Flæskesteg eller ris på efterskolen?
Det var vinter, og om kort tid skulle vi på 7 ugers ekskursionstur med efterskolen Alterna. En ungarbejder fik lyst til at hærde både elever og lærere med en uges interessant eksperiment.
”Ved I godt, at ude i den store verden må mange mennesker nøjes med en skål ris om dagen? Lad os prøve en uge på de præmisser. Det er helt frivilligt, om I som elever vil være med – og lige så lærerne.”
Åh nej, tænkte jeg, men ville ikke være bagstræberisk. Og som teamleder anså jeg det for en god øvelse for mit hold. Vi skulle snart ud i slumkvarterer i Sydamerika. På egen krop ville vi mærke kontrasten til det forkælede Danmark. Tanken var, at ris-skålen skulle gøre det ud for morgenmad, frokost og aftensmad, kun suppleret med vand i tillæg. Altså ingen slik, Coca-Cola, Mathilde, romkugler endsige pizza.
Mange meldte sig, og vi gjorde det måske af flere forskellige grunde. Husker stadig kulde og maveknurren i kroppen den mandag, hvor jeg hentede varmekasserne med den varme mad fra skolens leverandør på naboskolen Mariager Efterskole. Den var jo desværre ikke til os alle i dag.
En duft af jul spredte sig, og motivationen til en skål ris var med et helt væk. Bordet var prydet med flæskesteg, sprød svær, rødkål, franske kartofler, brunede kartofler og noget så sjældent i dag som fed brun sovs. Fadervors sætning: ”Led os ikke i fristelse”, ringede som et granatchok for mine ører. Skal, skal ikke, skal, skal ikke. Stå imod, du kan godt, du bør være et eksempel til efterfølgelse. På den anden side, der er jo længe til næste jul.
Jo vi skulle på outreach og lære om fattigdom, men behøver jeg at sige, hvor mange dage vi opretholdt eksperimentet med en skål ris? Fristelsen blev for stor og karakteren var for lille til at stå fast. En mindre flok kæmpede stædigt videre.
Måske havde det været nemmere, hvis der den dag var blevet serveret lever. Men netop den dag, hvor vi skulle vise os som stærke, målrettede og udholdende, serveredes der julemad på Mariager Efterskole. Risskålen tabte til grisen. Lektien for mig blev: lad være med altid at vælge de behagelige løsninger, stå fast.
