Når alle lækre fyre er gift

Kender du det? Det er som at være hovedperson i Bridget Jones minus den lykkelige forudsigelige slutning. Alle veninderne, der selv er godt aktive i et forhold, prøver nu at sætte dig sammen med alverdens marsbeboere.„Maria du er da også så kræsen!“

Det er som om, alle mine tidligere erfaringer hviskes ud, og tilbage står min nuværende status. Jeg er alene. Jeg er ikke i et forhold. Jeg har ikke en partner at dele mit liv med. Jeg får en modbydelig klump i halsen, når jeg siger de ord! Det er som om, jeg samtidig siger, at jeg ikke er dejlig nok, og at jeg er totalt ensom. Men lige inden tårerne skal til at vælte frem, går det op for mig, at det er løgn! Jeg er da ikke ensom! Og dejlig er bestemt ikke det sidste, jeg er! Hvorfor så min halsklump?

Ordet ALENE. Ser du, på godt dansk er man ikke alene; man er single! Pludselig kan mine mundvige flirte med mine kinder igen. Single betyder nemlig at have noget i vente! Ligesom musikeren, der udgiver et nummer, for senere at udgive en hel plade. „Ha!“ kan jeg sige til mine gifteknive! Jeg er single og nyder det!

Nu tænker du nok, at jeg vil sammenligne det her singleprincip med det at vente på himlen. Og det vil jeg også gerne, men endnu mere vil jeg understrege, at jeg faktisk er forlovet med Kristus! Og selv om han er mand, så er det ikke scoreskjorten, jeg skal have gang i, når min brudgom kommer. Desuden har jeg allerede en ring, ikke af popsmart hvidguld, men af uforgængeligt guld! (1.Pet 1,7)
Ikke nok med, at jeg har en mand i vente – jeg har verdens frelser og superstar i vente!