Hvad er godt for mig?
Forleden kom jeg til at tænke over, hvor mærkeligt det egentlig er, at så mange af os har svært ved at gøre det, vi egentlig gerne vil gøre, eller sige det, vi egentlig gerne vil sige. At så mange af os tit går og brænder inde med uforløste sætninger eller uopfyldte behov.Det er jo temmelig paradoksalt og særligt i vores samfund og samtid, hvor det typisk drejer sig om at fokusere på og gå efter, hvad der er godt for mig.
Måske handler det om, at vi tænker for meget på andre folks forventninger? Eller på vore egne forventninger? Eller er vi måske for vante til at gøre ting, fordi man skal eller man bør?
Jeg tror, det handler om alle tre ting, og at alt for mange af os er helt ude af træning med at mærke, hvad der egentlig er godt for os, mærke hvad der ville være godt for os lige nu.
Og det er rigtig ærgerligt. For på denne måde bruges der alt for lidt energi på ting og handlinger, der kunne give os ny vitalitet, ny livsglæde og ny familiefornøjelse.
De fleste af os ved, at det er vigtigt at holde ferie et par gange om året. Ellers brænder man ud, både i forhold til arbejdet og i forhold til privatlivet. De fleste af os kan heldigvis også godt lide at holde ferie, og det er noget, vi glæder os til. Hvorfor? Fordi vi i disse ferieuger giver os selv lov til virkelig at mærke vore egne behov og handle på dem. Når man holder ferie, er det nemlig tilladt at være egoistisk og fokusere på de mere lystbetonede ting. Det er også i orden at købe færdiglavet mad og slukke for mobiltelefonen. Det er tilladt at udskyde problemer og bekymringer til efter ferien og bare hygge sig.
Jeg vil meget gerne slå et slag for feriestemning og ferieværdier og opfordre os alle til at tage en masse af dette med hjem fra vinterferie, for hvor vil det være godt for os hver især at blive bedre til at mærke vore egne behov og handle på dem.
Det tror jeg, at både vi selv og vore omgivelser bliver gladere mennesker af.
Suh