Helbredt i bybussen

Det er ikke kun på store møder med helbredelsesprædikanter, at Gud helbreder. Han kan også gøre det i en fyldt linie 350S på vej ned ad Amagerbrogade i KøbenhavnEn ung kristen kvinde kom op til Jakob Frydkjær i bybussen og spurgte, om hun måtte bede for ham. Han havde brækket sit kraveben og havde men efter hjerneblødninger, som han pådrog sig ved en trafikulykke. Og miraklet skete. Jakob blev helbredt.
Det var mandag den 23. april. Regnskabselev i ATP, Jakob Frydkjær, 28 år, var løbet tør for printerpapir på et kritisk tidspunkt. Der var kun en halv time til, han skulle aflevere sin afsluttende opgave på handelsskolen. Jakob havde siddet oppe hele natten, men svang sig på cyklen og stod op mens han trådte hårdt igennem. Det blæste og regnede, men nå boghandlen skulle han. Pludselig røg den slappe cykelkæde af, og Jakob røg forover på cyklen.
– Jeg husker kun at jeg røg ned og slog venstre skulder. Så husker jeg ikke mere. Jeg vågnede op på hospitalet. Alt var tåget, og en sygeplejerske kørte en fugtig svamp over et åbent sår i hovedet.
Jakob blev overført til Rigshospitalets neurologiske afdeling, hvor scanninger viste blødninger i hjernen. Han kom på intensiv afdeling. Endnu kunne lægerne ikke sige, hvor store men han ville få.
Imens bad både venner og familie og Jakobs menighed, den lutherske frimenighed, Hjørnestenen, for Jakob. Hans kæreste, Pernille D. Jensen, afbrød et volontør-ophold i Israel og rejste hjem for at være ved Jakobs side på hospitalet.
– Efter et par dage følte jeg mig ved min fulde fem. Men jeg sov meget og kunne kun klare korte besøg. Udover et brækket kraveben var jeg også lammet i venstre side af ansigtet. Jeg havde stor besvær med at tale. Jeg var rent ud sagt en savlende grøntsag, fortæller Jakob, nu med et glimt i øjet.
At forbønnen hjalp er Jakob imidlertid ikke i tvivl om.
– Jeg blev udskrevet allerede efter 10 dage, hvilket er helt usædvanligt efter en hjerneblødning. Blødningerne viste sig at være ydre og ikke indre, hvilket ville have givet større komplikationer. Lægerne sagde, at jeg havde været helt utrolig heldig at slippe uden de store men.
– Jeg døjede dog stadig med hovedpine, en dårlig korttids-hukommelse og tale- og læsebesvær. Jeg læste som en 3. klasses elev, hakkede og stammede mig igennem letlæseligt stof. Men en talepædagog sagde, at lammelsen ville fortage sig, og at jeg ville kunne genoptræne tale- og læseevne.

