Moses vil pege på en levende profet

De fleste kristne bryder sig ikke om Moses Hansens form, når han f.eks. stiller sig op på Israels Plads og taler imod islam. Hvorfor gør han det…?Den kontroversielle prædikant Moses Hansen og nogle af hans tilhængere demonstrerede i sidste uge på Israels Plads og foran Christiansborg i København.

Moses Hansen demonstrerede i sidste uge på Israels Plads og foran Christiansborg i København. (Foto: Kirsten Nielsen)

Moses Hansen kalder selv sin kampagne „Operation Oplysning“.
Kirsten Nielsen fra Airport TV fangede Moses Hansen under demonstrationen:
– Vi er inde i en afgørende fase, hvor imamerne, islam og den afdøde profet, Muhammed, fylder mere og mere i de danske medier. Derfor må vi bede Gud om at åbenbare hele sandheden for mennesker. At Muhammed er en død profet. En falsk profet, siger Moses Hansen.

Vil pege på Jesus

Han understreger, at han ikke har noget som helst imod muslimer, men at han ønsker at advare mod religionen islam og den ånd, der ligger bag.
– Men det er jo også vigtigt at pege på, hvem folk så skal vende sig til. Derfor har vi proklamationen „Jesus lever.“ Han var også en profet, men han var mere end det. Han er Guds søn, hele verdens frelser og alle danskeres eneste håb for et godt liv her og selvfølgelig et evigt liv, siger Moses.

På dit banner står der: Jesus lever – Muhammed er død. Er det ikke lidt for provokerende?
– Men det er jo sandheden. Vi kristne har oplevet Jesus som sandheden, og han har lagt det hen til os at være hans sande vidner – sandheden i tro og kærlighed.

Sandheden skal ud

– Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget imod muslimer. De er skabt i Guds billede og ligeså højt elskede, som jeg er det. Men sandheden er, at hvis mennesker vælger islam, så vælger de en død profet. Og den sandhed skal ud. Men sandheden er ilde hørt, og den virker især provokerende, når den tales ind i en situation, hvor bedrag, løgn og uvidenhed har fået mere magt. Men sådan må det være. Hvor Jesus kom frem, virkede han ofte provokerende ved sine udtalelser.
Moses Hansen siger, at han også ved fra sit eget liv, at provokationen kan være nødvendig:
– Jeg tror godt, at muslimerne kan vindes for Jesus Kristus endog ved mit budskab, selv om jeg siger, at Muhammed er død. For mit eget liv skulle der en skarp provokation fra nogle kristne til, før jeg erkendte, at jeg levede på en løgn. – Derfor mener jeg også, at kirken bør være skarpere og mere med i den offentlige debat.
Hvordan er dit budskab blevet modtaget?
– Jeg har fået rigtig mange henvendelser, ikke kun fra kristne, som har sagt tak for, at jeg tør, for sandheden bør frem. Så jeg synes, det er forløbet helt fint.
Moses Hansens kampagne forløb stort set roligt uden egentlige konfrontationer med modstandere. En enkelt aften var der dog optakt til ballade med en gruppe unge på Israels Plads.
– Men vi begyndte at bede og lovsynge, og selv om vi var absolut færre end dem, så bad og lovsang vi højere, og efter en halvanden times tid begyndte de at sive bort.