Café- præst ansat

Café Cadeau er ved at slå sit navn fast blandt frederiksbergborgerne, selv om den både er alkohol-og røgfri. Nu tager ejerne det næste skridt ud på vandetFinn Jegård solgte for få år siden sin millionvirksomhed, der fremstillede naturmedicin og eksporterede til 60 lande, til medicinalgiganten Ferrosan.

Finn og Frida Jegård t.v. vil gerne skabe et tværkirkeligt miljø i Café Cadeau, hvor dørtærsklen er lav for alle. Jørgen Christensen t.h. er ansat som cafépræst til at tage sig af den åndelige side af sagen

I stedet for at investere i nye overskudsgivende forretninger brugte Finn Jegård overskuddet til noget, som hans venner i forretningsverdenen ryster på hovedet af.
Han og hustruen Frida købte en gammel patriciervilla på H.C. Ørstedvej på Frederiksberg for syv millioner, istandsatte den for fire millioner, åbnede en røg- og alkoholfri café i foråret sidste år og ansatte fra 1. marts Jørgen Christensen, som cafépræst på fuldtid.
Uafhængig af Finn og Fridas planer på Frederiksberg sagde Jørgen Christensen sit job op i august sidste år som præst i pinsekirken på Bornholm med virkning fra 1. marts i år – uden at vide, hvad han så skulle lave.
– Jeg vidste bare, at tiden var kommet til, at Gud havde andre opgaver til mig. I november sidste år fik jeg tilbuddet om at blive cafépræst fra Finn. Jeg begyndte at bede over det og ved juletid sagde jeg ja.
Både min kone og jeg er utrolig glade for, at Gud giver os denne mulighed for at være en del af et spændende og perspektivrigt arbejde, fortæller Jørgen Christensen, der er 55 år og har 35 års prædikantjubilæum til maj. Han kone Lis ansættes også i caféen.

Alkoholfri café

Finn og Frida Jegård er adventister. Men Café Cadeau er ikke tilknyttet en bestemt kirke og skal heller ikke være det. Tværtimod, så skal caféen været et neutralt sted, et tværkirkeligt miljø, hvor dørtærsklen er lav for alle mennesker.
Café Cadeau er stilfuldt indrettet med højt til loftet, restaurerede, håndmalede udsmykninger i loftet, stuk, store smukke lysekroner, lædermøbler og et klaver. På bogreolen finder gæsterne Biblen og anden kristen litteratur, og til de mindste er der legetøj.
Specielt om søndagen er caféen fyldt til bristepunktet, og tidsbestilling er nødvendig, hvis man vil nyde godt af husets brunch, som er blevet meget populær blandt frederiksbergborgerne.
Foruden de 100 pladser inde i caféen er der 50 pladser ude foran caféen og langs siden af huset.
Det er et plus for mange gæster, at Café Cadeau er kvittet for smøger. Specielt forældre med småbørn.
– Vi har for eksempel flere mødregrupper, der plejede at mødes på andre steder, indtil de hørte om Café Cadeau. Kun enkelte gæster vender om, når de ser det røgfri skilt ude på døren, ellers er det røgfri generelt accepteret.
Det alkoholfri er derimod en større udfordring. Nogle vil bare have et glas vin eller en øl og rejser sig og går igen, når de ikke kan få det. Men generelt er det ikke det store problem. Når folk spørger hvorfor, forklarer vi, at vi gerne vil holde stedet alkoholfrit, så caféens kulturarrangementer for eksempel kan foregå, uden at der sidder folk og forstyrrer, fordi de er påvirket af alkohol. Jeg tror sagtens, mennesker kan tro på Gud og samtidig drikke et glas vin. Det er ikke det. Men vi har valgt den linje, fordi alting skal foregå i ro og orden herinde.
– Når solen skinner, og gæsterne sidder udenfor, vil de ikke have kaffe, så til sommer skal vi gøre mere ud af kolde alkoholfri drinks. Vi serverer lys øl, men så heller ikke mere, fortæller Finn Jegård, der ikke selv arbejder i caféen til daglig. Han har nok at gøre med at passe sit nye firma i Herlev, der producerer rengøringsmidler. Firmaet skal bære caféens økonomiske underskud. Ægteparret er tilfreds, hvis caféen med tiden kan løbe rundt. Et eventuelt overskud skal gå til missionsarbejde i København, har Finn og Frida Jegård besluttet.

