Eksorcisme handler om at koble folk på Jesus

Det er ofte enkelt og ligetil af drive ånder eller dæmoner ud af mennesker. Det handler i bund og grund om, at den besatte kommer i kontakt med Jesus og dernæst bevarer et fællesskab med ham. Det siger den erfarne eksorcist sognepræst Mogens SvendsenEn af Danmarks mest kendte eksorcismepræster er Mogens Svendsen, sognepræst ved Kølkær Kirke sydøst for Herning.

Sognepræst Mogens Svendsen mener, mange psykiatere er åndeligt blinde
og derfor ikke kan forholde sig til dæmoner

De personer, som opsøger kølkærpræsten for at få hjælp, er primært folk, som har været involveret i den alternative eller den okkulte verden. Og når Svendsen skal hjælpe dem, tyr han til Bibelens vejledninger og befalinger, og dermed kommer Jesus straks på banen, og eksorcismen bliver faktisk forvandlet til en missionsindsats:
– Det centrale er, at mennesker får et personligt fællesskab med Jesus Kristus. Det er det helt afgørende i det her spørgsmål, for eksorcisme handler først og fremmest om det. Det er det, mit arbejde går ud på, når jeg hjælper mennesker. Når jeg sætter gang i noget, så er det først og fremmest at lære folk at bede. At lære dem at kontakte den levende Gud og kalde på Jesus, så de kan forsvare sig imod den onde. Det er noget meget enkelt og ligetil, som handler om at få et fællesskab med Gud i sin dagligdag, erklærer han.

Det er meget sjældent, at Mogens Svendsen bliver opsøgt af nogen, som selv mener, de er besatte eller på anden vis plagede af dæmoner. Han bruger derfor meget tid på at tale med folk, inden han eventuelt går i gang med en eksorcisme, og når han skal vurdere, om folks problemer skyldes dæmoner, så kigger han ikke på såkaldte ydre manifestationer, hvor folk måske vender det hvide ud af øjnene eller falder omkuld under høje skrig og kaster op. Faktisk mener han, at den slags er direkte uinteressant og en afledningsmanøvre fra dæmonernes side:
– Hvis nu personen giver sig til at hyle, at skrige, så vil nogen da blive meget oprevne over det, men det er simpelthen et trick fra dæmonernes side for at få opmærksomheden væk fra det egentlige, som er at sætte mennesker i frihed, og i stedet give opmærksomhed til de onde ånder.
– Jeg mener, at det er ligegyldigt med de ydre manifestationer, da det er den indre virkelighed, som personen oplever – om vedkommende selv erfarer sig fri eller stadigvæk oplever, at nogen har en eller anden indflydelse på dets liv – som er det afgørende. Jeg har uddrevet dæmoner af folk, hvor der overhovedet ikke var nogen synlige reaktioner.

Svendsen understreger, at den sjælesørgeriske samtale forud for og efter en eksorcisme er helt afgørende for et vellykket resultat. Eksorcismen indgår faktisk blot som en del af sjælesorgen – og vil ofte være dens klimaks – men den er ikke en enkeltstående begivenhed. Mogens Svendsen mål er at hjælpe mennesker, og hvis han udfører en eksorcisme, så foregår det altid med folks fulde samtykke.
– Alting foregår på basis af klare aftaler. Der er ikke nogen, der oplever noget, som foregår under tvang. Det er fuldstændig frivilligt. Personen skal indvillige i, at det sker. Og så skal det selvfølgelig ske på en forsvarlig måde, hvilket vil sige, at der skal være andre til stede, og der skal være andre, der beder og er sammen med én i den kamp, der går på, forklarer han.
– Hvad der derefter sker, kan man læse om i Det Nye Testamente. Den onde ånd kastes ud, og det er et nytestamentligt begreb. Det vil sige, at Jesus gør krav på, at det onde skal slippe det menneske, som hører Gud til. Og det er oftest enkelt og ligetil. Man har de hjælpemidler, der er brug for. Man kan gå frem efter et ritual som udgangspunkt for sin gerning, og det gør jeg da, men det betyder ikke, at jeg slavisk følger ritualet, men at jeg simpelthen bruger de midler, der er til rådighed ifølge ritualet.
Kølkærpræsten har ladet sig inspirere af den romersk-katolske kirkes eksorcismeritual, hvori der blandt andet indgår både bøn, bibellæsning og vievand.
– Jeg begynder med bøn i forskellige variationer og udgaver. Det kan både være stille bønner og højlydte bønner, og det kan være takkebønner, lovprisning eller tilbedelse. Det er ikke sikkert, at det siger folk, som ikke er vant til at bede, noget som helst, men vi ser på, hvordan det virker og fungerer i den konkrete situation. Og så indgår der selvfølgelig også forskellige former for brug af bibelske tekster, og naturligvis kan der også bruges velsignede effekter som vievand eller indviede kors, men det hører ind under bønnens område, for det er selve bønnen, som er afgørende i den sammenhæng. Det handler på ingen måde om magi – det er bønnen, der er det centrale, og en hovedsag i det er at befale over de onde ånder i Jesu navn.
– Man kan ikke sige noget generelt om, hvor lang tid en eksorcisme varer. Det kan variere fra fire minutter til flere timer og dage.

