Pige fik englebesøg – og blev helbredt
Dagny Ramlien slugte en egekvist og blev efterfølgende meget syg,
men på hendes dødsleje bankede tre mænd på døren…Dagny Ramlien fik ligesom Abraham besøg af tre engleagtige personer, da hun var dødssyg som barn.
– Jeg var omkring 13 år, og jeg boede sammen med mine forældre på Flaksvatn, ca. 3 min udenfor Kristiansand.
En dag skulle mor og far deltage i et bryllup, og jeg og en veninde – Sigrunn, skulle være alene hjemme.
På den tid havde jeg en uvane. Jeg gik med et strå eller en kvist i munden, som jeg tyggede på. Nu er der vel mange, som har haft en sådan uvane, men for mig skulle det få vældige følger. Uheldet skete nemlig denne aften – i slutningen af maj måned, da Sigrunn og jeg var alene hjemme. Jeg havde en egekvist i munden, ca. 3 cm lang og omtrent så tyk som en blyant. Medens vi morede os og lo – sådan som 13-årige gør – fik jeg pludselig grenen i halsen, eller rettere sagt i luftrøret, for jeg fik næsten ikke luft. I panik prøvede jeg at få den op med fingrene, men det førte bare til, at jeg trykkede den længere ned. Til sidst forsvandt den helt, og jeg begyndte at hoste. Denne hoste viste sig at skulle vedvare i måneder fremover.
Så snart mor og far kom hjem, fortalte jeg dem om kvisten, jeg havde slugt. Men de tog det ikke særligt højtideligt. De regnede vel med, at det ville ordne sig på naturlig vis. Men da min hoste ikke ville holde op, blev de efterhånden mere og mere bekymrede. Da jeg desuden begyndte at få frygtelige smerter i højre side, tilkaldte de lægen i bygden – Dr. Hagen.
Mit tilfælde blev en gåde. Det jeg fortalte ham om pinden, blev der ikke agtet særligt på. Det blev i stedet antaget, at mine lunger var angrebne, og jeg fik medicin for pleuritis. Men min tilstand blev bare værre. Foruden hosten tog smerterne til. Den mindste bevægelse, jeg gjorde, forårsagede de værste smerter. Madlysten forsvandt – og jeg blev stadig tyndere og tyndere.
Ingen tænkte mere på min historie om pinden. Det hed sig bare, at »Dagny havde en uhelbredelig lungesygdom, og at det gik mod enden«. Men min mor Inga var en troende sjæl, som stadig bad for mig. Også min far bad, selv om han ikke var nogen personlig kristen. Det fortalte han mig siden. Ellers var det mange i bygden, som havde ondt af mig – og alle, som kendte Herren, huskede mig i bøn.
I oktober, ca. 5 måneder senere, lå jeg i sengen – afmagret og fuld af smerter. Jeg kunne ikke selv vurdere, hvor syg jeg var. Det var en lørdag aften. Doktoren, som regelmæssig havde besøgt mig, kom. Efter at have undersøgt mig, vender han sig alvorligt til mor og far og hvisker lavt: Hun lever næppe natten over…
Mor gjorde sig parat til at våge over mig. Jeg lå i det ene hjørne af stuen, og mor i et kammer, hvor hun kunne se ind til mig. Kl. 4 om natten skete der noget: Mens jeg lå i min seng, »så« jeg pludselig, at mor gik ud mod yderdøren. Da hun åbner, står tre mænd udenfor. En på hver side og en i midten. Han i midten var klædt i en hvid klædning og var noget højere end de andre«.
Dagny ser nu, at skikkelsen først går ind i stuen, dernæst ind i hendes sygeværelse:
– Der strålede noget ophøjet og helligt ud fra ham. Selv om jeg var vældig forundret, var jeg på ingen måde bange. Men jeg ville gøre mor opmærksom på ham, så jeg råbte ind i kammeret: »Mor, der er en mand herinde hos mig«. Men mor, som ikke så noget, troede, at jeg var ved at dø nu, og at jeg bare talte over mig. Så hun svarede mig bedrøvet: »Det er nok bare noget, du tror, du ser, mit barn«. Men der tog hun fejl. Jeg så virkeligt manden. Efter jeg havde råbt på mor, kom han helt hen til mig og tog et kraftigt tag i min højre skulder. Og der var noget ved dette greb, som gjorde, at jeg måtte hoste 2-3 gange. Da – i samme nu – for pinden ud, lige i min hånd. Der lå den – den egekvist, som jeg havde slugt for næsten et halvt år siden.
»Mor, mor«, råbte jeg, »nu må du i hvert fald komme, for nu er pinden her«. Da skal jeg sige dig, at mor kom på benene. For nu var der ikke snak om »syge fabler« længere.
Overvældet blev hun stående og stirrede på pinden. Men mor skulle få endnu mere at undre sig over, for jeg blev øjeblikkeligt vældig sulten og bad om noget at spise. Og mor lavede mad til mig – som i drømme – og mens jeg spiste blev doktoren tilkaldt.
Han kom også i en voldsom fart, lige ind i stuen og blev stående, idet han så på mig med store øjne. Jeg fortæller ham da om mit besøg og om den »midterste hvidklædte mand«. Der blev en underlig stilhed. Omsider erklærer Dr. Hagen højtideligt: »Her er et overnaturligt indgreb sket.
Al ære til min elskede Frelser og Herre, slutter Dagny Ramslien E.J.E., Flaksvatn, Norge.
(Fra Rolf Slot-henriksens bog: Der er mere mellem himmel og jord, Rafael.)
