Isens kirker
I år er det 100 år siden, den grønlandske kirke blev til. Indtil da var der selvfølgelig kirkebyggeri, præster og missionærer – men kirken som institution har altså kun 100 år på bagen.I anledning af hundredeåret har det danske ægtepar Kathrine og Thorkild Kjærgaard samlet sporene af kristendommen i Grønland. De har rejst langs Grønlands kyst i skib og besøgt alle bygder og alle kirker for at registrere kirkekunsten og dermed give et billede af kristendommen.
Faktisk har kristendommen været i Grønland i 1000 år – side om side med fangerkultur og åndetro.
DRs Vagn Olsen har fulgt ægteparret på en del af deres lange rejse, og det er der kommet to programmer ud af. Isens kirker skildrer udvalgte kirker og deres historie, men programmerne skildrer også den bjergtagende grønlandske natur under sejlturen langs kysten, samt ikke mindst mødet med mennesker omkring kirkerne.
Isens kirker: DR1 lørdag den 18/2 kl. 17.10