Anette Holt Larsen taler ved bønne-seminar på Sjælland

s2_Anette-HoltAnette Holt Larsen, Næstved, holder oplæg, når Bedehus Danmark holder Bønne-seminar i ”Birkebjergkirken” i Næstved, lørdag d. 28. november.
Seminaret er ikke kun beregnet for Næstved, men for bønne-krigere på hele Sjælland. Der er tale om en regional samling, ligesom man tidligere har holdt seminar i Odense og Århus.
Anette Holt Larsen er et kendt ansigt især i Aglow, hvor hun har lagt mange års forkyndertjeneste. Nu er hun leder af Next Level, en profetisk tjeneste, der skal udruste de kristne til at ”vandre naturligt i det overnaturlige”.
Anette brænder for at se, at Guds folk i Danmark bliver et profetisk folk, som kan se og høre hvad der sker i Himlen, så Guds vilje sker på jorden, forklarer Rakel Kristiansen fra Bedehus.dk.
Peter Tinggaard vil også dele noget om ”Guds intention med os” – ikke i vor egen styrke og dygtighed, men lænet op ad ham og afhængige af ham. Peter Tinggaard har en vision om “Faste for Danmark”, som han for nylig fortalte om i en kronik i Udfordringen. – Se nærmere på www.fastefordanmark.dk.
Og endelig vil Hans Ole Kofoed, som er leder i Ringsted Frikirke, dele de lokale forbederes erfaringer med bøn for byen.