Himmelsk callcenter

Det engelske Churches Advertising Network udgiver hvert år ved juletid en plakat med et kristent budskab til brug i kirker, kristne blade og lignende.
Med et billede af glade telefonsupportere med påtegnede englevinger og teksten „Linjerne til Gud er som altid åbne 24 timer i døgnet, syv dage om ugen,“ håber plakatdesigneren at tiltrække folks opmærksomhed.
– Når vi henvender os til Gud, får vi altid personlig kontakt. Der er ingen automatisk telefonsvarer eller ventetid. Altid bliver vi mødt med et smil, forklarer designeren.
På spørgsmålet, om Gud har brug for et callcenter, om ikke han selv kan besvare „opkaldene“, svarer designeren.
– Jo, selvfølgelig kan han det. Tanken med plakaten er, at engle er budbringere. Vi tror på, at Gud har et budskab til mennesker – til os – på samme måde, som han lod englene fortælle om Jesu fødsel til hyrderne på marken.
– Med denne illustration vil vi gerne vise, at Gud altid lytter til os, altid er til rådighed, alle steder, altid.
– ole