Spaniens hvide byer – maurerne, korsridderne og Noahs børnebørn

I september besøgte vi seks af de ”hvide byer” i Andalusien i Spanien. De er bygget på hver sit bjerg med en borg og en kirke øverst oppe – omgivet af hvidkalkede huse.

Der er flere ’hvide byer’, men vi besøgte Camona ved Sevilla, Espeyo ved Cordoba, samt Olvera, Arcos de la Frontera, Medina Sidonia (opkaldt efter fønikernes by Sidon i Libanon) og Vejer (udtales Vesje) de la Frontiera, som alle ligger i det smukke landskab mellem Malaga og Cádiz.

Det er nogle skønne byer med smalle gader, brosten og marmor, fyldt med kirker og religiøse symboler, små butikker, der holder siesta-lukket i timevis midt på dagen, samt masser af spisesteder, som først serverer mad ved 21-tiden. Hvis man kommer i bil, havner man dog hurtigt i en meget smal gade, som er beregnet til æselkærer og gående, og ikke til brede moderne biler. Og det kan være svært at slippe ud igen.

På sporet af Noahs efterkommere

I turistbrochurer praler man af, at byerne stammer helt tilbage fra Romertiden. Men faktisk fortæller historikeren Josefus, at nogle efterkommere af Noahs søn Jafet rejste til Spanien (Iberia) efter Syndfloden, altså mindst tusind år før romernes rige.
”Jafet, Noahs søn, havde syv sønner: de boede fra Taurus- og Amanus-bjergene (i Syd-Tyrkiet), langs Asien, indtil floden Tansis (Don-floden) og langs Europa til Cádiz (i Syd-Spanien) og de bosatte sig i de lande, som de stødte på, og som ingen tidligere havde beboet, og opkaldte nationerne efter deres egne navne,” fortæller Josephus i The Antiquities of the Jews 1.6.1.

Càdiz var kendt af Noah

Da havnebyen Cádiz er nævnt i de gamle skrifter, tog vi også dertil. Det er ikke en af de ’hvide byer’, men byen anses for at være Spaniens ældste by. Cádiz hed oprindeligt Gadir. Fønikerne (fra Libanon) grundlagde formentlig havnen og byen. De sejlede nemlig vidt omkring, og Cádiz placering på det yderste hjørne af Spanien var en af deres handelsstationer.

Vi kan også læse i Bibelen, at Salomon benyttede de fønikiske skibe til at hente kobber til opførelsen af templet. Det var ca. 1000 år f.Kr. Skibene kaldtes for Tarsish-skibe. Og som man kan læse i mine bøger om Noahs Ark og Babelstårnet, så mener nogle, at Tarsish var Spanien, mens andre mener, at Tarsish var de britiske øer eller endog Amerika.

I hvert fald er der begge steder tegn på, at tin-miner blev tømt før den europæiske kolonisation. Og det var næppe indianerne, der tømte minerne. Tin fra de britiske øer blev af fønikerne kombineret med kobber fra det sydvestlige Spanien, så de kunne producere bronze. Bl.a. til Salomons pragtfulde tempel.

Jafets område stoppede ved Cádiz

I bogen ”Babelstårnet” citerer jeg de gamle kilder Jashers Bog, Jubelårsbogen (tidl. kaldt Jubilæerbogen) og Josefus’ værker for, at Noah efter syndfloden fordelte verden i tre lodder. Sønnerne Sem, Kam og Jafet trak hver sit lod. Stamfaderen for de russiske og europæiske folk er Jafet.

I den ret detaljerede opdeling af verden, defineres Jafets område fra en linje nordøst om Rusland, og derefter mod vest til ”de fjerne øer” (som måske er Grønland, Island, Færøerne og de britiske øer), for derefter at trækkes ned til Gadir – dvs. Cádiz. Herefter går linjen frem til det nuværende Tyrkiet. Alt syd for denne linje – Afrika og Egypten – tilhørte Kams sorte efterkommere. Og fra Israel og mod øst tilhørte Mellemøsten og Asien Sems efterkommere.

Det interessante er her, at Gadir (Cádiz) altså var et kendt sted på Noahs tid. Dvs. allerede for 4-5.000 år siden.
Blandt Qumran-fundene i Israel findes der 15 ruller med Jubelårsbogen, hvor Gadir nævnes, og skriftrullerne er fra århundrederne før Kristus. Og ifølge Jubelårsbogen selv er den nedskrevet på Moses’ tid – dvs. for ca. 3.500 år siden.

