Ny kunst i kirken
Ny brugsbog om moderne kirkekunst giver anledning til igen at vende spørgsmålet om dens berettigelseDer bliver mere og mere moderne kirkekunst. Også i gamle kirkebygninger, hvor man måske ikke synes, den hører til.
Af Niels Jørgen Vase
Ny bog viser imidlertid, at det faktisk er muligt at få gamle (forhen hvidkalkede) kirkerum og moderne (nu mere farverig) kirkeudsmykning til at gå op i en højere enhed.
Forunderlige Rum hedder bogen, og den skildrer, hvordan kunstneren Anita Houve-naeghel har arbejdet med udsmykningen af tre gamle romanske kirker: Brorstrup Kirke (ved Aars i Himmerland), Sdr. Nærå Kirke (ved Odense) og Vejrum Kirke (ved Viborg).
Til alle tre kirker har hun malet alterbillede – udsnit af alterbilledet i Brorstrup Kirke ses på bogens forside. Såvel dette som alterbilledet i Sdr. Nærå Kirke kan kaldes farveeksplosioner. Ideen med disse eksplosioner er if. kunstneren, at de skal illustrere Kristi sejr over døden, hans opstandelse – eller den kraft, der kommer til udtryk her.
Kirkeudsmykningerne i disse to kirker får meget positiv omtale i bogen. Om den nye Brorstrup Kirke står der: Her er så godt at være, og sognepræsten i Sdr. Nærå Kirke skriver, at den efter udsmykningen er blevet en kirke, der favner os.
Bogen indeholder talrige farveillustrationer sideløbende med kunstnerens refleksioner over de kirker, hun skulle udsmykke, og over, hvordan hun skulle gribe opgaverne an.
Ligesom det var tilfældet med den bog, som Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer udgav i 2002, Tro – Rum – Billede, er formålet med bogen at hjælpe og inspirere menighedsråd, der overvejer at investere i en ny altertavle eller en mere omfattende kirkeudsmykning.
Sammenlignet med mange andre kirkekunstnere er Anita Houvenaeghel ganske moderat i sit farvevalg og sine kompositioner. Alligevel er der en stærk udtrykskraft i den – så stærk, at den (som nævnt) kan omtales som farveeksplo-sion. Risikerer den så ikke at blive for moderne for kirken, der helst skal være et sted for tilbedelse og andagt?
I det, der må betegnes som standardværket om moderne, dansk kirkekunst, Mytens forladte huse (1999), skriver Lisbeth Smedegaard Andersen indledningsvist, at ny kirkekunst forkynder evangeliet pågående og nutidigt, når den er bedst, og at man nok i den kan se spor af kirkens udvikling – den kirke, der vel at mærke er blevet mere og mere isoleret og fremmed for de fleste mennesker.
Kunstnerne må bruge det, der er deres vigtigste virkemiddel, nemlig farverne, på en måde, så de kan få deres publikum i tale; de må så at sige råbe højt med farverne – sådan som Houvenaghel har gjort. Måske afspejler de tillige med deres til tider krasse farver og/eller umiddelbart uforståelige kompositioner den isolation og fremmedhed, som er kommet til at kendetegne forholdet mellem kirken og størstedelen af danskerne?
Men den moderne kirkekunst, som kan ses mange steder i landet, forudsætter vel – i øvrigt ligesom evangeliet -, at vores øjne åbnes for budskabet i den. Der er i det mindste stærk evangelieforkyndelse i meget af den, og det er der i høj grad også i Houvenaeghels kirkekunst, sådan som den udlægges i Forunderlige Rum.
Anita Houvenaeghel:
Forunderlige Rum
– Kirkeudsmykninger
61 sider 125 kr.
Unitas
