Dødsfald, skilsmisse og… Afskedssmerter
Går livet videre efter sorg og skilsmisse, spørger den
kristne sangerinde Beate Ling i dette interview…Beate Ling (40) er et kendt musiknavn i Tyskland.
I 1990 udkom hendes første solo-cd, fire år senere fulgte Herztöne. Hun har også udgivet en cd med Keith Greens sange på tysk.
Men hendes hidtil mest personlige album er So weit so gut, hvor mange tekster handler om sorg og adskillelse.
Bygger de på egen erfaring?
– Ja, jeg havde et indre behov for at synge om de tab og afskedssituationer, jeg havde oplevet, og som for altid har ændret mit liv.
I januar 1996 omkom min bror Ulrich kun 25 år gammel i en tragisk bilulykke. Jeg måtte tage afsked uden at have fået sagt farvel til ham. Det er meget smertefuldt. Denne tragiske situation fik mig til at tænke over mange ting.
– Jeg er den ældste af fem søskende fire piger og Ulrik som den yngste, den længe ventede bror og søn.
Lige fra begyndelsen havde jeg et ganske særligt forhold til ham. Da jeg er ni år ældre, blev jeg hans fortrolige. Ulrik lignede mig, også i det indre. Han var meget begejstret for musik og interesserede sig altid for det, jeg lavede. Han var stolt af mig, ligesom jeg var stolt af ham og hans familie. Han har en sød lille datter, som kun var 2½ år, da han døde.
Sorger er jo altid stærkere, jo dybere forholdet er. Derfor ramte hans død mig meget stærkt. Jeg lider og sørger stadig i dag, hvilket er helt normalt med sorgfaser. Og jeg savner ham.
Var din mand en støtte for dig i denne svære tid?
– Allerede dengang blev problemerne i vores ægteskab åbenlyse. Derfor havde jeg ikke store forventninger til hans hjælp. Jeg sørgede mere sammen med mine forældre og søskende…
Skilsmissen fra din mand kom altså ikke overraskende?
– I mit ægteskab begyndte der allerede tidligt at udvikle sig en krise, og derfor var jeg forberedt på afskeden. Men da vi blev skilt, var det en ganske højeksplosiv og smertefuld situation for mig.
Indtil dette tidspunkt havde jeg haft et lille håb om, at noget ville ske; at par-terapien, som jeg havde krævet, skulle bære frugt.
Vi var gift i elleve år. Jeg havde længe kæmpet for dette ægteskab, skiftevis frygtet og håbet.
I begyndelsen troede jeg ikke, at skilsmissen også ville betyde en ændret social status.
Men da jeg nogle uger senere havde et lille biluheld og skulle udfylde en formular, stod der: ugift, gift, skilt eller enke. Og jeg måtte sætte kryds ud for skilt. Det ramte mig hårdt…
Hvordan forholder du dig i dag til skilsmisse?
– Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve det dybe snit, en skilsmisse er. Jeg forstår Bibelen sådan, at Gud hader skilsmisse, fordi den skader os mennesker, men han holder uendeligt meget af os som mennesker. Hans søn Jesus Kristus er jo netop død for min skyld, mine fejl og svagheder. Derfor siger Gud trods alt betingelsesløst ja til mig.
Hvad holdt dig oppe?
– Jeg oplevede, hvordan en håndfuld venner trådte til og hjalp. De bad for mig, da jeg ikke mere havde nogen tillid til Gud og slet ikke vidste, hvordan jeg skulle tale med Gud. De tog mig med, bar mig, støttede mig, græd med mig og trøstede mig. På en meget diskret måde var de der ganske enkelt for mig. Jeg vidste jeg, at jeg dag og nat kunne komme til dem.
Det var en vigtig erfaring.
Da min familie selv havde været gennem stor sorg, havde jeg brug for den støtte, mine venner kunne give mig.
I denne svære tid oplevede jeg på ny, at Gud tager mig til sig. Jeg lod hele min frustration, mit raseri, min angst og min ærgrelse komme frem, for jeg vidste, at han kunne bære både skrigen, spørgsmål, had og afmagt. Da jeg havde givet min sjæl luft var der plads til noget nyt Gud lagde sin fred ind i mig, og det gør han dagligt på ny.
Hvilke følelser opstod i dig efter skilsmissen?
– Sorgen over tabet af mit ægteskab lå på et helt andet plan end sorgen over min brors død. Med mit forliste ægteskab var jeg for eksempel meget plaget af skyldfølelser. Fejlen ligger jo ikke blot hos den anden. Selv om min mand havde forladt mig, og jeg led under det, kunne jeg ikke få bugt med skylden. For jeg havde hele vejen troet på ægteskabet som en institution og mente mit ja alvorligt.
I denne tid, da jeg blev overfaldet af skyldfølelse, manglende selvtillid og selvbebrejdelser, slugte jeg Ny Testamente og især Romerbrevet. I ugevis sugede jeg ordene til mig som en udtørret svamp. Jeg bad Gud om tilgivelse. Og så skete der noget storslået.
Jeg oplevede tilgivelse.
Som én, der er vokset op i et kristent hjem, har jeg ofte beundret de mennesker, som har haft store, vældige oplevelser i troen, og som har oplevet Gud i dramatiske, spektakulære situationer. Med ét slag var deres gamle liv forbi og et nyt begyndte. Sådan et møde med Gud ville jeg også gerne have, tænkte jeg.
