De, der vandrer bort fra Omelas
En onsdag aften midt i april arrangerede Færøernes etiske råd et symposium om abort. Her hørte jeg for første gang historien om byen Omelas.
Ved enden af sit indlæg spurgte en af deltagerne i debatten, om han kort måtte gengive fra en novelle, skrevet af den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin. Det fik han lov til, og det, han fortalte os, har sat sig som det stærkeste indtryk hos mig fra den aften. Beboerne i denne opdigtede by, Omelas, lever en sorgløs tilværelse i ufattelig overflod. De kender kun til velstand, sygdom er ukendt, ligeledes ulykker, kriminalitet, sorg, sult, krig og fattigdom.
Alt ser ud til at være lutter idyl – og dog, byen bærer på en dyster hemmelighed. Velstanden og sorgløsheden bygger på en mørk, rå og umenneskelig virkelighed, som dog aktivt må opretholdes, hvis deres lykke skal fortsætte. Hemmeligheden er, at overfloden og idyllen hviler på et lille barns elendighed. I en mørk og aflåst kælder i byen sidder et lille barn i en elendig forfatning.
Det har oplevet bedre dage, men er nu efterladt alene. Det får ingen mad, ingen pleje, ingen kærlighed, det sidder i sit eget skarn, sygt og døende, overladt helt til sig selv, i dyb vanrøgt. Alle byens borgere kender til hemmeligheden, og de ved, at deres velstand og luksusliv er betinget af dette barn og dets elendige forhold. Og de ved, at så snart dette barn dør, må et nyt barn placeres i dets sted, ellers ender Omelas med at være som alle andre byer.
Novellen kaldes: ”The Ones Who Walk Away from Omelas”, og den spørger dig og mig, om vi trives i Omelas med den viden, vi har. Trives vi, trods vores viden om diverse uretfærdigheder, som vi har kendskab til, det være sig på samfunds- eller verdensplan? For mig, og det var også den unge mands hensigt, lyder det ransagende spørgsmål: Kan vi tillade os at ”ofre” et foster for at tilfredsstille personlige, familiemæssige eller samfundsmæssige ønsker?
Godtager vi selviske argumenter og ”løsninger”, eller følger vi vores samvittighed, rejser os i protest og forlader den overflod og velstand, som bygger på uret? Er vi ærlige nok til at vandre bort fra Omelas i protest mod ofringen af et barn?
PS: Ud over historien om Omelas var der to udsagn om abort, som gjorde indtryk på mig efter aftenens indslag. De var, at: ”Løsningen er ikke at fjerne fostret, men at forbedre samfundsforholdene”, og: ”Barnet må tilbydes et trygt liv, ikke en ”tryg” abort”.
Det første er en menneskeret, det andet er utopi.
