Slut med bare maver
KOLDING – På Bramdrup Skole i Kolding er man efterhånden så trætte af elevernes hårde sprogbrug og unge piger, der kommer i skole i alt for korte bluser.
Derfor har man taget konsekvensen og forbudt det, man kalder kraftige bandeord, og påklædning, der kan opfattes som seksuelt udfordrende. De nye regler er nedskrevet i skolens ordensreglement.
– Nogle har et meget grimt sprog, og nogle piger går med halvkorte bluser helt bevidst for at provokere lærerne. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle skal gå i blå skjorter, men vi betragter altså skolen som en arbejdsplads, siger Jan Lundsgaard, der er formand for Bramdrup Skoles bestyrelse, til JydskeVestkysten.
Kolding er ikke det eneste sted, man har taget drastiske midler i brug for at komme uvæsenet til livs. Lignende regler er indført blandt andet på skoler i Århus, mens man andre steder vælger at vurdere situationen fra gang til gang. På Esbjerg Realskole har man ingen nedskrevne regler, men man griber ind over for hårdt sprog og nedringede bluser, og i flere tilfælde har man sendt elever hjem for at få mere tøj på, siger skolelederen til avisen.
– ole