Lørdag den 12. maj fejrede Pernille og Jakob, at de havde været kærester i et halvt år. De havde været i Tivoli og i Nyhavn, og ved ti-tiden stod de på bybus 350S mod Amager.
– Det var første gang jeg havde gået så meget rundt, siden jeg var blevet udskrevet fra hospitalet. Jeg havde store smerter i venstre skulder, som både jeg og sygeplejerske-venner havde mistanke om var ved at vokse forkert sammen. Faktisk havde jeg bestilt en tid den efterfølgende mandag hos en ortopædkirurg af samme grund. Nå, men i al fald glædede jeg mig bare til at sidde ned i bussen, så jeg kunne hvile min skulder.
– Pludselig styrer en ung pige målbevidst hen mod os i den ellers fyldte bus. Hun præsenterer sig som Gitte og spørger Pernille: “Jeg kan se, at du har et kors om halsen. Er du en søster i Herren?”
Pernille blev så overrasket over den unge kvindes direkthed, at hun lige måtte have spørgsmålet gentaget. Pernille svarede, at ja, hun var en kristen. Gitte fortsatte: “Jeg kan se, at min kristne bror har det skidt. Det gør mig ondt.” Jakob havde en slynge om armen. “Skal vi ikke lige bede Herren fixe det?”
– Jeg var overrumplet, men jeg ville ikke tage hendes frimodighed fra hende, så jeg lod hende bede for mig, fortæller Jakob.
Jakob fortalte hende, hvad der var sket. Gitte lagde hånden på skulderen, noget der ifølge Jakob normalt ville have gjort vanvittigt ondt, men denne gang mærkede han intet. Fra stoppestedet ved Magasin og frem til Christianshavn bad Gitte Gud give hende ord. “Jeg ved du vil bruge mig til det her, så dit navn kan blive ophøjet her i bussen,” slog hun højlydt fast, mens de øvrige buspassagerer måløse fulgte seancen.
– Da vi så kørte ind på Amagerbrogade, begyndte hun at bede højlydt i tunger, hvilket hun gjorde hele vejen ned ad Amagerbrogade. Nok ikke lige den måde jeg selv ville have bedt på. Da vi kom til Øresundsvej, hvor vi skulle stige af, måtte jeg afbryde hendes bøn og tungetale-strøm. Jeg sagde tak og ønskede hende Guds velsignelse.

– Da jeg rent teologisk var stået helt af Gittes fremgangsmåde, var jeg overbevist om, at jeg ikke var blevet helbredt. For en sikkerheds skyld tog jeg i skulderen, da vi var stået af bussen. Der var ingen smerte. Jeg slog på kravebenet. Det gjorde ikke ondt. Jeg bad Pernille ruske i mig. Det gjorde hun, først tøvende, så kraftigere og kraftigere. Men jeg havde ingen smerter overhovedet.
– Et somalisk ægtepar, der var stået af bussen samtidig og havde fulgt hele sceneriet, kom over og spurgte om hende, der havde bedt for mig var en kristen. Jeg svarede: “Ja, hun bad for mig i Jesu navn, og Jesus har helbredt mig!” I det jeg sagde Jesu navn, talte jeg flydende. Den somaliske mand sagde lavmælt: “Allah akbar!” “Gud er stor!”
Mens Pernille reagerede med at bryde helt sammen i grin, talte Jakob flydende hele vejen hjem.
Da han kom hjem, testede han videre på sin helbredelse. Han fandt den gamle bibeloversættelse frem og læste flydende op af et svært tilgængeligt kapitel i 5. Mosebog. Så tog han den engelske bog af Phil Yancey, “The Jesus I Never Knew” og læste flydende to sider op.
– Da vidste jeg, at jeg var definitivt helbredt!
At alt var helt normalt bekræftedes siden af ortopædkirurgen og af en forbavset overlæge på Rigshospitalet, der ved nogle senere scanninger af hjernen ikke en gang kunne finde ar fra blødningerne, hvilket ifølge hans udsagn ikke skulle kunne lade sig gøre.
Jakob kom hurtigt tilbage på fuld tid i sit job som fondsafvikler i ATP-huset i Hillerød, et meget krævende job.
Både han og Pernille har lært meget af både krisen og helbredelsen. De er kommet tættere på hinanden, end de fleste gør igennem en forlovelsestid, og har fundet ud af hvor stor værdi de har for hinanden. Den 13. oktober giver de hinanden deres “ja” i kirken, lykkelige over at kunne dele livet og kærligheden sammen. – Noget jeg syntes er utrolig tankevækkende er, at jeg egentlig ikke var afhængig af Guds indgriben. Jeg kunne have fået hjælp af læger og talepædagog. Så for mig viser helbredelsen noget om Guds store kærlighed til mig. Helbredelsen viser mig også, at Gud ikke er afhængig af, om vi beder på “den rigtige måde”. Gud kan bruge en almindelig kristen pige og helbrede i en bybus en helt almindelig dag. Det finder jeg trosstyrkende, slutter en glad Jakob Frydkjær.