– Det afgørende er – og det er mit fokus – at et menneske bliver sat i forbindelse med Jesus Kristus. Det er simpelthen så fundamentalt, at det er det, jeg spiller ud med i enhver situation. Hvis ikke mennesker vil sættes i forbindelse med ham, så kan de ikke bevare deres frihed fra dæmonerne. Jeg har set, hvordan det går. Hvis ikke de vil følge ham, så mister de deres frihed igen.
– Jeg har set Lukasevangeliet kapitel 11 i praksis, hvor der står, at en uren ånd vil forsøge at vende tilbage til det hus, den er drevet ud af.  Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første. Og hvis vi siger, at et sådant menneske har det syv gange værre, så er det mildt sagt – det er i virkeligheden ganske rædselsfuldt. Det er ikke noget, som man skal lege med, formaner han.
– Jeg siger derfor til dem, som ikke vil følge Jesus, at de er bedre tjent med ikke at blive befriet for deres dæmoner, for så vil de i hvert fald ikke få det så slemt, som hvis de mister friheden igen. Det er ikke muligt, at man kan få sin frihed og så bevare den, uden at man får en beskyttelse, og det er kun Jesus Kristus, som kan give den beskyttelse. Derfor vil det være at udsætte folk for noget uforsvarligt, hvis jeg driver dæmoner ud af folk, som ikke vil følge Jesus bagefter.

Uden tro på Jesus Kristus mener Mogens Svendsen ikke, det er muligt at manøvrere forsvarligt i forhold til en dæmonisk virkelighed, og det er hans forklaring på, at der er så få psykiatere og psykologer, som anerkender dæmoners eksistens. Han mener faktisk, at mange psykiatere og psykologer er åndeligt blinde:
– Vantroen vil aldrig have nogen tilgang til den åndelige virkelighed. Man kan ikke gå ud og fortælle om de her ting og så regne med, at vantroen kan fatte en brik af det hele. Man må forstå, at når vi taler om de her ting, så vil kun troen kunne fatte noget af det, men vantroen kan aldrig se og erkende Guds kraft og indgriben. Det kan ikke lade sig gøre. Det så man allerede på Jesu tid, hvor Jesu modstandere sagde, at det var ved de onde ånders fyrste, at han uddrev de onde ånder. Så vantroen er på forhånd blind og forhindret i at opfatte den åndelige virkelighed.
– Det er kun, når man bliver konfronteret med en konkret åndelig erfaring, som i den grad underminerer ens sædvanlige materialistiske opfattelse, at troen kan blive en mulighed. Først når man får den åbenhed og kan erkende, at det faktisk virker med eksorcisme – hvilket i øvrigt kræver, at man har været til stede og har overværet en eksorcisme – er troen en mulighed. Men det forhindrer selvfølgelig ikke, at folk stadig ikke vil tro og at vantroen altid vil bortforklare Jesu magtfulde indgriben. Så dybest set, så skilles vandene omkring, hvad menneskene tror, og hvad menneskene ikke tror.
– Derfor drejer det sig i Danmark heller ikke så meget om en diskussion mellem præster og psykiatere, men om en diskussion om virkelighedsopfattelser. Og det, som har domineret vores uddannelsessystem de sidste 200 år, er den sekulariserede materialisme, og den har i sådan en grad siddet på den offentlige mening i uddannelsessystemet, at den har været med til at fratage mange mennesker troen på både Guds og satans eksistens i og med, at de gennemgik uddannelsessystemet, fordi man ikke levnede plads til en åndelig virkelighed, lyder kølkærpræstens analyse.
– Når man så som præst kommer ud i praksis og skal tale med mennesker, så møder man den konkrete virkelighed, og der oplever man, at Gud og Fanden sætter sig igennem helt konkret, og så er spørgsmålet, hvad man vil stille op der. Og der er så nogen, der ikke har noget at byde på i den forbindelse – hverken evangelium eller noget andet, mener han.