Venstre sidebanner eksempel

Sådan kommer du ud af dit åndelige trummerum

Det er ikke længe siden, at det spæde forårs friskhed fik mig til at ønske også åndeligt at træde ind i en ny „årstid“.

Jeg besluttede mig derfor for at deltage i et weekendkursus for at få ny inspiration og komme ud af en underlig tørketid, som jeg kun lige kunne slæbe mig igennem.
Ved den lejlighed fik jeg mulighed for at tale med foredragsholderen om mit problem. Han svarede, at alle – selv de store helgener – gennemlevede sådan nogle perioder.
„Tørke er uundgåelig. Ja, den er endda vigtig for at kunne vokse åndeligt“, forklarede han. „En dygtig vejleder vil sige, at en tørketid er en absolut afgørende – måske endda den vigtigste udvikling i ens åndelige liv. For Gud bruger tørken til at rense hjertet for egoisme, når man be’r.“

Genfind længslen

Han var overbevist om, at nøglen til et nyt åndeligt „forår“ ligger i en dyb længsel efter Gud. Og den, der har mistet denne længsel, bør søge Gud i det stille og snakke ærligt med ham derom.
„Fortæl Jesus, at du godt nok har travlt og ikke keder dig, men samtidig føler en længsel i hjertet“, tilrådede foredragsholderen mig.
„Jesus sætter pris på ærlighed. Hvad han ikke kan acceptere, er åndelige facader“, fortsatte han.
„Og hvis du ikke oprigtigt kan sige den bøn – hvis du ikke virkelig længes efter Jesus – bør du træde et skridt tilbage og tage dit liv op til vurdering. Uden længsel efter Jesus lever du nemlig ikke et virkelig kristent liv.“

„Skyldig i henhold til anklagen!“ gik det gennem hovedet på mig.
Åndelig set vidste jeg, at jeg gjorde mig illusioner. Når jeg bad, var det for det meste for at søge Guds hjælp og ikke ham selv. Min tid med Gud indskrænkede sig til hurtigt at bede alle punkterne på min liste igennem, før jeg ilede ud ad døren for at ordne det, jeg skulle.
Måske burde jeg bruge min hund som forbillede. Det har altid undret mig, hvor meget den holder af mig og gerne vil være sammen med mig. I huset følger den mig, hvor jeg går og står for at være i nærheden af mig. Den står i vinduet og kigger efter mig, når jeg går ud, og overøser mig med „kys“, lige så snart jeg er hjemme.
Sådan burde mit forhold til Gud være, indså jeg. Jeg vidste ganske vist, at jeg elskede ham, men jeg havde mistet gejsten. Jeg ville gerne længes af hele hjertet efter at være hos ham og nyde hans selskab, som der står i Sl. 42,2-3:
„Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.“

Mist ikke kontakten

Jeg er overbevist om, at mit åndelige tomrum har at gøre med, at jeg altid har for travlt. Arbejdsmæssige og personlige forpligtelser har efterhånden tappet mig for energi til at søge ro og stilhed med Gud.
Jeg var kommet i underskud med hensyn til „åndelig opmærksomhed“. Og sådan levede jeg: Jeg hastede gennem livet som et menneske, der definerer sig ud fra sit arbejde i stedet for ud fra det at være menneske.
Jesus gav sine disciple et godt råd, da de følte sig overbebyrdede med arbejde: „Gå ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.“ (Mar. 6,31). Også i Mathæus 11,28 indbyder Jesus til at hvile ud: „Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.“
Min veninde oplevede det på samme måde. Hun arbejdede som sjælesørger i en stor bymenighed og forsøgte altid at opfylde alle andres behov. Til sidst oplevede hun sit arbejde som ren rutine:
„Jeg gjorde kun et stykke arbejde og stoppede aldrig op for at tænke over, hvad jeg gjorde,“ husker hun. „Jeg sad i et hurtigtog og havde så travlt, at jeg mistede kontakten med mig selv og med Gud.“
For at komme sig tog hun orlov fra sit arbejde: „Jeg trak mig tilbage et stykke tid og gravede mig ned derhjemme.“
Tid til bibellæsning og stilhed var hendes redningsplanke.
„I vores hverdag i dag er det så svært at finde ro. Jeg satte mig ud på terrassen. Der var der ikke andre end fuglene til at forstyrre mig,“ husker hun.

Tid til stilhed

Selvfølgelig er det første, det går ud over, når vi har for travlt, som regel vores daglige tid med Gud. Man forsøger at opretholde en facade af „stille tid“ – læser lidt i Bibelen, be’r en kort bøn. Alt sammen af pligtbevidsthed eller tvang, ikke ud fra et ærligt ønske om at møde Gud. Hele tiden har man travlt med sine pligter – terminer, møder, telefonsamtaler. Det er ikke underligt, at vi efter uger eller endda måneder i denne nøgterne rutine igen befinder os i et åndeligt tomrum.
„Jeg er nødt til at afsætte tid til ro og ensomhed i min kalender,“ sagde en tidligere præst, som i dag arbejder med sjælesorg.
„Det er nødvendigt mere end nogensinde i vores kultur i dag, hvor man lever i højeste gear og føler sig utilpas uden larm og hurlumhej. Vi er altid på farten. Hvordan skal vi så kunne høre Gud? Hvordan skal vi kunne høre vores eget hjerte? Jeg tror, at Gud på en eller anden måde af kærlighed til os lader os støde mod en mur – i fuld fart. Han elsker os alt for meget til at lade os løbe alt for længe.“
Og det er jeg oprigtig taknemmelig for. Taknemmelig over, at Gud aldrig lader mig ude af syne, selv ikke når jeg taber ham af syne. Taknemmelig over, at han bruger min åndelige tørketid til at rense mig for egenkærlige bønner, at jeg kan være ærlig over for ham, træde langsommere og erkende, hvor meget han elsker mig og gerne vil tilbringe tid sammen med mig.
Foråret venter allerede på mig; jeg kan se det alle steder. Men jeg kan også føle det i mit hjerte – præcis som Salomon i sin tid:  “For nu er regntiden ovre, regnen er hørt op, den er borte. Blomsterne kommer til syne i landet, sangens tid er inde, turtelduens kurren høres i vores land.“ (Højsangen 2,11-12).

Christine Sneeringer er
freelance skribent
Fra kvindebladet Lydia