Skuespiller Ida Dwinger: Mødte Guds kærlighed – i toget
Ida Dwinger kom ind på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1981. Omtrent samme tid gennemgik hun en voldsom krise i sit unge liv. Hendes farmor døde, hendes familie flyttede til Schweiz, og forholdet til kæresten gik i stykker.
– Jeg følte mig helt alene i verden. Min sjæl var ved at falde fra hinanden, og jeg kunne ikke stoppe det. Da jeg en søndag aften var på vej fra Århus til Odense i tog, blev jeg klar over, at hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg gå ned.
Jeg låste mig inde på toilettet for at være alene. Da jeg så mig selv i spejlet, var det, som om en stemme sagde til mig: Vil du leve, eller vil du dø?
Jeg vil jo leve, tænkte jeg. Samtidig løb en ild igennem hele min krop, og mørket, som havde plaget mig, forsvandt på én gang. Jeg følte en glæde og en forløsning.
Jeg vidste instinktivt, at det var Gud, at det ikke kom fra mig selv.
Det hele varede i tre dage, hvor jeg også græd meget. Jeg var blevet fri fra mørket, og det holdt.
– Det var i 1981, og dengang var der ikke et menneske, der talte om Gud. Det gjorde jeg heller ikke.
Jeg vidste, at ilden var fra Gud. Men samtidig gjorde det mig bange. Jeg turde ikke fortælle det til nogen. Det var så dyrebart for mig, det er den største oplevelse af kærligheden, jeg nogensinde har haft. Jeg kunne slet ikke klare tanken, hvis min oplevelse med Gud skulle blive hånet eller sat spørgsmålstegn ved.