På kaffekursus

Finns kone Frida har det daglige ansvar for caféen, der også har to ansatte samt flere frivillige. Hverken Finn eller Frida havde nogen forudsætning for at drive café. Det var simpelthen en vision, Gud lagde ned i deres hjerter, og som de har været enige om.
Frida er oprindelig uddannet sygeplejerske. Hun står for den daglige drift i caféen. Hun og medarbejderne har været på kaffekursus, så kunderne kan få det, der hører sig til på en moderne café. Parrets søn og ene datter har besøgt det københavnske caféliv og inspireret forældrene, så Café Cadeau er indrettet efter tidens cafétrend.
Ejendommen er på 1000 kvadratmeter i alt. Foruden caféen er der indrettet fem lejligheder og nogle klubværelser, der er udlejet til unge kristne.
Cafeen er lukket lørdag, der er forbeholdt kristne møder og aktiviteter. Oven på caféen er der et lokale til bøn og bibelstudie til fri afbenyttelse for kristne sammenkomster i ugens løb.

Undlod selvmord

Det siges, at bartendere er de største psykologer. Finn Jegård fortæller om en herre fra Nordsjælland, der kom ind i caféen, bestilte en kop kaffe og satte sig lidt for sig selv.
– En af vore ansatte fik på hjerte at komme i snak med ham. Han fortalte, at han ikke vidste, hvorfor han lige netop var kommet herind, stedet var helt ukendt for ham. Han havde besluttet sig for at begå selvmord, da alt så håbløst ud for ham.
Men hans situation blev vendt til det gode. Jeg har i dag personlig kontakt med ham, og han har besluttet sig for at komme til et kristent møde.
– Det er et eksempel på, hvorfor det er ideelt med en cafépræst. Det skal være sådan, at Gud kan sende mennesker herind på caféen, uden de selv ved hvorfor. Lige så vel, som de skal kunne komme, fordi de netop ønsker en snak med en præst, pointerer caféejeren.

Præst på caféen

Den opgave er Jørgen Christensen parat til at tage. Han skal også stå for caféens kulturarrangementer, musikaftner, foredrag og debataftner. Når han er i caféen, vil han bære et skilt, hvor der står cafépræst.
– Det skal være et signal til mennesker om, at her er et menneske, som gerne vil tage sig tid til at lytte, tale og rådgive. Jeg vil få faste træffetider, så der er tidspunkter, hvor folk ved, at de altid kan få fat i mig. Jeg har et kontor oven på caféen.
Det er selvfølgelig ikke tanken at have en præst gående i caféen, der henvender sig til alle gæster for at pådutte dem evangeliet. Tværtimod handler det om at være fintfølende. Det vil sikkert også rygtes af sig selv, at på Café Cadeau, er der en præst.

Har stor erfaring

Jørgen Christensen har været pinsepræst i mange år og har således også stor erfaring med evangelisation, sjælesorg og rådgivning. Han var med til at starte KKRs Rådgivningstjeneste i 1989 i forbindelse med pinsekirkens tv-arbejde i København. I over ti år har han været præst i pinsemenigheden Elim i det indre København.
– I 70’erne var mange kirker over hele landet meget aktive og udadrettede. Elim holdt næsten daglige friluftsmøder ved Storkespringvandet, Istedgade, Nørrebro og på Christiania. Kirkens kaffebar i Kronprinsensgade summede af liv. Hundredvis af mennesker blev vundet for Jesus i de år. I en sidegade til Strøget lå Huset i Knabrostræde, hvor Unge Kristne var aktive. Mennesker var åbne for evangeliet over alt. Pinsebevægelsen voksede til det dobbelte i den årrække, fortæller den nye cafépræst.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Historisk åbenhed

Men i dag er mennesker endnu mere åbne. Det forpligter de kristne. I de sidste fem år har der været en historisk åbenhed. Det begyndte med Charles Ndifons helbredelsesmøder og siden har bolden rullet.
Da vi havde Charles Ndifon i pinsekirken i Rønne for tre år siden, kom der 2.500 mennesker til møderne. Der skete mange helbredelser, som var det helt store samtaleemne på øen. I et lille øsamfund, som det bornholmske, kan naboen følge med i, hvad du foretager sig, så der skal mere mod til at tage til et kristent møde end i en storby. Men folk kom.
– De åndelige perspektiver bliver diskuteret i medierne i dag, som aldrig før. Folk er åbne for hvad som helst i den åndelige boldgade og tager i mod hvad som helst. Alt er i orden i folks bevidsthed. Det giver kirken et ekstra ansvar for at komme ud med evangeliet og bringe kristendommen ind i menneskers liv, siger cafépræsten, der suppleres af Finn Jegård.
– Ja, Gud vil noget i København. Det skal ikke blot være new-age, folk kaster sig over, når de er åndeligt søgende. Vi skal ud af vore små kirker og møde menneskers behov. Nu må de kristne vise flaget. Det er nu, det skal hejses. Det er derfor Frida og jeg har købt huset her. Vi vil gerne danne rammerne omkring et tværkirkeligt miljø, hvor kristne kan mødes og være med til at løfte opgaven, så vi sammen kan arbejde på at nå mennesker med evangeliet, lyder opfordringen.
Cafe Cadeau har åben tirsdag til fredag fra 15.00 – 22.00, søndag 10.00 til 18.00. mandag og lørdag er lukket.