Den blodige krig er ovre – nu begynder den diplomatiske

Den blodige krig mellem Israel og Hamas er ovre – foreløbigt – og nu begynder den diplomatiske konflikt.
Parterne mødes i Cairo for at prøve at udarbejde en mere permanent løsning end den 72 timers våbenhvile, der nu er i kraft og synes at holde.

Ifølge den egyptiske avis Al Mayadeen har egyptiske forhandlere foreslået, at palæstinensere og israelere forlænger våbenhvilen til 120 timer i lyset af fremskridt i drøftelserne.

Den diplomatiske krig ventes at blive udmattende og længere varende end den blodige krigs fire uger, og at den bliver udkæmpet på forskellige fronter.

Israel har historisk set klaret sig bedre på slagmarken end i den diplomatiske arena, hvilket bl.a. kom til udtryk ved uafhængighedskrigen i 1949, som Israel vandt, men som landet ikke kunne anvende til at blive accepteret i regionen.
Det samme skete efter Israels lynsejr i Seksdageskrigen, da landet blev konfronteret med den arabiske verdens tre rungende “nej’er” i Khartoum.
Og det gentog sig efter de to tidligere militæroperationer mod Hamas, da Israel vandt militært, men ikke kunne forhindre Hamas i at foretage en genopbygning og vende tilbage til en ny kamp.

USA og Europa ønsker at se et initiativ fra statsminister Benyamin Netanyahus side, men hans politiske råderum er begrænset af hans ministre til højre: udenrigsminister Avigdor Lieberman og økonomiminister Naftali Benntt, som ikke vil give ham plads til at manøvrere.
Hertil kommer, at Israels indbyggere, som har været igennem traumaet med daglige begravelser af soldater og løben til tilflugtsrum, ikke er i stemning til at gøre indrømmelser til Den palæstinensiske Myndighed (PA).

Netanyahu vil gå en vanskelig balancegang med at give noget til det internationale samfund for at sikre dets støtte til at demilitarisere Gaza, men uden at betale i den ønskede valuta.

Kolbøtte
Den israelske morgenavis “Ha’aretz” betegner i dag Netanyahus præstation som en “stor kolbøtte”
– To dage efter at sikkerhedskabinettet havde besluttet ikke at forhandle mere med Hamas eller sende en delegation til drøftelserne i Cairo, vendte Netanyahu op og ned på tingene. Han meddelte kort sine ministre, at han havde besluttet at vende tilbage til den gamle, udslidte formular om at forhandle sig frem til en forståelse med Hamas om en Gaza-våbenhvile, skriver avisen. Israel står nu, hvor det begyndte – tilbage til “square one” eller endnu længere tilbage.

Ingen sejrherre
Den israelske offentlighed opfatter ikke krigen i Gaza som en israelsk sejr, men støtter alligevel den “troika”, som førte den: Netanyahu, forsvarsminister Moshe Ya’alon og generalstabshef Benny Gantz.
Ved en meningsmåling i går sagde 51 procent af de adspurgte, at ingen af de to parter havde vundet, mens 56 procent sagde, at regeringens mål – at ødelægge tunnellerne og rette et hårdt slag mod Hamas – kun delvis er blevet opnået.


Artiklen fortsætter efter annoncen: