Russisk kristendom lever uden bænke, prædikestole og orgler

Et rejsebrev fra Sankt Petersborg af redaktør Niels Thure Krarup, Kristeligt PressebureauTøfler tusser tavst hen imod den messende præst i det dunkle rum. Spredte buketter af flammer fra vokslys kaster et ærbødigt gyldent skær over hellige malerier.

Det er tydeligt, at mange andagtssøgende i kirken lægger vejen forbi kirken til og fra fx arbejde eller indkøbstur for at bede eller tænde et vokslys.

Dagslys drysser langsomt og stilfærdigt ned fra vinduerne i den store runde midterkuppel i den korsformede katedral. Nogle få stråler aftegner svagt den tynde og rynkede babusjka, som i en krog blandt nogle søjler står stille som en støtte; det sidste kvarter har hun kun rørt sig for at slå korsets tegn for sig eller knæle helt ned med panden mod det blankslidte stengulv.
En kirke er det jo tydeligt nok. Kors er der i alle størrelser. Fra snesevis af ikoner stirrer Bibelens og kirkens nøglepersoner granskende på de troende, som kaster generte blikke op på dem. Sangens monotoni ligner den katolske, urkristne klang, som stadig kan høres i dele af en dansk højmesse, hvis en traditionsbevidst præst tør bruge sin sangstemme – fx i liturgiens danske ord for Kyrie og Gloria, eller i den første del af nadveren. Men den voldsomme afstand til min sognekirke derhjemme understreges måske tydeligst af, at her holdes gudstjenesten uden nogle af de vigtigste værktøjer i den lutherske gudstjeneste: Orglet, prædikestolen … og bænkene, som de urørlige rækker af andagtssøgende tydeligvis fint klarer sig foruden.
I en niche har jeg fundet en stol, som sikkert er beregnet for handicappede, men der sidder jeg med min blok. En af de ældre kvinder, som fejer vokslys-stumper op, kommer forbi, stopper op og griber hårdt og irettesættende fat i min fod: Her lægger man sandelig ikke benene over kors for at sidde bedre med sin notesblok, siger et par meget bebrejdende øjne under det store tørklæde: Dét kan man ikke i Guds hus.

Uanset hvor meget andet spændende der er at se i denne smukke by, ville jeg altså bruge nok en formiddag på at opleve den russiske gudstjenestes særegne liturgi. Jeg forstår ikke dens sprog, men dens billed- og tonerige symbolik omfavner mig, og efter at have fået morgenmad med live harpespil på Hotel Moskva krydsede jeg nok engang Petersborgs hovedstrøg og gik lidt utilpas spidsrod mellem tiggerne på broen og ind gennem porten til klosteret her, hen mellem kirkegårdens gravsten med de vejrbidte kommunistiske symboler, forbi sikkerhedsvagten, og ind i den gamle kloster-katedral, der i sin glansperiode var centrum for et par tusinde munkes klosterliv.
Nu må jeg fotografere – diskret! – det fik jeg lov til i går af den præst, som nu klæder sig på til gudstjeneste ude bag den store væg, der skiller præsternes gebet omkring alterpartiet fra resten af kirken, hvor en stille strøm af gudfrygtige hele dagen igennem vandrer rundt i alt fra slidte tøfler over turist-sandaler til sko med mode-spidse snuder. Nogle skriver sedler med ønsker om forbøn, stopper op kortere eller længere tid ved en af de andagter, som med røgelse, aske og anden symbolik holdes af præster og munke rundt i kirkens periferi. Andre går målbevidst op for at tage del i den centrale gudstjeneste omkring det store alter.
Kontrasten til søndagsgudstjenesten derhjemme er overvældende. Dér skal vi bare sætte os pænt ind i en af folkekirkens store himmel-busser og tage plads – så skal chaufføren oppe ved alteret nok tage sig af resten. Han kender ruten, og vil uden pauser, endsige uautoriserede svinkeærinder, styre os gennem sving og forbi stoppesteder efter den plan, som lærde teologer har lagt og majestæten har godkendt – vi behøver slet ikke at tænke selv (kun minimalt, i hvert fald) – og stort set uden at vi overhovedet kan få en chance for det.

