Girlpower og tunge drenge
Hundredvis af danske unge fik rystet garnet og gjort t-shirten vaskeklar, da de
amerikanske bands Barlowgirl og Day of Fire var på danske charmevisit
Det lyder som en risikabel cocktail at overlade bas, guitar og trommer til tre fnisende småpiger, hver på cirka halvanden meter. Inklusiv plateausko.
Men i tilfældet Barlowgirl er risikoen værd at løbe. Det viste de tre piger i denne uge, da de sammen med et andet amerikansk band, Day of Fire, gav tre koncerter på dansk grund.
Hvad Chicagosøstrene ikke har i højde, har de i både stemmer og charme. Og hverken drenge eller piger blandt det unge publikum tirsdag aften i Lunderskov kunne undgå at blive en smule imponeret.
Med far og mor nynnende med ved siden af scenen som henholdsvis manager og salgschef i Barlow-familiens merchandise-afdeling, leverede Lauren, Rebecca og Alyssa en stribe glade rocknumre med masser af energi og stærke budskaber.
Budskaber om en Gud, der altid står klar med sin tilgivelse. Og en Gud, som befrier dig fra det ræs, nutidens teenagere udsættes for.
– Vi vil gerne vise andre unge piger, at man ikke behøver at være med på den nyeste mode for at være cool nok. For Gud er det nemlig ikke det ydre, der er vigtigt, forklarer Lauren på 21, der spiller trommer.
– Derfor er vores ønske for danske piger, at de må lade Gud komme ind i deres liv og turde være sig selv, supplerer lillesøster Alyssa på 18.
Meeen, selv om man har toppet de amerikanske hitlister og er på sin første Europaturne adskiller man sig ikke nødvendigvis så meget fra almindelige danske unge. Heller ikke hvad mode angår.
I hvert fald var der masser af ros til de danske shoppingmuligheder, og de danske piger, der skulle have en sludder med søstrene efter koncerten, kunne rejse hjem med stribevis af komplimenter som Wow, nice shoes! og Oh, I like your jacket.
Efter pausen kom der mere tyngde på både musikken og besætningen. De tre Barlow-girls blev afløst af de fem fuldvoksne mandfolk i Day of Fire.
Med den karismatiske forsanger Joshua Brown i forgrunden leverede bandet et kort, men medrivende rock-show af den type, der appellerer til headbanging og hoppestemning.
Ikke én mikrofon stod oprejst, da bandet forlod scenen og efterlod publikum med kun en hylen for ørerne.
Inden da havde Joshua Brown påkaldt sig alles opmærksomhed og fortalt sit personlige vidnesbyrd. Om et liv med druk og stoffer, indtil Gud en dag greb ind i hans miserable liv.
– Hey guys, vi er ikke kommet her til Danmark, bare fordi vi synes, det er fedt. Vi er kommet, fordi vi af hele hjertet ønsker, at I skal opleve det, som vi har oplevet. Nemlig, at Gud er kommet ind i vores hjerter.
Alle som ønskede forbøn blev opfordret til at mødes med ham i et hjørne at hallen efter koncerten, og det benyttede flere end 20 sig af.
Både Barlowgirl og Day of Fire står over for et egentligt gennembrud hjemme i staterne, men i Europa er de endnu et ubeskrevet blad.
Det fik de dog dygtigt lavet om på ved denne uges koncerter i Herlev, Lunderskov og Viborg