyske sociolog Hartmut Rosa, ærkebiskop Thabo Makgoba fra Cape Town, kardinal Christobal Romero fra Marokko, den svenske pinsekirkepræst og forfatter Peter Halldorf, professor i teologi på Yale University Miroslav Volf og den norske psykiater Finn Skårderud.

Programmet var så omfangsrigt og indbydende, at man hver dag blev stillet overfor svære nærmest eksistentielle valg. For ethvert valg betød samtidigt et ærgerligt fravalg af et andet spændende arrangement. Trods et meget blandet vejr med regn og rusk, så blev festivalen et stort tilløbsstykke.

I flere tilfælde måtte arrangørerne afvise folk i døren til arrangementer, fordi fremmødet simpelthen var alt for stort. Festivalen viste med al tydelighed, at danskerne i disse år er et søgende folkefærd, der lader til ikke at kunne få nok af ord om det åndelige liv.

– Unge prøver at præstere sig ud af skam. Men det kan man ikke, fastslog den norske psykiater Finn Skårderud i en samtale med den danske højskolelærer Christian Hjortkjær.

Skam har erstattet skyld

Hvordan kan det være, at vores samfund producerer flere og flere psykisk syge mennesker? Det var emnet for en samtale mellem den kendte norske psykiater Finn Skårderud, der er forfatter til bestselleren ”Uro” og højskolelærer Christian Hjortkjær.

Samtalen kom især til at dreje sig om, hvorfor så mange unge mennesker, især piger, lider af angstneuroser, spiseforstyrrelser og selvskade.
I sit arbejde som højskolelærer er Christian Hjortkjær i daglig tæt kontakt med unge. Han ser, hvordan følelsen af skam langt overskygger følelse af skyld.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Selvom mange unge i udgangspunktet gør alting rigtigt, så føler de sig forkerte. De føler, at de ikke har gjort nok, og det som de har gjort, er ikke godt nok.“Det kommer af, at vi som samfund spreder en sandhed, som er en løgn”, forklarer Christian Hjortkær, ”nemlig den, at man kan blive, hvad man vil.”

Overpræsterer af skam

Men det kan man ikke, fastslog både Hjortkær og Skårderud. Men begge ser de, hvordan dette usande ideal gør det svært for unge at vide, hvornår de har gjort det godt nok og er lykkedes. I sin praksis i Oslo oplever Skårderud hvor hårdt arbejde mange unge er på, fordi de prøver at handle og præstere sig ud af skammen.

I modsætning til skyld, som er en bevidstheden om at have gjort noget forkert, så handler skam om ikke at føle sig god nok og at være skrækslagen for at tabe ansigt og at blive afsløret i, at man ingenting kan.
“Den grænseløshed, som hersker, giver ingen regler for, hvornår du er færdig, eller hvornår det, som du gør, er godt nok”, siger Skårderud.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Der er brug for sjælesprog

“Lægevidenskaben har gjort store fremskridt på alle områder, undtagen ét. Og det er området for psykisk helse, understreger Skårderud. Hvad er så løsningen? Skårderud savner sjælen.

“Psykiatrien fokuserer mere og mere på medicin, biologi og kemi i hjernen, men jeg savner et sjælesprog”, sagde Skårderud.
Han er også optaget af at skabe mødesteder mellem mennesker, for efter hans opfattelse bliver man ikke sig selv af sig selv, men gennem møder med andre.

Hjortkær trak Søren Kierkegaards tale om liljen på marken og fuglen frem. Begge er de ren glæde og helt ubekymrede. “Vi kan aldrig komme til at være helt lige så ubekymrede som dem, men vi kan lære af det og stræbe”, siger Hjortkær.

Under de to eksperters samtale var det nærliggende at få den tanke, at selvom syndsbevidsthed er blevet nok så dæmoniseret og udskældt, så var den måske alligevel sundere end skamfølelsen. For mens synd kan tilgives og bringes ud af verden, så bevirker skam, at man er på konstant overarbejde uden noget mål i sigte. Det resulterer i depression og udbrændthed, hvorimod tilgivelse sætter fri og giver energi til at starte på frisk.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kirken skal sige noget andet end lykkesamfundet

Hvor Finn Skårderud og Christian Hjortkjær slap, tog præst Lone Vesterdal, lektor ved Meningsfakultetet i Aarhus Leif Andersen og cand. psyc., ph.d. på Syddansk Universitet Dorthe Viftrup over. Sammen holdt de en refleksion over, hvad vi stiller op, når vi bliver ramt af kriser og møder sårbarheden i andres liv.

“Vi lever i et lykkesamfund, sagde præst Lone Vesterdal. “Når krisen rammer, og vi bliver sårbare, så der er et krav om, at man hurtigst muligt forvandler sin lidelse til lykke. Men mange har store problemer med at leve op til idealet om at være lykkelig hele tiden.
“Derfor skal kirken sige noget andet end lykkesamfundet,” forsatte Lone Vesterdal, der er forfatter til bogen “Robust”.

Paulus’ robusthedsfilosofi

“Kirken skal minde folk om, hvordan Guds kraft kan virke i magtesløsheden, som Paulus taler om. Vi burde tale mere om Paulus som den største robusthedsfilosof, når han skriver om at finde styrke midt i trængsler og forfølgelser. Mange oplever, at deres egne valg bliver sat ud af spil.

Det kan være sygdom eller andre former for lidelse, som de ikke er herre over. I stedet for at kræve af hinanden, at vi lynhurtigt hiver os selv op fra minus til plus igen, så må vi tale om at møde Kristus på dybet og i mørket. Der kan der opstå liv, håb og lys på trods af vores smerte. Den positive robusthed har sin rod i skrøbeligheden,” sagde Lone Vesterdal.

Børn har brug for et åndeligt sprog

Lektor Leif Andersen kom ind på, at skammen, som han også ser i stort omfang blandt børn og unge, først slipper sig tag i os, når vi føler os elsket. Unge frygter at blive afsløret, men længes samtidigt efter at blive gennemskuet af et blik, som ikke fordømmer.

Psykolog Dorthe Viftrup efterlyste et åndeligt og eksistentiel sprog til børn og unge. Hun oplever, at det psykologiske sprog lærer unge at tolke modgang i livet som en sygelig tilstand, der kræver en diagnose. I mangel af tro og et veludviklet sprog for det åndelige, er vi i gang med at gøre det almindelige liv sygeligt.

Dorthe Viftrup mener, at det er et stort problem, at børn og unge i den sammenhæng ikke har adgang til åndelig sprogbrug. I forbindelse med at hun har interviewet børn, har hun oplevet, hvor gerne børn vil tale om det eksistentielle, sjælen, døden og ånden.

Der brug for vejvisere

Alle tre oplægsholdere var enige om, at sjælesørgere ikke bare skal være medvandrere, når andre rammes af kriser, men at der generelt er et stort behov for ”vejvisere”. Kirken må derfor lære at turde tale sit eget sprog og ikke blot ty til psykologernes.