Kirken kan ændre en by og give håb!

Dagens kronikør Solvej Allen har besøgt Causeway Coast Vineyard i Nordirland. Kirken har i årevis været involveret i lokalsamfundet. De arbejder mod menneskehandel og prostitution, og så laver de talentpleje for skolebørn, bare for at nævne nogle af tiltagene.

For 13 år siden blev min mand og jeg sammen med et lille team sendt ud fra København Vineyard for at plante en kirke i Roskilde. Lige fra begyndelsen havde vi et ønske om, at Roskilde Vineyard skulle nå folk, som var marginaliserede og ikke kunne nås af de etablerede kirker.

På vores første gudstjeneste kan jeg huske, at vi lavede et dukketeater med to hænder med vanter på: Det var en kirkevante og en ikke-kirke-vante, som blev enige om, at de havde noget godt at give hinanden, og at kirken skulle være for dem begge.

Roskilde Vineyard

De første år gik vi meget ud på gaden: Pudsede vinduer på RUC’s studenterboliger “for at vise Guds kærlighed på en praktisk måde”, delte kaffe ud i jernbanetunellen på kolde vintermorgener “for at gøre din dag lidt gladere”. Nogle kom til tro helt udefra: Den unge mand som fik pudset sine vinduer, da han lige havde ligget på sofaen og sagt til Gud, at hvis han fandtes, måtte han godt dukke op. Den unge kvinde, som blev slæbt med af en veninde fra RUC. Hun havde aldrig været i kirke før, og fordi nadverbrødet stod i vinduet i kaffepausen, spurgte hun om det var brød til fuglene, når det nu var så koldt. En universitetsstuderende, der aldrig havde hørt om nadver! I dag er hun en glad efterfølger af Jesus. Manden, der var på medicin for sin depression, men som fandt Jesus og blev sat fri. Pigen, en lidt forhutlet datter af en posedame, der fandt en tro og en ny værdighed. Mennesker er blevet forvandlede, og Roskilde Vineyard har overlevet som kirkeplantning, det er der ikke så mange kirkeplantninger i Danmark, der gør. Nu hvor jeg står og skal sige farvel til Roskilde Vineyard og flytte fra byen og kirken, er jeg egentlig rimelig taknemlig for Gud, selvom det ikke er astronomiske antal af mennesker, der er kommet til tro. Vi ved ikke altid hvad Gud gør i det skjulte, men jeg tænker, at 13 er kommet til tro helt udefra i de 13 år, vi har holdt fanen højt. Jeg er glad for, at folk fra Roskilde Vineyard igen er begyndt at gå ud på gaderne og dele tro og bede for syge. Det er så nemt i en etableret kirke at ende i planlægning, budgetter og infrastruktur, jeg er så ofte selv blevet syltet ind i det. Men ønsket om at være kirke for byen og ikke kun for os selv har hele tiden ligget dybt i os, da vi ledte kirken; og da vi skulle finde et nyt præstepar, lagde vi vægt på, at netop denne ild brændte i dem også. Simon og Solveig Mortensen, som er næste generation af præster for Roskilde Vineyard, har den samme skarpe vision for kirken og nye kræfter til at føre den ud i livet.

Coleraine i Nordirland

Et par år før vi startede Roskilde Vineyard, tog et lille team fra en Vineyard i Glasgow i Skotland op til den nordirske kyst for at starte en Vineyard i Coleraine, en by på samme størrelse som Roskilde. De havde samme ønske om at være noget for byen og at have barmhjertighed og outreach som grundstammen i alt, hvad de gjorde som kirke. Jeg har en god dansk veninde, der er flyttet derop. Hun inviterede min mand og mig til en konference, og vi er netop vendt hjem fra nogle meget inspirerende dage. Gennem de over 40 år, jeg har været kristen, er det nok det tætteste, jeg er kommet på vækkelse, selvom kirkens præst Alan Scott hårdnakket påstår, at det ikke er vækkelse. For nogle år siden var den store bølge herhjemme at leve “et Målrettet Liv”, det lærte vi om i “40 Målrettede Dage”, og kirkelederne studerede principper i bogen “Den Målrettede Kirke”. Hvor mange af os er mon nået i mål af det? Jeg føler mig ihvertfald selv meget lille – men også meget inspireret, når jeg ser, hvad Causeway Coast Vineyard har gjort ved byen Coleraine:

– En advokat fra kirkens lederteam har med kirkens forbøn og opbakning fået gennemført love i Nordirland mod menneskehandel og prostitution.
– En familie i kirken ejer en stor fødevarekæde og sælger tonsvis af madvarer billigt til kirkens food bank-arbejde, hvor hundredvis af fattige familier bliver bespist.

