Glow Festival gør klar til et brag af en weekend:
START THE REVOLUTION
Visionen for Glow Festival er at blive et kæmpe samlingspunkt for såvel kristne som andre, hvor fællesskabet og musikken er i centrum.
Arrangørerne bag Glow Festival lægger ikke skjul på, at de tænker stort. Det gælder også dette års festival, der løber af stabelen i kommende weekend.
Start the Revolution« hedder temaet for årets Glow Festival. Og arrangørerne skriver i deres præsentation:
Er Danmark et kristent land? Ja, vil nogen nok sige andre vil klart sige nej. Men faktum er, at på papiret er Danmark kristent. Der er imidlertid mange ting, der gør, at man må klø sig i hovedet, når man ser, hvad der foregår rundt omkring i landet. Derfor vil vi gerne skabe en revolution, en kristen revolution. En revolution, der rækker langt ud over Glow Festival.
Stefan Winther fra arrangørgruppen indrømmer, at det er store ord.
– Men det er også meningen. Vi vil gerne sende det signal, at det ikke gør noget at være ambitiøs. Det, vi kan udrette som kristne, må ikke undervurderes. Vi kan gøre en forskel. I år forventer vi at komme op på 600-1000 deltagere, siger han.
Stefan Winther opfordrer til, at kristne unge tager deres venner med.
– Koncerter giver en anderledes lydhørhed overfor evangeliet, siger Stefan Winther.
– Jeg kender mennesker, som er begyndt at tro på Jesus efter at have deltaget. Det er for mig personligt den største motivation for at samle folk til koncerter, så de kan høre om Jesus på en anderledes måde. Jo flere koncerter, jo bedre, siger en begejstret Stefan Winther, der i øvrigt gerne vil slå et slag for, at kristne unge lytter mere til kristen sang og musik.
Lige som sidste år afsluttes Glow Festival med et brag af en gudstjeneste, en såkaldt Glowmesse. Den holdes i hallen i Lunderskov, byen, hvor Glow Festivalen foregår. Hvad GLowmessen nærmere går ud på, vil Stefan ikke sige noget om endnu.
– Det skal være en overraskelse. Men det bliver ikke kedeligt, lover han.
På festivalen kan man høre amerikanske bands som 4th Avenue Jones, der blander elementer fra hip-hop, rock og soul, og den hårde rock med Day of Fire. Desuden optræder den humoristiske singer/songwriter Andrew Peterson.
Fra den mere hjemlige kant kan man på festivalen blandt andet opleve Fangekoret, Silje, Sound Talk, Spark, Sumptuous Scar og The Stores.
Et af de tidligere hovednavne er pillet af plakaten. Det drejer sig om Mute Math, som i sidste øjeblik har aflyst hele deres Europa-turné.
– Vi har imidlertid fundet en afløser, og det bliver det engelske Superhero, forsikrer Stefan Winther.
Glow Festival arrangeres af Glow Concerts, som er en koncertforening under Indre Missions Ungdom i Danmark. Glow Concerts drives af frivillig arbejdskraft fra personer rundt omkring i Danmark, og foreningen har holdt flere koncerter i de sidste to år, bl.a. med Third Day, Day of Fire, Delirious?, Petra og BarlowGirl. Lokalt samarbejder Glow Concerts med Indre Mission og Indre Missions Unge i Lunderskov, hvor festivalen holdes.
Glow Festival blev første gang holdt i 2004. Arrangørerne mente efter utallige opfordringer, at der var behov for et alternativ til de store festivaler. Et alternativ, hvor deltagerne kom for at nyde fællesskabet og høre kvalitetsmusik uden at være påvirket af hverken alkohol eller stoffer.
Omkring 600 unge samledes den 13.-15. august 2004 for at bakke op om det nye tiltag, og de fik lov at høre bl.a. canadiske Downhere, amerikanske By the Tree, svenske Attention (som genopstod til denne lejlighed) og danske Mathews.