Maria er helbredt for sklerose
Maria troede, at Gud måske ville hjælpe hende, når hun blev god nok, men da hun fik Guds tilgivelse, kunne hun tage imod en mirakuløs helbredelse fra sklerose på få minutter…!En dag i 1986 fik Maria Ferslev pludselig en mærkelig smerte bag øjnene. I løbet af få dage blev hun næsten blind på begge øjne.
– Jeg ringede fortvivlet til den ene øjenlæge efter den anden for at få en tid. Men der var op til tre måneders ventetid… ! Jamen, hallo, sagde jeg desperat, jeg er ved at blive blind! I må da gøre noget! Så var der heldigvis en øjenlæge, som forbarmede sig over mig og tog mig ind til en undersøgelse.
Det viste sig, at jeg havde betændelse på synsnerven, og en neurolog fandt senere ud af, at jeg havde dissemineret sklerose…
Maria Ferslev befandt sig i forvejen i en meget stresset periode af sit liv. Forholdet til en voldelig mand var ved at gå i opløsning, og inden længe stod hun nu alene med to børn og en alvorlig sygdom.
Allerede som 19-årig havde Maria meldt sig ud af Folkekirken, fordi den overhovedet ikke sagde hende noget.
– På det tidspunkt vidste jeg intet om, at der også var andre kirker. Mit hjem havde ikke været specielt religiøst. Vi gik i kirke til jul, men ellers interesserede vi os ikke for kirken.
I stedet kom jeg i kontakt med de nyreligiøse bevægelser. Det begyndte med, at jeg læste en bog, som hed Primalskriget. Jeg havde brug for hjælp, blandt andet fordi jeg var kommet ud i et misbrug og levede i et voldeligt forhold, og han havde i hvert fald fat i noget. Så jeg fandt et center i København, startet af en indisk guru, Bhagwan Shree Rajneesh, hvor man brugte den terapi. Det hjalp mig også til at slippe misbruget, og komme ud af det forhold, nok mest fordi jeg fik at vide, at jeg var okay. Terapien var god nok, men som med så meget inden for det nyreligiøse så gav det lindring, men ingen permanente og dybtgående ændringer. Men det forstod jeg ikke dengang.
Jeg søgte i de kommende år i alverdens teorier og nyreli-giøse bevægelser. Jeg havde hele tiden min tro på Jesus, men det eneste sted, jeg ikke søgte, var i kirken – for den troede jeg, at jeg kendte. Og den havde jeg afskrevet.
– Jeg flyttede fra København og begyndte at opbygge et nyt liv i Jylland i et nyt forhold. Det holdt heller ikke. Jeg havde det fortsat dårligt. Denne mand var også voldelig. Og livet blev stadig mere uudholdeligt. Så var det, jeg næsten mistede synet…
Maria var naturligvis chokeret, da hun fik besked om, at hun havde sklerose:
– Men jeg ville simpelthen ikke acceptere, at jeg var syg. Nul putte! tænkte jeg. Det skal ikke få mig ned med nakken. Jeg vil kæmpe imod.
Det første jeg selv gjorde var at tage på højskole for at lære om sund vegetarmad, og så gik jeg på en streng grøntsags-diæt i halvandet år.
mig tilbage til Gud
– På et tidspunkt læste jeg bogen om Franz af Assisi af Johannes Jørgensen. Den gjorde et stort indtryk – selv om det var noget med kirken. Men det var katolsk – og ikke kun intellektuelt, det havde oplevelsen med. Bagefter tog jeg selv til Assisi i tre uger, hvor jeg holdt tavshed langt de fleste af dagene og bare gik og sugede til mig. Der var messer mange gange dagligt. En dag sad jeg og lyttede til Clarissa-søstrenes daglige tidebønner og sange. Da oplevede jeg Guds kærlighedskraft komme til mig. Det var en erfaring udenfor hjernen – på én gang det blideste og det stærkeste i verden.
Begejstret vendte jeg hjem med ny kraft og tog hen i Katolsk Kirke i Randers. Men det var jo ikke det samme. Rummet var ligesom fyldt med frustration – indtil præsten brød brødet ved nadveren og forkyndte, at det var forvandlet til Jesu legeme og blod. Så faldt der en dyb fred over os alle, og folk smilede og var åbne.
Jeg var også i Øm Kloster til en retræte, og jeg begyndte at studere religion på Universitetet. Jeg turde ikke læse teologi, fordi studiet er berygtet for at tage troen fra de studerende, og jeg havde fået en fornyet tro på Gud, som jeg ikke ville miste. Jeg nåede da også at få en bachelor-grad og ville have fortsat med engelsk, men jeg var efterhånden for svækket af sklerosen. Efter 2½ års kamp fik jeg en invalidebil, og jeg blev tilkendt mellemste invalidepension.
– Da jeg var helt lille, havde jeg også troet på Gud og bedt til ham. På en eller anden måde troede jeg også på, at Gud ville hjælpe mig ud af min sygdom. Jeg troede, at hvis jeg bare kunne blive god nok, så ville det lykkes… Men det var jo ikke nemt, når jeg led af både mindreværd og selvhad. Det så håbløst ud.
Jeg blev mere og mere isoleret. Lå efterhånden i sengen det meste af tiden og så på fjernsyn. Min kontakt bestod stort set i en hjemmehjælp, som jeg havde fået tilkendt, og en fysioterapeut, som jeg fik behandlinger hos.
Jeg kunne ikke holde ud at gå eller stå op i mere end fem minutter, før jeg var plaget af smerter. Nedturen var for alvor begyndt.