Noget af det, der findes mindst af i den danske højmesse, er nemlig pauser, eller rent ud sagt: Stilhed – betingelsen for den personlige fordybelse, der er så godt rum og rammer til i de russiske kirker. At også danskere føler et stærkt behov for personlig åndelig fordybelse, ses klart i vores stigende antal af ‘natkirker’, ‘stillegudstjenester’, ‘Thomas-messer’, eller hvad danske kirke-fornyere kalder dem.
Der hviskes på dansk bag mig: En lille gruppe fynske turister kigger hurtigt ind. De måtte åbenbart efterlade et par stykker udenfor, som ikke var ærbart nok klædt på til at komme ind i helligdommen her. Men hvad er det for resten, der gør huset helligt? Er verdens gamle kirker henfaldet til en ødsel murstens-tilbedelse, hvor fx folkekirken årligt bruger seks milliarder kroner på sig selv, mens børn dør af sult i Sudan? For kristne i de unge kirker i den tredje verden er en kirkebygning tydeligvis primært et ly og læ for vejr og støj … det er jo ikke huset, men ordet og troen, der er hellige.
Men derude i den tredje verden, hvor kristendommen vokser i disse år, har de jo heller ikke de flotte fortidsminder som vores gamle kvaderstenskirker, der frister slemt til at dyrke rammen i stedet for Menneskesønnen fra Nazareth, der som bekendt hverken havde hus eller fast adresse. Han sagde jo godt nok til Simon Peter, at på ham ville han bygge sin kirke, men ikke som en opfordring til arkitektoniske udfoldelser – uanset, at det godt kunne se sådan ud, når man fx besøger de fine katedraler, som man fra hotellet når frem til ved at dreje til højre op ad Sankt Petersborgs hovedstrøg, Alexander Nevskij Prospekt. Det er lige som klosterkirken her opkaldt efter Ruslands ‘Holger-Danske-agtige’ nationalhelt, hvis statue står uden for porten.

Fra den tre km lange hovedgade kan man med korte afstikkere komme indenfor i mere prangende kirker, hvis karakteristiske løgkupler glitrer gyldent mod sensommerhimlen: Kazan-katedralen, som minder om militære sejre over bl.a. Napoleon, Blod-katedralen, bygget på det sted hvor kejser Alexander II blev myrdet i 1881, og den måske prægtigste: Isak-katedralen; den er primært museum nu, ligesom de tre andre, og kun i brug som kirke (med plads til 14.000 mennesker – stående, selvsagt) på særlige festdage.
På og i disse kirker har korsenes lodrette bjælkes nederste del en karakteristisk skrå ‘ortodoks’ tværstreg. Hvor de forneden står triumferende plantet på en liggende halvmåne, er de en påmindelse til muslimerne om hvem der vandt slaget om Ruslands sjæl. Også her i landet er statsreligionen nemlig – som fx både i Danmark og i den muslimske verden – endt som et grumset mix af nationalisme og gudsfrygt, og selv under kommunismen fik kirken lov at være synlig som en historisk institution – men dens indre liv blev styret stramt af sovjetstaten. Efter Perestrojka fik kirken stor frihed, og i kirker, der har mere museums- end helligdoms-karakter skal man blot købe en særlig foto-billet, hvis man med sit kamera vil vise vennerne derhjemme, hvad man har set.

Blandt de mest fremmede skikke i den ortodokse kirke er den hengivenhed over for ikonerne, som udtrykkes med en ydmyg bøjning, et kys, og en berøring med panden. Glasset tørres dog jævnligt af!

Men her i kloster-katedralen bød 18-årige præstespire Jevgenij sig i går venligt til som guide og tolk, og hjalp mig til en fotograf-dispensation, så jeg nu kan liste rundt for at fange og fastholde glimt af gudsfrygt, andagt, højtid, hengivelse, lytten, tilbedelse, lovprisning og højtid, mens en efterklang af en sætning vokser frem i mit hoved: »Hvor er dog troens mysterium stort!« Ordene er en sætning fra den romersk-katolske liturgi, jeg i halvfemsernes sidste årti deltog i under min årlige uge som gæstelærer på et katolsk mediecenter i Lyon.
Messerne dér bragte mig via min før-lutherske arv tættere på rødder, jeg har fælles med alle verdens kristne, og her er endnu tættere på, historisk set. Menigheden danner en forventningsfuld kø foran præsten, der uendeligt varsomt – for ikke at spilde – hælder en lille skefuld vin helt ind i munden på hver nadvergæst, mens hans medhjælper omhyggeligt holder et klæde under, så ikke så meget som en dråbe af Kristi blod spildes. »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde,« skrev Paulus, og jeg gætter på, at selv den mest religiøst skeptiske tænker måtte give efter for en grad af fascination, hvis han så, hvad jeg ser her. Til gengæld er det kun den troende, der tør fortsætte Paulus’ sætning: at i det store brændpunkt i kristendommens fremtidsperspektiv – Kristi genkomst på dommedag – »skal vi se ansigt til ansigt.«
Urkirken betegnede allerede på Lukas’ tid kristentroen med navnet ‘Vejen’, og den enkleste betegnelse for det at være kristen er stadig ‘at følge Jesus’. Og uanset hvor fremmedartet tingene her i en by i Rusland virker på en nysgerrig dansk kristen som mig, gør det mig glad at tage hjem og tænke på, at jeg sammen med alle andre i den danske folkekirke hører sammen i et følgeskab med de mennesker, jeg her er gæst hos. Som enhver anden rejsende, der kommer indenfor i andres kirker, er jeg ikke fremmed. Jeg er blot en lidt fjernereboende del af den ‘hellige, almindelige kirke’, som vi igen på søndag skal bekende troen på derhjemme i min sognekirke.

