Fra prins til udyr

Alle synes, vi er som skabt for hinanden. Ægteskaber indgås i himlen, siger man, og vores blev grundigt forberedt i bøn. Vi var sikre på, at Gud havde ført os sammen, for at vi i fællesskab kunne tjene ham. Og den kendsgerning, at vi begge kunne lidt bøger, spaghetti og langtidsplanlægning, syntes at bekræfte, at vi passede sammen. Ja, vi var bestemt for hinanden!

Men på et eller andet tidspunkt mellem afslutningen af hvedebrødsdagene og fødslen af vores første barn indhentede en skrækkelig erkendelse os: Vi havde begge hver for sig giftet os med vores diametrale modsætning, hvad angik temperament og personlighed.
Det burde ikke komme som en overraskelse. Der er en klassisk teori, som siger, at vi tiltrækkes af en person, som repræsenterer de underudviklede eller urealiserede sider af vores egen personlighed – alt det, vi ikke selv er. Den græske mytologi udtrykker det således: For at berøve mennesket sin magt spaltede guderne ham i to dele. Og hele hans liv blev til en søgen efter „den anden halvdel“.

Efter at have fundet sin anden halvdel går de fleste af os ironisk nok i gang med at forvandle den halvdel til et spejlbillede af sig selv. Som om vielsesattesten berettiger dem til at agere billedhugger.
Min mand og jeg var helt på det rene med, at ægteskab betød enhed. Spørgsmålet var blot, hvem af os der fuldstændigt skulle tilpasse sig den anden. Hvordan kunne vi bringe hans præcision og ordenssans i overensstemmelse med min trang til kreativt rod? Hvordan skulle vi komme omkring med, at mennesker gav mig ekstra energi, mens de trættede ham?
Vi spøgte med, at vi supplerede hinanden som venstre og højre hjernehalvdel. Men bag facaden kæmpede vi med frygten for, at vores forskelligartethed ville blive årsag til andet og mere end stille fortvivlelse. Før et ægteskab kan lykkes, må vi se den kendsgerning i øjnene, at det er et kæmpestort projekt at forene to væsensforskellige individer i et fælles liv. Der skal ikke blot slås bro over de ovennævnte forskelle, men også over forskelligheden som mand og kone. Ofte må jeg spørge mig selv, om mænd og kvinder overhovedet passer sammen. Måske skulle de bare leve i samme nabolag og besøge hinanden indimellem…

Trods alle glæderne i et ægteskab kan det ofte opleves som det omvendte af eventyret om „Skønheden og udyret“: Vi er – i hvert fald på bryllupsdagen – overbeviste om, at vi har giftet os med den smukke prins eller yndige prinsesse.
Men når måneskin og roser forvandles til dagslys og opvask, kommer „udyret“ frem i vores partner. Som oftest betyder denne ophævelse af „fortryllelsen“ ikke andet end den uundgåelige afpudsning af hjørner og kanter.
I vores ægteskab blev jeg bestandigt udfordret af formaningen fra apostlen Paulus om at tage imod hinanden på samme måde, som Kristus har taget imod os (Rom. 15,7).
Hvis vi anvender dette bud på ægteskabet, betyder det: Hvis Gud med korset kunne forsone menneskene med sig og forene jøder og hedninger i Kristus, så kan han også fuldføre den lige så krævende opgave at bringe en mand og en kvinde – to helt forskellige personligheder – i harmoni med hinanden.
I vores ægteskab forløb denne proces hånd i hånd med en langsom, men radikal ændring af vores måde at tænke på, og det skete ikke uden smerte og sværdslag. Men efter femten års ægteskab er vore personlige forskelle efterhånden blevet det, der holder os sammen, frem for det, der skiller os. Dog skulle der overskrides mange tærskler i denne proces. Tærskler, som er lette at forstå, men følelsesmæssigt svære at acceptere.
Gud har med god grund gjort os til selvstændige individer, og det er velkendt, at ægteskabets syvende år ofte kendetegner kulminationen af forgæves forsøg på tilpasning. Man er nået til den stille erkendelse, at partneren ikke blot er „anderledes end mig, men højst sandsynligt også vil forblive anderledes for altid.“ Denne forskellighed er Guds bevidste design.
Ingen kommer til verden som et ubeskrevet blad. Vi er præget af personlige svagheder og styrker, som skal formes af Gud, den store pottemager. Selv de karaktertræk, som vi kan finde generende, er ofte en nødvendig del af et større design.
Dette princip blev især tydeligt i ægteskabet mellem den store reformator Martin Luther og hans hustru Käthe. Hele livet igennem var Luther plaget af depressioner og en til tider ofte sygelig navlebeskuelse. Hans kone Käthe forsøgte igen og igen at opmuntre ham og få ham til at se lysere på tilværelsen. Engang havde Luther lukket sig inde i sit værelse i tre dage. Til sidst lod Käthe døren fjerne. Da han så hende stå i den tomme døråbning, spurgte han uskyldigt: „Hvorfor har du taget døren af? Jeg har da ikke gjort noget!“
Luthers melankoli kunne være blevet årsag til spændinger i ægteskabet. Men dette karaktertræk, som jo egentlig var svært for Luther at leve med, gjorde ham til en fintfølende og seriøs bibelforsker. Hans bøger og hans lære skabte det videnskabelige fundament for reformationen. Käthe erkendte fra starten af, at hendes mands svaghed egentlig kun var bagsiden af hans største styrke. Og man kunne ikke få det ene uden at tage det andet med.
Den engelske forfatter Charles Williams opstillede engang den teori, at vi hver for sig har en „evig identitet“, altså et præg „af Paradiset“ – som Gud havde ment, vi skulle være, da han skabte os. Williams påstod, at romantisk kærlighed betød, at man faldt for denne antydning af evig identitet hos den anden – en særlig gudbenådet måde at se hinanden på, som forelskede par er i besiddelse af.
Vi gør godt i ind imellem at huske på denne antydning og ikke glemme de egenskaber, som vi i begyndelsen så hos vores partner. For dette „præg af paradiset“ har vi i os livet igennem.

Vi har brug for, at vore partnere er anderledes. Ved at acceptere det siger vi: „Du tilfører mit liv de kvaliteter, som jeg selv mangler. Jeg har brug for det, du kan give.“
Denne tærskel er utrolig svær at overskride, for umiddelbart ser det ud, som om vi gør os selv mindre ved at bifalde, at partneren er anderledes. Vi har afvist karaktertræk hos os selv, som vi sætter pris på.
Men i virkeligheden er accepten af, at partneren er anderledes, med til at udvide vore egne kvaliteter. Vi vokser, når vi anerkender mere end blot vore egne begrænsede værdinormer. Og vi slipper for at gøre vores punktlighed, kreativitet eller spontanitet til idealet og sætte forholdet over styr på grund af personlig „overfølsomhed“.
Ja, vi ligner faktisk skønheden, som var bange for at bo på et slot sammen med udyret. Men lykkeligvis kom hun til det punkt, som vi alle skal komme til: Når vi „kysser udyret i den anden“, sker der en stille forvandling. Vi bliver som enkeltpersoner og som par frie til at ligne den prins og prinsesse en lille smule mere, som Gud havde i tankerne, da han skabte os.

Paula Rinehart, forfatter og sjælesørger. Oversat fra Lydia