I 2000 sendte TV2 Zulu en serie med Åndens Magt. Maria lå i sengen og så programmerne. Den udsendelse, der gjorde størst indtryk, var den om den kristne nigerianske præst Charles Ndifon, der havde helbredt mennesker fra det ene øjeblik til det andet på møder i Ringkøbing. Men nu var han igen væk og i udlandet et sted.
En dag sagde hjemmehjæl-peren: – Har du set, at ham afrikaneren er i Århus? Det havde stået i ugeavisen Århus Onsdag.
Maria besluttede sig straks for at tage til et møde om onsdagen – selv om det var i Pinsekirken.
– Min viden om kristne havde jeg fra Fiskerne, og den var ikke særlig positiv. Ved indgangen spurgte jeg, om man skulle stå i kø længe, for jeg kunne altså ikke holde ud at stå op. Og jeg var noget skeptisk, da jeg så sad der og hørte halleluja-sange osv. Da der blev samlet ind til udgifterne, slap jeg en tyver, men jeg blev der, fordi jeg kunne mærke, at der var noget…
Så kaldte han alle op, der havde problemer med højre skulder. Selv om jeg var kommet for min sklerose, så havde jeg også en frossen skulder, så det måtte jo da også gælde mig. Jeg var meget overvældet over at stå der fremme, og tårerne trillede mig ned ad kinderne. Han kom allerførst hen til mig og spurgte mig om, hvad der skete. Det var jo tydeligt, at jeg var meget bevæget.
– Jeg er bange for Guds kraft, svarede jeg ærligt og tænkte på, at jeg ikke var god nok.
– But he is your Daddy… ! sagde Charles og så på mig med de mest kærlige øjne. De ord – han er din farmand – gik helt ind i hjertet på mig, og den sky af angst, der lå over mig, lettede. Jeg fortalte, at jeg også havde sklerose.
– Er du klar over, at alle dine synder er dig tilgivet, spurgte Pastor Charles. Hans kærlige øjne gav mig så meget mod, at jeg turde tro det, og alle mine fysiske smerter forsvandt. – Hvor lang tid tog det?
– Det skete på meget kort tid – i løbet af vel tre minutter… Jeg gik ned og forsøgte at sætte mig, men jeg var alt for fyldt af krudt. Jeg måtte gå rundt og synge med, jeg kunne ikke holde mig i ro. Før kunne jeg ikke holde ud at stå op i fem minutter, nu kunne jeg ikke holde ud at sidde stille.
– Samme dag skete et andet mirakel. En kvinde, jeg så på mødet, lignede en skolekammerat så meget, at jeg spontant ringede til skolekammeraten. Hun var meget glad for at høre fra mig, for de ville holde 30 års jubilæum, og hun havde ikke kunnet finde mig. Nu kom jeg hjem til mine gamle kammerater, som jeg blandt andet på grund af mit misbrug fuldstændig havde mistet kontakten med i de 30 år. Det sår blev helet. Og de hørte om min helbredelse.
Maria Ferslev har det stadig godt – to år efter helbredelsen. Det er helt usædvanligt for sklerosepatienter; selv om deres sygdom kan gå op og ned, så er der altid tale om en nedadgående kurve. Marias kurve er nu lige så højt oppe, som før hun blev syg. Ja, højere – for hun mærker, at familieforbandelsen brydes.
– Efterhånden kommer alle de dårlige ting igen i orden. Jeg er netop blevet kontaktet af min bror, som jeg ikke har set i 12 år, fortæller Maria rørt. Og mens vi taler sammen, ringer han igen for at aftale at mødes.
helbredelsen
Men ligesom en del andre helbredte oplevede Maria Ferslev også en åndelig kamp i tiden efter helbredelsen:
– Ja, jeg fik nogle gamle symptomer – nogle gange begyndte det at gøre ondt, og jeg kom i tvivl. Vi kalder det attaks inden for sklerose. Nogen gange følte jeg det, som om den Onde sad på skulderen og hviskede til mig, at jeg ikke skulle tro, jeg var rask, og at jeg ikke skulle tro, jeg var noget værd. Men efterhånden fandt jeg ud af, at han altid overdrev, at han løj og skabte splid.
Det gælder om dagligt at åbne mit hjerte for Gud, så han kan virke i mit liv – at jeg ikke opgiver eller lader tvivlen få overhånd. Jeg holdt fast i, at Gud havde helbredt mig, uanset om jeg havde symptomer eller ej. Jeg hørte bånd med Charles Ndifons undervisning, sang og bad. Jeg fik andre til at bede for mig, når jeg var svag, og i dag har jeg det lige så godt, som før jeg blev syg, fortæller Maria, som bare har lyst til at danse af glæde, også når hun kommer i kirker, hvor det er en naturlig del af gudstjenesten at udtrykke den lykke, det er at opleve Guds indgriben i dit liv.
Før havde hun problemer med bare at kæmpe sig fra sengen ud på toilettet – nu er hun i gang med at opbygge en selvstændig virksomhed. Desuden er hun en aktiv medhjælper på Charles Ndifons møder, hvor hun tager billeder og beder for syge.
– Jeg vil så gerne, at alle har mulighed for at opdage Guds kraft og den kærlighed, Jesus har til os. Derfor har jeg også oprettet en hjemmeside på dansk om Charles Ndifons undervisning – christlove.dk – hvor man kan bestille bånd og se, hvor der er møder. Ndifons egen hjemmeside hedder christlove.org og er kun på engelsk.
Det sker også, at nogen beder Maria om at blive hjulpet imod en sygdom. Og i dag siger Maria ligesom den afrikanske præst: Its easy!
Det er let. Det er Gud, der gør det.