Fakta

I dag er ca. 15 % af Europas befolkning ortodokse kristne. Især i Rusland, på Balkan, og i Grækenland.

Ortodokse kristne lever også i Mellemøsten, Nordafrika og Etiopen. Deres liturgi og troslære er i store træk ens, men deres nationale eller regionale kirker er selvstændige, hver med en af de 15 patriarker eller ærkebiskopper som overhoved. Konstantinopels Patriark har af historiske grunde æresforrang blandt de ortodokse kristne, men han har ingen myndighed over andre kirker. Flere ortodokse kirker er medlemmer af Kirkernes Verdensråd, hvor en stor del af verdens protestantiske kirker, men ikke den romersk-katolske kirke, er med. De ortodokse har dog i stigende grad svært ved at have fællesskab med deres protestantiske søsterkirker, der i de senere år har indladt sig på ‘ugudelige’ ting som fx at ordinere kvinder til præster, gå i dialog med ikke-kristne religioner (fx jøder og muslimer) eller endda at ‘vie’ homofile par.

Mens tanken om frelse hos lutheranere kredser om retfærdiggørelsen (som iflg. Paulus og Luther sker »af troen alene«) fokuserer katolikker meget på helliggørelsen, og for de ortodokse er guddommeliggørelsen et centralt begreb: Gud blev jo menneske for at dele sin guddom med mennesker og gøre dem og deres verden guddommelig, og det gør han først og fremmest gennem gudstjenesten og sakrament-erne i de kirker, hvis arkitektur skal svare til deres navn: ‘himlen på jorden’. Hovedskibet, hvor menigheden står, er den jordiske verden, mens kuplen med dens billede af Jesus som verdenshersker ligner himlen. Kirkens alter er det bord, hvor bibel, vin og brød har sin plads, men det er også den trone, hvor Gud sidder. Det står bag en billedprydet væg, ‘ikonostasen’, hvis store dobbeltdør i midten åbnes under gudstjenesten.

I de eks-kommunistiske lande vender mange åndeligt søgende mennesker nu tilbage til de ortodokse kirker. Deres medlemstal er utvivlsomt stigende, men ret usikre. Ortodokse menigheder blandt emigranter til Vesten har hen ved én mio. medlemmer i alt. Det anslås, at der i alt er op imod 250 mio. ortodokse kristne – svarende til kun en fjerdedel af de kristne, som hører under Rom, men til gengæld fire gange så mange som der er lutheranere.

År 30 e. Kr.: Trods blodige forfølgelser vokser den kristne kirke frem i Romerriget.
100: Roms biskop får i de næste årtier en central lederrolle for alle kristne.
330: Konstantin flytter kejserrigets hovedstad fra Rom til Konstantinopel (nu: Istanbul).
395: Romerriget spaltes i to: Det vestromerske har igen Rom som hovedstad og taler latin, mens det østromerske med Konstantinopel som hovedstad har græsk som kirkesprog.
325: Frem til år 787 drøfter og afgør syv fælles kirkemøder teologiske tvivls- og stridsspørgsmål, fx hvilke skrifter skal med i Det ny Testamente, hvordan det skal tolkes, at Jesus er både Gud og menneske, og hvad treenigheden betyder. Men i de følgende århundreder fortsætter striden mens tradition, teologi og liturgi udvikler sig i forskellige retninger i de østlige og vestlige kirker.
988: Rusland bliver kristnet, da storfyrst Vladimir i Kiev lader sig døbe i Dnepr-floden. Den russiske kirke fortæller, at allerede Simon Peters bror, apostlen Andreas nåede frem til Azov ved Sortehavet, hvor han prædikede evangeliet, og at han grundlagde en kirke på Krim-halvøen.
1054: Med et dokument, som lægges på alteret i Hagia Sophia kirken i Konstan-tinopel, udstøder Roms pave østkirken fra de kristnes fællesskab med den begrundelse, at de både modsiger hans pave-autoritet og har andre skikke i gudstjenesten. Østkirkens patriark svarer igen ved at ekskludere vestkirken, og spaltningen fortsætter mens begge kirker anser sig selv – frem til i dag – for at være den ‘ægte’.
1204: Korsfarere fra den vestlige kirke angriber og plyndrer Konstantinopel, og gør dermed ‘det store skisma’ endnu værre.
1453: Muslimer erobrer Konstantinopel, og tyngdepunktet i øst-kirkens magt bliver nu Rusland,
1589: Den russiske kirke får sin egen patriark og selvstændig status.