Mine forældre opdrog mig kristent, og da jeg blev atten, sagde jeg personligt ja til Jesus.
Naturligvis har jeg bedt om tilgivelse, når jeg indimellem har stukket en nødløgn, og når jeg har haft misundelige tanker, har jeg bedt: Hjælp mig, Herre, tilgiv mig. Eller jeg talte med den, jeg havde såret, og bad om tilgivelse.
Men et virkeligt eksistentielt behov for tilgivelse havde jeg indtil da aldrig oplevet.
Og så var det der pludselig.
Jeg har brug for tilgivelse, sagde jeg til Gud, jeg vil gerne have lov at opleve den!
Så var der en morgen, hvor jeg havde taget mig tid til eftertanke og bøn. Da skete der noget! Jeg mærkede, at jeg igen kunne ånde frit. Fra da af holdt jeg op med at granske min egen skyld, for jeg havde oplevet: Gud har tilgivet mig.
Denne oplevelse holdt mig oppe. Og fordi jeg kan stå frem for Gud, kan jeg også stå frem for mennesker trods mine fejl, mine svagheder og mit mislykkede ægteskab.
Hans-Werner Scharnowski skrev en dejlig sang over dette tema til mig. Den hedder Lev vel og rummer netop alt det, som jeg oplevede med hensyn til tilgivelse, og som jeg også ønsker for andre. Nemlig: Du er hjulpet, du er tilgivet, lev nu, lev vel.
Skibbruddet i dit ægteskab ændrede dit liv. Har tabet af din bror medført ændringer?
– Det forandrer en familie. I dag taler vi helt anderledes med hinanden, meget mere åbent. For os er liv, død og sorg ikke mere tabu. Vi er alle blevet tvunget til at tænke over det væsentligste i livet og skelne det fra det uvæsentlige.
Livet er en gave. Det er afgørende, at vi udnytter den tid, vi har sammen. Det at være sammen med mine forældre og mine søskende er blevet meget mere intensivt.
Når du kigger tilbage, hvad har du så lært?
– Jeg har lært at være mere barmhjertig især over for mennesker, som selv bliver skilt. Når venskaber, kærlighedsforhold eller ægteskaber går i stykker, ved kun de involverede, hvad der virkelig ligger bag. Og de behøver vores hjælp og forståelse.
Der findes så mange afskeds-situationer i livet ikke blot sorg og tab af et forhold. Mennesker kan vende os ryggen, eller børn kan forlade hjemmet, og forældrene må se at komme til rette i den nye situation. Livet udfordrer os til stadighed til at lægge ting bag os og se fremad. Først efter et stykke tid mærker vi, at vi er kommet et stykke videre.
Hvordan forholder du dig til begrebet tilgivelse over for din fraskilte mand?
– For mig består tilgivelse af tre skridt.
Det første skridt er, at jeg erkender, at Gud gerne tilgiver mig, når jeg kommer og beder ham om det. Efter skilsmissen var jeg plaget af skyldfølelser, frygt, angst for fremtiden og bekymringer. Og så oplevede jeg, hvorledes Gud kom mig nær og gav mig tilgivelse. Derefter måtte jeg ikke mere retfærdiggøre mig for noget som helst.
Det andet skridt er, at jeg er parat til at tilgive andre. Men selv når jeg siger: Jeg vil gerne tilgive, lykkes det måske ikke. Muligvis er jeg for såret, for rasende, for træt, men viljen til tilgivelse er der.
Jeg har oplevet, at allerede det at bekende og meddele sig over for Gud er at slippe løs. Når jeg i dag har et problem, som jeg ikke kan løse, eller føler mig såret, så overlader jeg situationen eller menneskene til Gud og beder ham hjælpe. Så gør han resten. Ofte er min villighed nok til, at Gud kan udvirke tilgivelsen.
Det tredje skridt består i at tilgive sig selv. Netop resultatorienterede mennesker og perfektionister er ofte meget hårde over for sig selv. Jeg må hyppigt tilgive mig selv ting, som jeg ikke har klaret eller gjort så godt, som jeg havde forestillet mig.
Når jeg læser om mig selv, vågner jeg ofte om natten og ærgrer mig over en eller anden formulering, som jeg ikke er sluppet godt fra. Så må jeg sige til mig selv: Beate, tilgiv dig selv!
Hvorfor er tilgivelse vigtig?
– For at man ikke skal blive bitter og hård. Tilgivelse er aflastning. Én har betalt for mig. Jeg er fri! Nu kan jeg igen trække vejret frit.
Jeg skal ikke gå forkrampet gennem livet, men kan overgive alt til Gud.
En sætning i Fadervor siger: Og tilgiv os vor skyld, som også vi tilgiver vore skyldnere (Matt. 6,12). Tilgivelse er dobbeltsidig.
Den, der har oplevet Guds tilgivelse, kan omgås andre mennesker barmhjertigt. Når det kommer til stykket, lever vi alle af tilgivelse. Hvorfor gør vi det tit så svært for os selv og ser blindt på skylden? Jeg vil hellere koncentrere mig om, at den er tilgivet af Gud.
