At fokusere på taknemmelighed
Jeg elsker at tage på svampejagt her om efteråret. Særligt fantastisk synes jeg, det er at gå på jagt og finde de små tragtkantareller. De ser ikke ud af noget særligt, er ikke specielt iøjnefaldende og kan være svære at spotte.
Ofte kan jeg gå rundt i skoven, i det område, der er deres rette element, uden at få øje på en eneste; men så snart jeg kommer helt tæt på, måske sætter mig på hug og kommer i den rette højde, vrimler det med de næsten selvlysende gule små stokke. Når først mit fokus er der, kan jeg pludseligt se andre områder helt fulde. Områder, som jeg måske lige har vadet over, fordi mit blik ikke var indstillet til at få øje på dem.
Sådan er det også ofte i mit liv. Jeg kan være fyldt af tunge og svære tanker, bekymringerne står i kø, mit blik er måske så skarpt rettet på problemløsning, at jeg ikke opdager de små velsignelser på min vej.
Mit øje er trænet til at stille skarpt på de opgaver og udfordringer, der skal løses. Øjeblikke, møder, uventede gaver kan blive overset eller forhindret i min travlhed. Hvor ofte glemmer jeg ikke at stoppe op og bruge det øjeblik, jeg får givet?
Havde en oplevelse i weekenden, hvor jeg var taget med en veninde til vandring, samvær og eftertanke. Undervejs i weekenden havde vi et møde med en mand, der tog sig tid til at berette og fortælle om sit liv, vise sin kunst og lade os lytte til hans musik. Det blev et autentisk møde, hvor jeg stadig tager brudstykker frem i mine tanker.
Jeg vil aldrig glemme tilliden til at dele og rummet, der opstår dér, det berigende i at opleve, at vi trods forskellige vilkår på alle måder, havde det samme hjerte for udsathed. At blive spejlet et uventet sted, er en gave. Tænk, hvis vi turde fokusere på de små ting. Være nysgerrige og på jagt efter, hvilke små velsignelser Gud i dag vil sende på vores vej.
Tænk, hvis vi fokuserede på de små lysende gule stokke. Lod disse være lyspunkter på vores vej og i vores dag. Det kræver, at vi sætter farten ned og øver os i at få øje på og gribe de muligheder, vores dage giver os. Når vi sætter os på hug, knæler og beder fra en position, hvor vi ikke ser ned på eller hen over, er det muligt, at det, der kan synes småt, kan blive til stor velsignelse for os og andre.
Tænk, hvis hele skovbunden i virkeligheden er dækket af små lysende kantareller.
