Alt står i Guds faderhånd; hvad Han vil, det gør Hans Ånd

Jesus sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden…” Det er jo uforståeligt for os mennesker, hvordan Jesus kunne sige sådan, når vi ser på al den ondskab, der findes i verden.

Der skal dog ikke være tvivl om udsagnets sandhed. Jesus har al magt, også her i verden, men han praktiserer den ikke helt endnu, det vil først ske i den kommende verden; indtil da bruger Jesus dog sin magt suverænt, hvor han vil. Så Jesus griber ind overalt, men fjerner ikke alt det onde her. Men det kristne, ydmyge og tillidsfulde svar fra os på alt det, vi ikke forstår, er: Ske ikke min, men din vilje kære Herre, fordi det er alligevel det rigtigste.
Jesus kan og vil bringe Guds rige og det åndelige Paradis i sin almagt med sin evige kærlighed til dig og mig og igennem os her og nu og til evig tid, og han har med sin død på korset sonet og tilgivet alle vore synder på trods af dem.
Paulus skriver i Romerbrevet:” Alle har vi syndet og har mistet herligheden fra Gud”, ” For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed”, og ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere”.
For Guds nåde er Guds tilgivende kærlighed og porten til Guds åndelige Paradis, og den skænkes os stadigvæk, mens vi endnu er fortabte syndere ved Jesus Kristus, som er nåden selv.

Vi er ikke alene

Jesus sagde til sine disciple, før han skiltes fra dem: ”Jeg efterlader jer ikke faderløse. Jeg vil i mit sted sende jer Helligånden”.
Det betyder, at Helligånden er Jesu allestedsnærværende skikkelse på denne jord. Når Jesus selv vil, – og sommetider som svar på vore bønner – viser han sig imidlertid også, så vi mennesker kan se ham i magt og herlighed, og det har jeg også selv oplevet! Så for mig er Jesus en nulevende virkelighed og både en del af min tro og min viden.
Jesus vil være vort stadige udgangspunkt og med sine bud føre os alle til et åndeligt liv og fællesskab ved sin Ånd. Vi skal ikke blot leve i fysiske og materiel overfladiskhed og tomhed, der kan tage overhånd og blive vor eneste trøst og tilflugt sammen med egoisme. Vi må ikke bæres af en afgud, der lukker Gud ude, men af Helligånden i nåden og glæden fra dåb og nadver.
Men Jesus Kristus lever stadig, og hvis vi beder og angrer, kan Jesus, som betalte al vor synd, i sin store nåde tilgive os og ved sin Ånd og sit ord genskabe liv og glæde og fryd. I os og imellem os.

Men hvor finder vi så Jesus?

Jesus sagde selv: ”Den, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, og hvis I ikke gør dette, har I ikke liv i Jer. ”
Det er afgørende, at vi alle stadig husker, hvem nadveren kommer fra, og beder om hjælp dertil, så at nadveren ligesom dåben indgår i vor åndelige identitet. Jesus kommer så selv til os og bærer os sammen med de andre nadverdeltagere ind i de Helliges fællesskab med evigt liv, som er det modsatte af synd, og som giver os andel i Guds evighed med sit åndelige Paradis med kærlighed og glæde. Der bliver Jesus kraften bag et helligt liv i tjeneste, tale og gerning.
Hvis vi derimod ikke ænser nadverens giver og glemmer, at vi med den modtager Jesu eget højhellige legeme, og hvis vi unddrager os tjenesten for Jesus, så vi ikke udfører den, rammes vi af Guds dom, og mange bliver syge….. Men dommen er kun foreløbig; den vil hjælpe os gennem selvransagelse og anger ind på Guds nådes vej ved Helligåndens kræfter til at glemme os selv og følge Jesus til hjælp, omsorg og glæde for alle dem, der lider eller har det svært. (1. Kor. 11).

”Uden mig kan I slet intet gøre”, sagde Jesus, og Paulus sagde: ”Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det.” Og i Fil.2.13: ”For det er Gud, der virker i jer, både at ville og at virke for hans gode vilje.”
Det sker, når vi beder til Gud om vor dåbs nåde og kærlighed og af hjertet bekender os som usle, arme syndere. Det sker ved, at Helligånden i og med nåden også former og nyskaber os ude i hverdagen, i Jesu billede. Derfor er det faktisk Jesus selv, der i sin kærlighed gør det igennem os.