Christians Against Poverty

– En filial af “CAP” (Christians Against Poverty, en kristen tværkirkelig kæde, der som en slags “Luxusfælden” hjælper familier ud af økonomisk uføre, hjælper med gældssanering og budgetlægning) er etableret og vandt sidste år den nationale pris for at være den mest effektive gren i Storbritannien, dvs. den afdeling, hvor flest får hjælp.

Cellegrupper

– Netværksgrupper eller cellegrupper holdes som en slags aftenskolekurser for 10 uger ad gangen, hvor kirkens folk og almindelige folk fra byen kan melde sig på on-line. Fra sidste kursusprogram kan nævnes: Madlavning for mænd, Jobs Bog, Gå-tur-med-barnevogn-gruppe for unge mødre, løbegrupper, støttegrupper for sørgende, maling, hækling. Disse kurser bliver lagt på nettet med online-tilmelding og er fyldt op i løbet af få timer, der er sådan en begejstring i hele byen for disse tiltag. Ikke alle grupperne slutter nødvendigvis med en andagt, men der snakkes masser om Gud og tro og tvivl, mens strikkepindene klirrer, mændene lærer at spille golf etc.

Vintage-tøj

– Kirken har en genbrugsbutik, der pynter det donerede tøj og præsenterer det som Vintage. I genbrugsbutikken spilles lovsang, man kan altid komme ind fra gaden og få en kop kaffe og lidt forbøn, og der afholdes også håndarbejdskurser i ugens løb, som man kan melde sig til.
– Virksomhedsejere i kirken har etableret et link, som hjælper unge, der kommer ud fra fængsler, med at få et job i deres virksomheder.
– Har modtaget en britisk “Social Enterprise”-pris for at gøre en forskel i byen.
– Nede i bunden af kirkens parkeringsplads er der et stort drivhus, hvor man en gang om ugen underviser folk fra byen i at dyrke grøntsager.
– 590 frivillige fra kirken er involveret i forskellige udadvendte projekter, der har overskriften “Compassion” eller barmhjertighed.
– De første mange år var det en stille og rolig vækst, man så, mens folk lørdag efter lørdag gik ud på gaden for at bede for mennesker, men gennem de sidste par år har over 3.000 fundet tro, fået ændret deres liv radikalt og er selv blevet engageret som frivillige i kirkens mange udadrettede projekter. Alan Scotts vision har hele tiden været “at bringe liv til vores by”, og han tror, at det gennembrud, de nu ser, skyldes, at hele kirken i årevis har levet efter det motto på en meget praktisk og bevidst måde.

Omvendt narkopusher

Dette er ikke en udtømmende liste, men bare et lille udpluk af, hvad jeg nåede at høre om gennem de få dage, hvor jeg egentlig mest var der for at få min egen tank fyldt op. Det var utrolig inspirerende at se, hvordan hele byen emmer af begejstring og glæde: For nylig er en af byens værste kriminelle og narkopushere kommet til tro, og jeg hørte hans fantastiske historie. Da han kort efter sin omvendelse skulle i retten og dømmes for en forbrydelse, han begik sidste år, udtalte dommeren, at han aldrig havde set en større ændring i et menneske. Og det blev han citeret for i Lokalavisen. Samme avis, hvor et byrådsmedlem for nylig skrev et takkebrev til kirken: ”Tak fordi, at når I er med til byfesterne, så er der en helt anderledes rar atmosfære. Tak for den forskel, I gør i vores by. Tak fordi politiet kan regne med jer, når der i tilspidsede situationer er brug for almindelige gode mennesker til at dæmpe gemytterne” (og det kan der være behov for på den egn, hvor de gamle konflikter mellem IRA og de britiske autoriteter ind imellem stadig slår gnister).

Skolebørn i kirken

Kirkens præst Alan Scott siger selv, at det ikke er vækkelse, men blot en naturlig følge af, at store og små i kirken i årevis er blevet trænet til at være en velsignelse på deres skoler og arbejdspladser. De britiske skoler har ellers i årevis været lukkede for kristne organisationer, men skoler henvender sig nu selv til kirken, som sender teams ud og fortæller om Jesus, og mange skolebørn i alle aldre kommer til tro.
For 13 år siden gik vi fortrøstningsfulde i gang med at forvalte de talenter, Gud gav os, og de har båret frugt i en sådan grad, at jeg synes, jeg hører Gud hviske til mig “Godt gået, tro tjener”. Men jeg bliver helt rundtosset af inspiration når jeg ser, hvilken forskel talenternes forvaltning har gjort i Coleraine, Nordirland. Det er stort at se mennesker komme til tro. Men det er endnu større, når alle dem, der kommer til tro, selv griber visionen og straks begynder at invitere andre ind. Det er ikke til at stoppe. Hvad jeg har set i denne weekend er ikke hype, det er håb.

Se mere på www.causewaycoastvineyard.com