Sådan får vi kirken til at vokse igen

Sammendrag af foredrag på Sudanmissionens årsmøde 2005.„Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til Jesu disciple …“ (Matt. 28, 19 & Mark. 16,15) Det er et kæmpestort emne, vi har for os her.

Af Jens Fischer-Nielsen
Uddannet som socialrådgiver, missionær i Bangladesh, derefter præst i Sædding og senere Kvaglund Kirke i Esbjerg

Jeg har valgt at reflektere over det grundlæggende:
1) Kaldet vi står i som Jesu disciple.
2) Hvordan gøres flest muligt hurtigst muligt til Jesu disciple?
Som Jesu disciple er vi kaldet til at stå i en OP-relation IND-relation og UD-relation.

Som disciple af Jesus står vi med kaldet til at leve i en relation til Gud. Vi er afhængige af ham som skaber, frelser og livgiver.
Som Jesu disciple i mission drejer det sig først og fremmest om at modtage fra ham i vore egne liv – for overhovedet at have noget at give videre af.

IND-relationen handler om fællesskabet i menigheden – fællesskabet med andre kristne. Dette fællesskab er afgørende for at være en Jesu discipel, i menigheden styrker vi hinanden, supplerer hinanden og hjælper hinanden med at bevare troen og visionen.

Vi er kaldet til at række ud enkeltvis og i fællesskab med alt det, som vi modtager fra Gud. Vi er sendt til verden med evangeliet og med alt godt fra Gud.

Jeg ved ikke, hvor stærk identitet den enkelte af jer har om at være Jesu discipel. Men det er det, I er døbt til at være.
Vi bliver aldrig udlært – men vi er Jesu disciple, når vi lærer af ham. Ønsker du at lære af din mester Jesus Kristus?

Vi er altså kaldet til en OP- IND- og UD-relation. Hvilken er den vigtigste? De er vigtige på hver sin måde.
Selvfølgelig kan man godt sige, at op-relationen (relationen til Gud) er den vigtigste. Fordi det hele begynder med Gud, der sendte sin søn til verden for at frelse verden.
Det er Guds vision om at frelse verden, der er det absolut grundlæggende. Det er Gud, som gennem sendelsen af sin søn satte hele frelsesprojektet på skinner. Det er Gud, som ved sin ånd giver liv – uddeler nådegaver, bærer sine frugter igennem os.
Uden op-relationen er det hele ingenting – eller bare menneskeværk, begrænset af vore menneskelige muligheder, uden op-relationen mangler vi Guds ressourcer.

Men hvad med ind-relationen (relationen ind i det kristne fællesskab)? Hvis den mangler – ja, så stod vi alene og kraftes-løse. Der er ikke noget, som er så vanskeligt som at være alene kristen.
Det er også sådan, at nådegaverne gives til den enkelte, men til fælles gavn – ingen har det hele – menigheden er Kristi legeme med lemmerne i funktion. Det er, når lemmerne virker sammen, at der kan ske noget stort. Sammen omkring Jesus skabes det miljø, som kan optage stadig flere og flere.

Og ud-relationen (altså relationen ud til verden) – jamen det hele var jo meningsløst og umådelig egoistisk, hvis det kun handlede om min frelse.
„For således elskede Gud verden, at han gav sin søn – for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“. (Johs. 3,16)
Guds vision (som vi er kaldet til at være medarbejdere på) er at frelse alle, som det udtrykkes i 1. Tim. 2,4:

I vores vision i Kvaglund Kirke, hvor jeg er præst, har vi byttet om på rækkefølgen:
Vores vision er kort fortalt 3 ord: Fællesskab (altså ind), Tro (op) og Tjeneste (Ud)
Vi nævner fællesskabet først, fordi folk i vores sogn stort set er upåvirkelige af kirkens direkte invitationer til gudstjeneste og forkyndelse – ligesom de fleste andre danskere.
Deres eventuelle vej ind i kirken går gennem fællesskab, venskab, tilhørsforhold til en gruppe, f.eks. genbrugsbutik.
I vore dages Danmark kommer mennesker ikke til tro, ved at de hører en brandtale om, at de ryger i Helvede, hvis de ikke omvender sig. Først kommer fællesskabet, så begynder de at spørge efter de grundlæggende værdier, som samler fællesskabet – og kommer evt. til tro, sidst motiveres de for at tjene – eller ofte er de i gang med at tjene, inden de er særlig bevidst om troen – tjenesten er jo en del af fællesskabet (fx i genbrugsbutikken).
De 3 „op ind ud“ eller „fællesskab, tro, tjeneste“ er vigtige på hver sin måde – og giver sammen stor mening. Hver for sig mangler de dynamikken, ja, meningen.

Det, det handler om for enhver discipel er at holde øje med hvad Gud har gang i og prøve at være del af det.
Det forudsætter de 3 relationer: Lytte til Gud, holde øje med det, han har gang i – i enkeltpersoner, menigheden, samfundet – snakke om det i fællesskabet – og handle.
Det er stort at leve i det 3-dimensionerede Jesus-discipelskab. Der findes ikke noget, som er mere glædeligt og spændende og meningsfyldt.
Du er inddraget i Guds familie, med Guds velsignelse over dit liv og himlens herlighed i vente.
Du har mål og mening, vision i dit liv, du har arbejdsopgaver og kald – så du aldrig skal kede dig.
Du har alle Guds Ånds ressourcer til rådighed – i den grad du åbner dig og i den grad Gud i sin visdom vil overøse dig. Du er elsket og værdifuld og brugbar.

