Nye kors af gammelt tømmer

Da Marianne Grønne Jensen fik konstateret en svulst i hjernen, blev det begyndelsen på kunsten for hende. Hun samler trækors af gammelt drivtømmer. I år skal hun inspirere på Kirkedage i RoskildeMange steder er der træ. En knudret træstamme ligger til pynt til venstre for porten. Rå raftehegn omhegner de unge træer på marken mellem køerne. Træet er nærmest levende. Det er ikke nyt og pænt skåret ud, men gammelt og brugt.
På en gård ved Århus bor Marianne Grønne Jensen med sin mand og tre børn. For fire år siden fik hun en svulst på hjernestammen. Hun er 39 år. Siden da er hun begyndt at samle kors af drivtømmer, som hun finder på stranden.
– Træet er noget, der har været skabt til en anden opgave. Så er det gået i stykker og så er det blevet smidt ud. Det er drivtømmer, og det fascinerer mig, når jeg bruger det som materiale, siger Marianne Grønne Jensen.
Hun er høj og slank. Håret er kort, og huden frisk. Intet ved hende afslører, at hun næsten ikke kan se på venstre øje. Hun kan ikke høre på det ene øre, og at kunne skænke en kop kaffe uden at spilde har taget lang tid at lære.

Svulst i hjernen

I 1999 skulle hele familien ud at rejse. Tre uger før skulle Marianne Grønne Jensen til lægen for at have undersøgt sit øje. Hun endte med at blive scannet og indlagt på sygehuset. Der var en svulst på hjernestammen. Fordi den sad dér, kunne lægerne ikke tage prøver af den eller operere, så ingen vidste, om den var god- eller ondartet. Sådan gik to år med uvidenhed. Samtidig trykkede svulsten nerverne til hendes syn, hørelse og balance. Det betød, at de evner blev dårligere og dårligere. De to år var de værste. Hun tænkte meget på, hvordan hendes mand og børn skulle kunne klare sig uden hende.
– Det er alt det med, at de ikke ved, hvor melet står henne. Hvem skal fortælle min datter om at få menstruation? Hvem skal sørge for, at de får friseret håret? Det er ting, der er ligegyldige, men også ting, der er meget vigtige for en mor. Det er tanker, der er uden begyndelse og ende. Nogle gange bliver de til gråd, andre gange til en overstadig latter, siger Marianne Grønne Jensen.
Til sidst fik hun stråling. I januar 2001 fik hun stråling 25 gange. Herefter begyndte hun at lave de første kors af drivtømmer, hun fandt på stranden.
– Det drivtømmer, jeg fandt på stranden, var slidt, hærget og brudt. Alligevel var der liv og skønhed i det. Det kunne samles til et kors, som var noget nyt og som kunne samle mine millioner af tanker, hvor der ikke var ro nogen steder. Det er grunden til, at jeg begyndte at samle kors. Det var kun i korset, hvor alting stadig var der, fortæller Marianne Grønne Jensen.
I sommeren efter strålingen, begyndte hun langsomt at gå korte ture. Uendeligt langsomt gik det fremad. Nu kan hun skænke kaffe uden at spilde. Hun kan tage på cykelture, og det er sejre for Marianne Grønne Jensen. Svulsten er der stadig, og hun går til kontrol hvert halve år. Lægerne kan stadig ikke fjerne den, men holder den sig i ro.

Kunst var pjat

Oprindeligt er Marianne Grønne Jensen uddannet driftsleder indenfor landbruget. Hun havde aldrig beskæftiget sig med kunst. For hende var kunst, hvad hun kalder ’kunster’ – noget pjatværk. Nu er kunsten blevet hendes måde at udtrykke sig på.
– Jeg har absolut intet kreativt lavet med mine hænder førhen. Alt, hvad jeg havde lavet, var foderplaner. Men den kunst, jeg nu har lavet i min afmagt, kan bruges af andre. Det har været fantastisk givende for mig at opleve. Det har ligget helt grundlæggende i mig, at det er korset, der må redde mig ud af sygdommen. Der er nemlig et håb i et kors. For mig er korset noget, der stiller sig imellem livet og døden. Korset er ikke bare en afslutning. Der er liv bag døden. Livet kan samles til en ny helhed efter en sygdom eller sorg, og det har været af stor betydning for mig selv, siger Marianne Grønne Jensen.

Kors står mellem liv og død

Marianne Grønne Jensen har udstillet sin kunst på sognegårde, i kirker og på skoler, og hun sælger også nogle af korsene.
– Det er det, at folk kan have et kors hængende. Det er ikke længere mig og min sygdom og smerte, men de kan have et kors hængende, som kan fortælle dem, at de gennem et eller andet problem også har en fasttømret Gud, som samler det, der gør ondt til noget nyt, til en mening og til et håb, siger Marianne Grønne Jensen. Hun har oplevet flere mennesker, for hvem, hendes kors fik stor betydning. Engang kom en kvinde til Marianne Grønne Jensen for at købe et kors.
– Da hun havde købt det, fortalte hun, at hun var på vej ned i skoven for at begå selvmord. Hun havde brug for et kors for at vide, at der trods alt var en Gud et eller andet sted, som kunne se hende. Så kørte hun igen. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Men så kom hun ugen efter med en blomst og sagde, ’Tak fordi du var der, da døden syntes lettere end livet’, fortæller Marianne Grønne Jensen og fortsætter:
– Der havde korset stillet sig imellem livet og døden. Godt nok har jeg lavet korsene, men de bliver levende for andre.
For kunstneren er det også vigtigt, at korsene viser, at Jesus er en del af os.
– Jeg fik et meget meget smukt ibenholtkors af nogle af mine venner i Tanzania. Der er Jesus sort og har krøller. Her hos os i Danmark er han vinterbleg og blond. Så kom jeg til at tænke på, at Jesus ser ud, som vi gør. Han er en del af os, og det afspejles i korset. Korsene er ikke fine og retlinede, men hverdagskors. Det er med os i smerten og i glæden. Han var et kors, da jeg ikke hang sammen, og Han var et kors, da jeg jublede. Han er her begge steder. Det er det, jeg gerne vil give videre, siger Marianne Grønne Jensen.