Jesus inviterer indenfor
Sognepræst Benny Blumensaat fra den katolske Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg udlægger søndagens tekst
Hvilken betydning har vendingen kom og se i dagens tekst?
I Johannes Evangeliet beretter evangelisten om de første disciples kaldelse. Johannes Døberen udpeger Jesus for sine disciple ved at kalde ham Guds Lam. Det er iøvrigt den samme betegnelse, som ved brødsbrydelsen i den katolske messe udtrykkes ved bønnen Agnus Dei, Guds Lam, som borttager verdens synder, forbarm dig over os.
Lammet er hos profeterne et billede på sagtmodig lidelse, anvendt på den lidende Herrens tjener, og disciplene havde allerede en fornemmelse af, at de stod over for den eneste ene, den forventede Messias. Disciplene fulgte Jesus på grund af Johannes vidnesbyrd, og da Jesus spørger: Hvad vil I? siger de: Hvor bor du? – og Jesus siger: Kom og se.
For at bekræfte dem i den erkendelse, der var ved at forme sig i disciplenes sind, inviterer Jesus dem med hjem til sig selv. Betydningen af denne invitation er personlig og universel. Jesus inviterer sine disciple til at se, hvor han bor, og dermed bliver hans person og budskab fra begyndelsen af personligt og gennem hans død og opstandelse universelt.
Disciplene og ethvert menneske, som beslutter at følge ham, bliver så at sige draget ind i hans hjem, ind i hans legeme, som er Kirken, hvor Jesus den dag er lige så personligt tilstede som dengang, han talte personligt til sine venner i sit hjem.
Hvornår så disciplene Himlen åben og engle stige op og ned mellem Gud og Menneskesønnen?
I skal se Himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen var løftet, som Jesus gav sine disciple, en frugt af et liv i Jesu efterfølgelse, ja, mere endnu. Himlen åbner sig ved Jesu dåb i Jordan, og Guds ånd daler ned over ham (Matt. 3,16).
Og pinsedag oplever apostelmenigheden det samme: En susen fra himlen som af et vældigt åndepust fyldte hele huset, hvor de sad…og de blev alle fyldt med Helligånd (Apg 2,2-4).
Hvilke principper for efterfølgelse af Jesus ligger der i teksten?
Jesus inviterer flere til at være sine disciple, og da han møder Filip, siger han: Kom med mig og bliv min discipel. Hvad disciplene ikke vidste på det tidspunkt var, at det også betød at tage korset på sig sammen med Jesus, at et liv i Kristi efterfølgelse er forbundet med både kors og glæde. At følge den forladte Jesus på hans vej til Golgatha blev en del af disciplenes liv med Jesus, og det var næsten mere, end de kunne bære. At følge Jesus er forbundet med megen glæde, fred og entusiasme, er forbundet med korset, udholdenhed, trofasthed, målrettethed – ja, et liv i kamp med mørkets magter – velvidende, at det er Jesus, der i os kæmper kampen, og at vi ligesom Jomfru Maria hver dag skal sige ja til Jesus: Her er jeg, Herre, jeg er din tjener/inde.
Hvad fortæller teksten dig om at fortælle andre om troen på Jesus?
Pave Johannes Paul d. II har utrætteligt i hele sit pontifikat kaldet kirken til ny-evangelisering, dvs. til at invitere flere til at være Jesu disciple, at undervise og bringe hele menneskeheden til tro på, at Jesus er Guds Søn, og lede mennesker ind i kirkens fællesskab.
Kom og se, og de blev hos ham resten af dagen. Teksten fortæller os, at Jesus inviterer os til at lære ham at kende, og dette bekendtskab er for disciplenes vedkommende forbundet med at tilbringe tid ved Mesterens fødder for at lytte til ham og lære ham at kende. Bønnen er livsnerven i en kristens liv, og gennem bønnen erfarer vi, at Gud taler til os, at vi er i hans nærhed.
At fortælle andre om troen på Jesus er enhver kristens opgave, således at samfundet kan gennemtrænges af evangeliets lys, af Jesu tilgivende og helbredende kraft. Når mennesket hører Guds stemme, som disciplene gjorde det, må svaret være: Her er jeg, Herre, gør med mig, som du vil, gør mig til din discipel og før mig på dine veje.
Disciplene fulgte efter Jesus og gennem dem fulgte flere med. Dagens tekst viser os, at Jesus har denne gudgivne evne dengang såvel som i dag at kunne drage mennesket ind i et guddommeligt fællesskab, som samtidig er menneskeligt, fordi det består af dig og mig, vi er de levende stene bygget på apostlenes grundvold, og med Jesus i vor midte bliver vi løftet ud af vores eget og får mod til at følge ham efter, uanset hvad det koster.
Hvad kan du personligt bruge denne tekst til?
Teksten giver mig håb midt i en falden verden, midt i en tid, hvor synden florerer både indenfor og udenfor kirken, at det Guds Lam, som borttager verdens synd endnu engang inviterer uden forbehold til et liv som discipel, et liv i inderlighed og et liv i forventning: Du skal komme til at se større ting end det.
Personligt betyder teksten, at jeg kan gå ind i mit hjerte, gå ind i kirken og der finde den Jesus, som er vejen, sandheden og livet, det er da stort. Lovet være Jesus Kristus, nu og i al evighed. Amen.