Lidelseshistorien ifølge Mel Gibson
Den ud over alle grænser foromtalte The Passion of The Christ har mediekonsulent i KLF, Kirke & Medier og formand for Toftlund Biograf, Lars Peter Melchiorsen, set, og han anmelder den her I Den Danske Salmebog skorter det ikke på stærke beskrivelser fra Jesu lidelseshistorie. Ja, nogle af salmedigterne især de mere barokke og pietistiske kan beskrive Jesu trængsler særdeles malerisk. Men lige meget hvor detaljeret beskrivelser-ne kan være i f.eks. Thomas Kingos gendigtning af lidelseshistorien (DDS 181, 183 – 187), så er og bliver de kun ord. Uanset hvor mange gange vi har sunget dem, eller for den sags skyld læst evangeliernes beskrivelse af Jesu lidelse og død, så har de vel aldrig i den grad slået os, at vi er blevet stumme?
Med The Passion Of The Christ har Mel Gibson lige så tekstnært som Kingo genfortalt lidelseshistorien – og med hvilken effekt! Jeg sad alle rulle-teksterne til ende, inden jeg fik mig stablet op på skælvende ben. Det var ikke på grund af store skuespilpræstationer. Dem synes jeg ikke, der var mange af. Kun Pilatus og Judas repræsenterede for mig interessante personligheder. I dem var der den spænding mellem sandhed og politisk nødvendighed, mellem loyalitet og skuffede forventninger, som giver liv og fremdrift i fortællingen. Jesusfiguren havde ikke mange strenge at spille på, og det er fantastisk, at man næsten lydløst kan gennemleve så store lidelser; og de to Mariaer fulgte med på afstand uden at mæle et ord, men med mange tårer. På en måde oplever vi Jesu lidelse gennem Maria og det kan ikke overraske i betragtning af Mel Gibsons katolske baggrund.
På korsets træ de pinte ham
med nagler og med spyde;
hvor så man fra det offerlam
det røde blod at flyde,
hvor så man da hans hjerte slå,
hver åre som en bæk at gå,
hans hoved sig at hælde
(DDS 190,4).