Lad ikke din manglende tro stå i vejen for Gud

Når vi beder til vor himmelske Fader i Jesu navn, betyder det, at Jesus selv står mellem os og vor Fader i himlen, og Helligånden går i forbøn for os (Rom. 8). Når vi beder Fadervor, så vil det være en hjælp, hvis vi også ind imellem i dagens løb husker, hvad vi bad om. Vi kan i hvert fald undgå, at vor manglende tro står i vejen for Guds kærlighed og hjælp ved at lade som om Gud allerede har hørt vore bønner og stadigvæk vil høre dem, og lade dette være udgangspunktet for vor glæde og for alt, hvad vi foretager os vedrørende vor næste. Hver gang, vi gør sådan, bygger vi jo faktisk noget af vort liv på Jesu ord og nåde.
Jesus vil ved sandhedens og nådens Ånd trodse alle hindringer for hans velsignelser, også synd og løgn imod hele Guds skaberværk – løgne, som vi ikke selv kan fjerne. Det gælder ikke mindst den største af alle løgne: At vi selv kan overvinde det ondes magt, at Gud slet ikke elsker os alle, og ikke af al magt vil hjælpe os, med alt det gode, vi er skabt til at gøre, men ikke kan af egen magt, og at Gud vil straffe os på dommens dag, eksakt modsat Jesu egne ord, sandheden.

Livet er ikke et her værende tag-selv bord, til vor egen fordel, men er begyndelsen til Guds evige Paradis, centreret i Jesus Kristus og hans ord og kærlighed, og det er allerede til stede her og skabes af Guds almagts kræfter.
Det er himlens kræfter, som virker gennem dig og mig for at hjælpe min næstes og min nød, og det gælder ikke alene vore nærmeste, for Jesus sagde også: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være Guds børn”.
Men det er også vigtigt, at vi husker det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og også vor næste, som var det os selv. Med Jesu nåde og hjælp vil begge bud opfyldes ved Helligånden, kærligheden og selv-kærligheden, som er fællesskab mellem sjæle, og mellem Jesus og os. Så kan vi tænke på vor næste, samtidig med at vi tænker på os selv, og vi kan sammen hjælpe og glæder hinanden med mange ting. Gør vi det, bliver vi jo Guds elskede, elskelige og glade børn.
Denne verden er ikke det endelige, synlige og varige Guds rige og Paradis; men det findes her, ofte glimtvis, og kun på det åndelige plan, men dog i samme Ånd, Helligånden, fra Guds Paradis.
For baggrunden for hele dette liv bør være vor uendeligt store gave, vor dåb, med syndernes forladelse og det evige liv. Så vor dåb bør vi tænke på så ofte – også midt i hverdagen – at hele vort sind og liv nyskabes af Guds Ånd, så vi følger Jesu ord og lever i hans rige nåde og åndelige Paradis. For Helligånden er, også i denne verden, alle dage intet mindre end vor egen håndpant på det endelige Paradis samt på fællesskabet med Jesus og hinanden, i et helligt, åndeligt liv.
Hjælp til nyskabelse
Og Guds hjælp til nyskabelse er nødvendig og bliver lovet os, når vi beder om den. Jesus sagde: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min Fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple” og endvidere:
”Hvis I holder mine bud, bliver I i min kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.”
Paulus sagde (Heb.11.1): ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”
Luther sagde: ”Det, vi tror på, er syndernes forladelse, og er vi ikke sikre på den, så har vi den slet ikke. Men Jesus vil selv give os visheden derfor.”
Paulus sagde (Rom 4.16-17): ”Gud er Fader til os alle, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.” (Tilføjet af forfatteren: ved Hans skabermagt).
Luther sagde også: ”Mennesket er totalt en synder.”
Dette er også Jesu doms- og sandhedsgave, og den skal vi med tak og anger modtage og dermed give Jesus ret i hans dom over os alle. Gør vi det, vil Jesus vor Frelser, Genløser, Herre og Forsoner samtidig totalt retfærdiggøre os og tilgive og frelse os i sin overvældende store nåde og kærlighed, og blive ét med os; ved at Helligånden skaber nyt liv i vore sind, så vi med stor glæde gør vor Herre Jesu kærlige vilje…
Luther udtrykte det på Latin således: ”Simul justus et peccator” (på Dansk: samtidig retfærdig og synder).
Det sker imidlertid ikke bare i en enkelt hændelse. Under Guds kærlige omsorg for os sker det til stadighed som en konstant kilde til vor glæde og fryd, i det rigtige, åndelige og evige liv i Paradis med hverandre, som Jesus selv planter og dyrker i vore hjerter og viljer hele tiden, også her og nu.
Med hjælp fra vor kærlige og nådige, treenige Gud og Skaber: Fader, Søn og Helligånd, får vi da lov og pligt til at gå ud fra og stole på vor dåbs nådes ord, med tilsagnet om vore synders forladelse, vor persons opstandelse og det evige liv.

Det betyder, at efter dette liv venter der os alle den åbne port til Guds endelige Paradis, hvor Gud er alt i alle, i det evige liv i fuldkommenhed, og i fællesskab og tak i jubel og i lovsang til vor grænseløst kærlige, evige skaber, opretholder, genløser og Gud.
(Se også DDS nr. 42.)