In His Sanctuary, Praise & Worship 2004
Transforming Lives
Det hører efterhånden ikke til sjældenhederne, at der udkommer danske gospel-cder. Det er godt nok en international kirke, som udgiver denne cd, men den ligger på Nørre Farimagsgade tæt på Nørreport Station i København. Det var Frelsens Hærs hovedkvarter Templet på Frederiksberg, som dannede rammer om denne liveindspilning.
Det virker ikke som om det er en rigtig koncert, men mere som en gudstjeneste med en masse lovsang, som er blevet optaget og udgivet. Der er 12 sange på cden hvoraf de 9 af dem er skrevet af kirkens egne medlemmer. Lovsangslederen/dirigenten er Feridah Rose, som sammen med kirkens præstepar James og Clara Commey leder os igennem aftenen med inspirerende sange og tale. Cdens producer er Michael Holmberg som efterhånden har medvirket på en del danske produktioner både som producer, men også som trommeslager.
Som jeg skrev tidligere, virker det som om cden bare er blevet optaget til en gudstjeneste. Sangene er enkle og lovsangs-agtige som jo faktisk er et af kendetegnene på gospelmusik. Man hører oprigtigheden og ærligheden i teksterne og den måde de bliver fremført på. Det er som at være til gudstjenesten selv. Man kan ikke undgå at mærke, at det er en international kirke, som laver denne cd. Der er en stærk indflydelse af afrikanske og karibiske rytmer, som får numrene til at svinge på en lidt anderledes måde, end man er vant til. Det er faktisk meget forfriskende at høre. Jeg vil godt fremhæve nummer 9 på cden You Are My Rock som er skrevet af et af korets medlemmer Sharon Williams, og jeg håber ikke Sharon vil tage mig det ilde op hvis jeg siger, det er et fedt nummer der emmer af Ron Kenoly!!!
Karakter: 8