Den første jul

Hvorfor holder vi jul? Hvordan var den første jul? Det er spørgsmål, vi ikke kan undgå at stille os selv i julemåneden. I denne kronik tager Uffe Nissen os med på en rejse tilbage i tiden – til Israel som landet så ud på den tid Jesus blev fødtSå blev det jul igen, og vi skal igen til at synge om den søde juletid, hvor man sig ret fornøjer med al den fede julehygge, der hører en dansk jul til.

Af Uffe Nissen
Tegner og grafiker

Folk bliver så vennesæle og gavmilde, børnene glæder sig og skriver alenlange ønskesedler, og der steges og brases i de danske køkkener, så vinduerne må lukkes op ud til det forhåbentligt sneklædte landskab udenfor.
Det er alt sammen dejligt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det var den første jul.

Ved den tid, da Gud lod sin Søn komme til verden i sit folk Israel, var den åndelige og nationale situation i landet i en meget sørgelig tilstand. Landet var ikke frit og havde ikke været det i halvandet århundrede. I år 142 f. Kr. blev landet ved romersk støtte selvstændigt, men det kom til indre stridigheder, som romerne blandede sig i, og i år 63 underlagde Pompejus sig landet.
Dermed var det slut med Israels suverænitet, og fra år 37 blev landet styret af romernes lydkonge, edomitten Herodes den Store. Edom var Israels gamle arvefjende, så der var langt til opfyldelsen af Guds løfte til David om, at der aldrig skulle mangle en mand af hans slægt på Israels trone.
Hertil kom den folkelige modstand mod romerne i form af frihedskæmpere af forskellig observans – nogle religiøse, andre mere kontante og krigeriske, hvoraf zeloterne (knivstikkerne) var de hårdeste.
Gang på gang slog romerne opstanden ned og rejste kors efter kors med henrettede oprørere langs vejene, men modstanden var ikke til at kue. Jøderne var nemlig overbeviste om, at Riget for Israel, som var lovet i Skriften, aldrig ville blive til virkelighed, så længe hedningerne herskede over Guds udvalgte folk. Det var da også det første, disciplene spurgte efter, da Jesus var opstået fra de døde.
Hvad religionen angår, stod den også på vågeblus. Det religiøse hierarki var splittet i flere partier, der bekæmpede hinanden og afskyede hinanden af et godt hjerte – modsætninger, som både Jesus og Paulus spillede på, når de var i diskussion med dem.
Den sidste profetiske røst, Malakias, var forstummet for 400 år siden, og siden da var der ikke fremstået en profet i Israel.
Havde Gud nu spurgt landets verdslige og religiøse ledere, om det var belejligt at virkeliggøre løftet om Messias lige nu, ville de helt sikkert have frarådet det – der måtte først skabes ro og orden, så han kunne modtages på værdig vis. Landet måtte have sin selvstændighed igen.

Til alt held handlede Den Almægtige på egen hånd uden at spørge nogen til råds. Scenen for hans søns legemliggørelse på jorden var en summende hvepserede og selve fødslen skete i en tumultagtig trængsel i Betlehem, hvortil flere tusinde familier var kommet for at blive indskrevet i kejserens skattelister.
Den højgravide Maria var blevet ført dertil af Josef, og nu gik han fra sted til sted for at finde husly for natten, men alt var optaget. Til sidst forbarmede en mand sig over dem og gav dem lov til at benytte hans stald, og der fandt de en krybbe, som kunne tjene som vugge for den nyfødte dreng.
Det har sandsynligvis været ved forårstid, hvor fårene var ude på marken og blev vogtet af hyrderne.
Disse hyrder var ikke noget pynteligt folkefærd, men tværtimod datidens sociale tabere – kun tiggere var endnu ringere end dem.
Man anså dem for så upålidelige, at de ikke kunne bruges som vidner i en retssag – men Israels Gud gav dem denne nat et ridderslag, da en lysende engel forkyndte dem Frelserens fødsel, og en himmelsk hærskare af engle jublende sang:
„Ære være Gud i det højeste!
Fred til mennesker med hans velbehag!“
Derved blev hyrderne de eneste vidner i hele Israel om, hvad der skete denne utrolige nat – og de tog imod det, troede det og begav sig til Betlehem, hvor de fandt det tegn, som var sagt dem: Et nyfødt barn i en krybbe.
Så vendte de tilbage med stor glæde og priste Gud for alt, hvad de havde hørt og set. Mon nogen julestemning siden er kommet på højde med denne?

