Har du slugt en alligator?

Da jeg i går sad og så en naturudsendelse i fjernsynet, kom jeg til at tænke på, at jeg engang havde set et usædvanligt billede: En alligator, der stak ud af gabet på en fire meter lang pytonslange.Slangen spiste jævnligt alligatorer i Floridas sumpe, stod der i teksten til billedet. Denne gang var den gået til angreb på en 1,80 meter lang alligator og havde slugt den levende. Men alligatoren satte sig til modværge. Den bed og rev sig vej ud i friheden. Dermed dræbte den bogstavelig talt slangen indefra og ud.
”Dumme slange,” tænkte jeg, ”det burde den da have kunnet sige sig selv!”.
Men er det ikke det, der sker for mange af os, at vi ofte sluger ”en alligator” – i overført betydning? Vrede, nag og forbitrelse kan på præcis samme måde æde os op indefra.
Det skete for år tilbage. Også læger laver fejl og kan anrette uoprettelige skader. Således led jeg af forfærdelige smerter efter en fejlbehandling i 1984. Jeg bad Gud om hjælp og rådførte mig med de bedste læger. Men igen og igen lød svaret: ”Desværre, vi kan ikke gøre noget for dig.”
Nætterne var de værste. Ud over de fysiske smerter var jeg plaget af spørgsmål: ”Hvorfor gik jeg derhen? Hvordan kunne det ske?” Det føltes, som om jeg havde slugt en alligator!
En morgen læste jeg i Bibelen om Jesu sidste ord på korset: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Men hvordan?
Så en dag skete der noget. Jeg mødte lægens hustru, som havde assisteret ham, i supermarkedet. Mine fødder var som lammede, og jeg kunne ikke røre mig ud af stedet.
”Tilgiv hende!” hørte jeg en svag stemme i mit hjerte. ”Giv hende tilgivelsens gave, som jeg også har givet dig den.”
Alt i mig strittede imod. ”Jeg har allerede ofte i bønnen udtalt tilgivelsens ord,” indvendte jeg. ”Hvorfor skal jeg da også nu sige det personligt til hende?” Mit hjerte skreg på retfærdighed og hævn. På grund af disse to mennesker havde jeg utroligt svære smerter. Ville tilgivelse gøre min smerte mindre?
”Gud, jeg kan ikke af egen kraft. Giv mig din styrke. Tilgiv du hende gennem mig.”
Pludselig mærkede jeg, hvordan min hånd rakte frem mod kvinden.
”Jeg tilgiver dig,” bristede det ud af mig. Hun så overrasket på mig. Hendes ansigtsudtryk forblev køligt, som ville hun sige: ”Lad dog være med at lave sådan et stort nummer ud af en tilgivelse.”
Men for mig var det et stort nummer! Da jeg gik ud af supermarkedet, løb tårerne ned ad kinderne på mig. Det indvendige dige var bristet. Jeg havde spyttet alligatoren ud. Den fysiske smerte ændrede sig ikke, men stykke for stykke helede mine følelser.
Måske tænker du ved dig selv: ”Uha, Elisabeth, det var noget af en præstation!” Men nej, det synes jeg ikke. Det var ærligt talt endda en smule egoistisk. Ved at tilgive vandt jeg selv. Jeg blev befriet for monster-alligatoren, som ville æde mig op indefra.
I dag – 26 år senere – mærker jeg ingen bitterhed overhovedet. Kun erindringen sidder tilbage, som et ar. Desværre er de fysiske smerter ikke væk, men jeg håber, at der en dag også kun vil være et ar tilbage af dem.
Jeg ville ønske, at det havde været den sidste alligator, jeg har spist levende. Det er desværre ikke tilfældet. Så sent som i går skete det for mig igen. ”Hvorfor har du ikke lært af dine fejltagelser?” bebrejdede jeg mig selv. Men hvorfor-spørgsmål kommer jeg ikke længere med. Det er meget vigtigere, at jeg nu kan mærke, når det er sket, og hurtigt bliver befriet for den. Helst samme dag, før solen går ned.

Jeg håber, dette vil give dig mod til at spytte dit monster ud, hvis du tilfældigvis også skulle have slugt en levende alligator!