Inspiration til lovsangsgrupper
MARIAGER – For fjerde år i træk holder Pinsevækkelsens Højskole i Mariager en særlig lovsangsweekend for lovsangsledere, sangere, musikere og lydfolk.
Det sker fredag den 28. og lørdag den 29. januar, og går det som de foregående år, bliver der fuldt hus.
Det er højskolens musiklærere Peter Sørensen og Bjarne Knudsen, der står bag weekenden. Begge er kendte som lovsangsledere, sangskrivere og producere for en lang række danske lovsangsindspilninger.
– Vi forsøger at sammensætte et program, der så præcist som muligt rammer de behov, som er rundt omkring. Som faste elementer har vi hvert år en præsentation af fem nye danske lovsange – derudover vil der lørdagen igennem være et udbud af seminarer, fortæller Bjarne Knudsen.
Et af de nye seminarer handler om, hvordan man med musikalske udtryk og arrangementer kan give nyt liv til nogle af de slidstærke og velkendte sange og salmer.
Naturligvis runder weekenden af med en lovsangsfest.
– ole