Bill Hybles, som Gud har brugt til at bygge en kæmpe menighed i Chicago (Willow Creek) og som rejser rundt i verden med sit team og giver undervisning om at bygge menighed, siger det så stærkt:
„Den lokale menighed er verdens håb.“
Det handler om at opbygge lokale menigheder, som fungerer. Vi skal gå efter vækst i antal og i kvalitet. Det enkelte medlem skal først og fremmest kunne være stolt af sin menighed – så han/hun har lyst at fortælle om den til andre.
Og menigheden skal give et „rum“, hvor disciplene kan leve i en balance mellem modtage og give.
Den mest effektive form for mission har altid været, at en discipel af Jesus gør et andet menneske til en Jesu discipel. Derefter går den nye så vel som den gamle discipel videre og gør hver især endnu et menneske til Jesu disciple. Så er der 4 – derefter går disse 4 videre, og de bliver så til 8, og de går videre og bliver til 16 osv. Undersøgelser har vist, at langt de fleste bliver kristne ved, at venner eller familie har fortalt dem om troen.
Det er en opgave, vi er kaldet til alle sammen. Vi kan ikke gøre det på samme måde, men på hver vores måde.

Vi har i flere måneder søgt om at få en ung volontør (giv et år medarbejder) til at arbejde blandt børn og unge i Kvaglund i Esbjerg Ø, som er et multietnisk sogn. Vi har ingen seriøse henvendelser fået. Missionsselskaberne sender volontører til Afrika for at missionere blandt folkeslagene – men ikke til Esbjerg, hvor folkeslagene lever i danske boligblokke.
Hvis alle missionsselskabernes unge og medlemmer, givere og genbrugsmedarbejdere gik på skolebænken og lærte at dele evangeliet med andre (altså dele det med både gamle danskere og nye danskere) ville det bevirke en masse positivt i Danmark, og sandsynligvis også give en ny „bede- og giverglæde“ overfor arbejdet i Afrika – måske det også ville kalde nye missionærer frem.

Den direkte discipeloplæring er værdifuld. Det gælder om at kende Jesus, kende sig selv (kende det vi har fået af Gud) og bruge det til at gøre Jesus kendt.
„Kende Jesus og gøre ham kendt“ – er missionsorganisationen „Ungdom Med Opgaves“ motto.
Og deres hovedaktivitet rundt i verden er discipeltræningsskoler. Mange unge tager på disse skoler.
I Bangladesh ved kirkelederne i Bangladesh Lutherske Kirke (som jeg har arbejdet i og som støttes af Danmission), at hvis de sendte unge på DTS, kom de forvandlede tilbage – de taler om „life change“.
Fra andre bibelskoler kom de oplyste tilbage. Men fra DTS kommer de forvandlede hjem og ønskede at forandre verden ved at gøre mennesker til Jesu disciple. Det har jeg også set flere gange med danske unge.

Det vigtigste for at gøre andre til disciple er, at man selv er forvandlet, så man er stolt af og glad for at være en Jesu discipel – så glad, at man ikke kan lade være at arbejde for, at andre også bliver det.
Det er ikke bare et spørgsmål om et kortere eller længere kursus.
Det at være en Jesu discipel og glæden ved det, forståelsen for at være det, forkyndelsen om det, bør være et gennemgående træk i alt, hvad der foregår i kirken.

Den tyske kirkevækst forsker Christian Schwartz har undersøgt 2000 menigheder i 50 lande, som vokser.
Han har fundet frem til 8 kriterier, som fremmer væksten. Kriterierne er
1) Udrustende lederskab
2) Gaveorienteret tjeneste
3) Hengiven spiritualitet
4) Funktionsdygtige
strukturer
5) Inspirerende
gudstjenester
6) Holistiske cellegrupper
7) Behovsorienteret
evangelisation
8) Omsorgsfulde relationer

Det er ikke muligt at kommentere alle disse områder. Men lad mig kort sige, at hvis man arbejder på at øge kvaliteten på disse områder, så komme væksten „af sig selv“ – det vil i bibelsk forståelse sige ved Guds Ånds kraft. Som i lignelsen om bonden, der tilsår sin jord – han gør arbejdet, sover og står op.
Herhjemme kan vi passende – i alle kirkelige sammenhænge – tage fat på at undersøge det kirkelige liv i forhold til alle de 8 kriterier – og forsøge at øge kvaliteten – og bede Gud om at give væksten.

Som Jesu disciple er vi alle kaldet til at stå i en „op-, ind- og ud-relation“, – vi er kaldet til at kende Jesus og gøre ham kendt.
Væksten begynder med din/min begejstring for at være en Jesu discipel.
Gud har givet den enkelte af os noget, vi kan tjene med.
Vores opgave er at arbejde på at gøde jorden og fjerne hindringer.
Og bede Guds ånd om at blæse – ikke på disciplene og lokalmenighederne, men liv i dem – og liv i dig og mig.

Se evt: willowcreek.dk
Christian A Schwartz: Naturlig Kirkevækst www.nkv.dk