Formentlig vil folk, der afviser Bibelens og de gamle skrifters enorme skatkammer af oplysninger, påstå, at navnene er en senere tilføjelse. Men selv om man ikke vil anerkende, at Noah fordelte verden blandt de tre sønner, så blev fordelingen af verden i praksis sådan mellem Jafets hvide efterkommere, Kams sorte efterkommere og Sems asiatiske efterkommere.

Kristendommens velsignelser

Efter at kristendommen kom til Spanien i det første århundrede efter Kristus, blev befolkningen kristen, og der blev opført kirker og katedraler på de højeste steder i de hvide byer, hvor der findes en formidabel udsigt. Romerriget havde bragt en vis udvikling med sig. Bl.a. broer og viadukter, borge og handelsforbindelser.

Men det var et meget brutalt rige, som byggede på den rå militærmagt. Da kristendommen blev tilladt i Romerriget, ændrede det samfundet i human retning. Den kristne forkyndelse betød her som andre steder, at man tog sig af de fattige og syge, der blev opført skoler og klostre, og kongerne opførte sig mere ordentligt.

For selv de regenter, der var nogen slyngler, måtte indrette sig efter de kristne normer. Jungleloven blev afløst af lov og ret, og stræben efter det gode og sandheden.

Maurerne besætter Andalusien

Men i 710 blev denne landsdel invaderet af maurerne – dvs. de muslimske herskere fra de arabiske lande. Selv om det var en fjendtlig militær besættelse, så fremstilles denne periode ofte i den politisk-korrekte stil som et eksempel på en fredelig religiøs sameksistens.

Og man hæfter sig i stedet ved de kulturelle landvindinger, som den arabiske besættelse bragte med sig i form af arabisk kunst og videnskab. De muslimske herskere brugte nemlig enorme summer på deres borge og paladser. Det kan man især se på det overdådige Alhambra palads, som blev opført udenfor Granada fra 1248-1354 under den muslimske hersker al-Ahmar og hans efterfølgere.

Her er en overflod af arabisk kunst i form af fliser, kakler, udskæringer og den vildeste stuk. På grund af Islams billedforbud er der i stedet kunstfærdige kalligrafier af Koranens tekster. UNESCO har da også for mange år siden sat Alhambra på verdensarvs-listen. Og borgen er i dag Spaniens største turistattraktion.

Men før, man falder i svime over dette kunstværk – som i øvrigt blev udført af en jødisk arkitekt – så bør man huske, at midlerne til at bygge borgen blev aftvunget den lokale befolkning som skat. Da en guide blev spurgt, hvorfor al-Ahmar havde opført borgen, svarede hun da også tørt: For at beskytte sig selv imod den lokale befolkning.

Politikeren Niels Erik Søndergaard blev efter en pilgrimsvandring for nogle år siden så indigneret over den naive kulturradikale opfattelse af fredelig sameksistens, at han udgav en lille bog om maurernes besættelse af det kristne Andalusien. Heraf fremgår det, at nogle kristne blev halshugget for deres tro.

I den kulturradikale fremstilling var disse kristne nærmest selvmordere, for de kunne jo bare have underordnet sig islam. For ateister er religion jo bare noget sludder, så hvad betyder det, om man er muslim eller kristen? Men er man troende, er det jo ikke ligegyldigt. Det er derimod altafgørende.

Efter den nyeste islamistiske vækkelse, som har ført så meget ondt med sig, er flere nok blevet klar over, at islam ikke altid er så tolerant overfor religiøse mindretal, som det her fremstilles.

Hurra for korsridderne!

Efter århundreder med muslimsk besættelse i det sydlige Spanien og Portugal, samlede kristne korsriddere sig om at befri Andalusien og det sydlige Portugal. Korsridderne bliver som regel fremstillet negativt af de kulturradikale historieskrivere. Men det var takket være deres indsats, at Spanien ikke er muslimsk i dag.

Desværre kom der efter befrielsen af Spanien en periode med forfølgelse af folk, der ikke var katolske kristne. Den såkaldte inkvisition. Den gik også ud over jøderne. Vi havde desværre også en periode herhjemme, hvor påståede hekse blev brændt på bålet.

Jeg har dog svært ved at forestille mig, at troende kristne, som kendte Jesu kærlighed, var med i den slags. Det var da heller ikke kirken, men myndighederne, der stod for hekseprocesserne herhjemme. Og det var vel at mærke EFTER den katolske tid, i den lutherske statskirkes tid.

Kristendom og kristen kultur bliver sjældent fremstillet i det bedste lys i vor moderne tid. Men dykker man lidt ned under overfladen på den, kan man se den store forbedring og udvikling, som den kristne tro bragte med sig.