lsraelsk kommentar om Rohanis FN-tale: “En tiger i fåreklæder”

– Det er Israels job at overbevise verden om, at Irans forsonende retorik blot er endnu et trick.

Sådan skriver den israelske kommentator Hagai Segal idag i avisen “Yediot Aharonot”.

Han fortsætter:

– Israels reaktion på den iranske forsonings-offensiv var hurtig og værdig. Selv om der er en chance for, at Teheran opgiver sit atomeventyr, må vi formode, at sådan er det ikke. En blodtørstig tiger må bevare en vegetar livsstil i mindst fem år, før den kan opnå status af et får.

– Det er svært at opdage nogen reelle vegetarvaner på iransk side. Det er blot musikken, der er blevet lidt mere raffineret. De internationale sanktioner er en byrde for ayatollah’ens styre, og det griber til tricks for at få dem fjernet. Det første trick var at få Rohani valgt til præsident ved at diskvalificere kandidater, som var en trussel, og det  nyeste trick er at udsende moderate udtalelser, som det internationale samfund gerne vil høre. Rohanis udtalelser havde sigte på at tillade dette trætte og vaklende samfund at afgøre, om den iranske præsident er kravlet ned fra atomtræet.

Videre skriver Segal:

– Selv om det ikke skulle lykkes Iran  at udvikle et atomvåben, aspirerer det utvivlsomt til dette. En hjemmelavet atombombe har været øverst på Irans aspirationsliste siden 1980’erne. Det har aldrig officielt sagt dette, men historien har lært os, at sindssyge lande er forsigtige med at vise deres kløer, før de er i stand til  at udrette, hvad de satte sig for. Indtil da forsøger de at forvirre den oplyste verden med forsonende initiativer og fredsplapren.

Han slutter:

– Israels job nu er at sikre, at den oplyste verden ikke bliver forvirret. Så længe Iran drømmer højt om at tilintetgøre Israel, må vi så  ikke tro det, når det påstår, at dets atomindustri udelukkende er for civile formål. Siden hvornår er Teheran- styret interesseret i dets borgere?

– Lige siden revolutionen i 1979 er Iran blevet styret af  et krigerisk og brutalt regime. Lige nu  oplever det  operationsvanskeligheder, som får det til at nedsætte racet mod en bombe. Men denne forsinkelse er blot et led i planen om at accellerere atomprogrammet. Iran prøver at vise, at det udstrækker en hånd i fred, men vi må fortsætte med at træde på tommelfingeren.