Men i den øverste ende af samfundets rangstige stod det sørgeligt til. Hele det religiøse hieraki i Jerusalem sov sødeligt og anede intet om, at i denne nat opfyldtes otte km syd for byen Guds århundredgamle løfte om at sende sit folk Messias, en Frelser.
Havde Gud da ikke givet dem besked? Havde han ikke forudsagt alt dette gennem de profeter, som allerede havde været der? Daniel, Esajas, Jeremias, Ezekiel var de fire store, hertil kommer de såkaldt små profeter.
Daniel havde fået syn for, i hvilket år efter Jerusalems genopbyggelse Messias – den Salvede – ville blive bortryddet (Dan. 9:24-27). Ud fra det kunne præsterne have beregnet, at tiden nu var meget nær.
Esajas havde fået syn om jomfruen, der skulle føde en søn, og om hans fredsrige (Es. 7:3-13, 9:6-7 og 11:1-10).
Jeremias havde fået syn om barnemordene i Rama og Betlehem (Jer. 31:15), da den rette arvtager til Davids trone kom til verden (Jer. 23:5-6).
Mika fik navnet på Jesu fødeby Betlehem (Mika 5:1-2).
Hoseas fik synet om Jesu flugt til Ægypten (Hos. 11:1).
Mange flere profetier om Jesu liv kunne nævnes, men alene de her nævnte burde have været nok til, at hele Israel gjorde sig rede til at modtage Messias, da tiden nærmede sig – hele folket burde have været i forventning, og trak tiden ud, var der jo kun grund til en endnu større forventning, for så måtte tidspunktet jo være så meget nærmere!
Men hvem mødte op den dag, da drengen var otte dage gammel og derfor efter Moseloven skulle omskæres? To – 2 – gamle, trofaste troende, Simeon og Anna. I dag ville man kalde dem fundamentalister! Hvordan fandt disse to gamle mennesker frem til netop den dreng blandt de nyfødte drengebørn, der skulle omskæres netop den dag?
Fordi de var fortrolige med Skriften og stolede fuldt og fast på Guds ord. Simeon havde endog fået det løfte af Gud, at han ikke skulle dø, før hans øjne havde set Herrens salvede.
De var begge fyldte af Helligånden og havde frisk olie på deres åndelige lamper, så de kunne gå sikkert gennem tidens åndelige mørke og se ting, som andre ikke kunne se.
Og da Simeon holdt drengen i sine arme, talte Helligånden igennem ham:
„For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.“
Her er også vi hedningefolk (ikke-jøder) nævnt! Er det ikke pragtfuldt, at vi er med i Guds frelsesplan lige fra begyndelsen?
Hvem fandt ellers frem til dette forunderlige barn, der ikke havde nogen jordisk Far?
Tre vise mænd fra et fremmed folk med en fremmed religion – men de søgte sandheden og fandt den efter en lang, besværlig rejse. Men de var overbeviste om, at de var på rette vej og medbragte i tro kostbare gaver til barnet.

Nu er det jo nemt at være bagklog, så vi kan sidde 2000 år efter og fordømme det sløve præsteskab i Jerusalem, der ikke kendte deres besøgelsestid – men hvor vågne er vi selv?
Som Guds børn skal vi også i dag være i stand til at se tegn i tiden, som ingen andre kan se – advare om det, der skal komme til verden, fordi Gud forud har sagt det i sit Ord. For også i dag ruger der et åndeligt mørke over jorden: Løgn kaldes sandhed, sandhed kaldes løgn. Vildfarelserne blomstrer både i New Age og i kristne kirker. Mennesker aner ikke, hvad der er sandhed og hvad der er løgn.
I dette mørke har Jesus sat os som verdens lys. Vi skal fortælle verden, at Jesus snart kommer igen for at hente sine hjem til herligheden og senere fuldende verdensløbet i et gigantisk opgør med al ondskab og Israels mordere, personificeret i Antikrist.
Alle de største tegn før hans genkomst er opfyldte: Israels genfødsel som nation, veernes begyndelse med krige, jordskælv, hungersnød, pest og menneskers forfærdelse over brændingens brusen… tiden er nær!
Lad os derfor opløfte vore hoveder og byde Jesus velkommen!