Benny Hinns svar på anklager om luksusliv
Oversættelse af et brev til partnerne efter NBCs udsendelse, som også er delvis gengivet på dansk i Tv-Avisen.Kære Partner,
NBC havde for nylig en historie om Benny Hinn ministry på deres program Dateline. Indslaget var en opfølgning af en falsk og fordrejet historie, som de lavede i december 2002 om vort arbejde. På grund af min kærlighed og tillid til mine partnere og den visdom som jeg ved de har, var jeg straks klar over, at I ønskede at høre et budskab fra mit hjerte efter at I havde lyttet til den verdslige presse. Derfor vil jeg her gerne præsentere jer for sandheden og ikke de halve sandheder og falske antydninger, som pressen er kommet med, og som er fjendtlige over for evangeliet.
For en tid siden henvendte NBC sig til mig og inviterede mig til et interview i deres program Dateline. Jeg indvilgede i at stille mig til rådighed for interviewet, men efter at have bedt meget desangående, sagde Herren: Nej! Du skal ikke samarbejde med dem! Mange års erfaring med en usamarbejdsvillig presse har lært mig, at jeg ikke skal levere oplysninger, som de siden hen kan bruge som ammunition imod det, Gud gør.
Så i stedet for at respektere min beslutning om ikke at deltage i deres program, henvendte en af deres journalister sig til mig sent en aften, hvor jeg var på vej til mit hotel efter et stort møde i Toronto. Jeg var træt efter en lang aften og ikke forberedt på dette bagholdsangreb. De afslørede deres hensigter ved brug af skjulte kameraer og påtrængende spørgsmål. Det var tydeligt at de kun interesserede sig for seertal.
Massemedierne gør brug af fordrejninger og halve sandheder for at støtte deres forudfattede meninger, og et af deres yndlingsemner er penge. Datelines henvendelse til mig den aften omfattede spørgsmål om, hvad vi bruger donerede midler til, når vi er på rejse. Det er korrekt, at vort team rejser med kontante beløb, især når vi er udenlands.
Dette er en praksis der ses i mange andre organisationer: prædikanter, musikere, politikere m.fl., hvis arbejde forlanger af dem, at de rejser internationalt. De kontante beløb bliver udleveret til nogle af mine ansatte og bruges hovedsageligt til mad, transport, gratiale og de mange uforudsete behov, der opstår hen ad vejen. Ved hjemkomsten efter en rejse bliver udgiftsbilag afleveret i vores bogholderi og bliver senere nøje revideret af et uvildigt revisionsfirma.
NBC fokuserede også på arten af de hoteller jeg bruger under mine rejser. På grund af min verdensomspændende tjeneste hvor jeg har korstog i næsten hvert land i verden, lejer vi rigtig mange hotelværelser. I 2004 lejede vi næsten seks tusinde hotelværelser til lønnede, ulønnede og nære medarbejdere. Gennemsnitsprisen pr. hotel pr. nat i 2004 lå på 129 US$.
Dateline søgte i deres spørgsmål at give et fejlagtigt indtryk af, at jeg rejser til bestemte udenlandske byer for at opnå personlig fornøjelse og ikke for at tjene med evangeliet. Dette er i højeste grad ukorrekt.
En af hemmelighederne ved den høje levealder, som to store Guds mænd, Oral Roberts og Rex Humbard har opnået er, at de har forstået at passe på deres tempel. Jeg har kun ét legeme, som jeg kan bruge for Gud, og jeg vil ikke tillade at tjenesten for Gud bliver skadet, ved at jeg undlader at få den hvile jeg har behov for, eller ved at jeg løber unødvendige risici. Derudover tillader jeg mig, at udnytte mine kortvarige udenlandsture til at få hvile og forfriskning, så jeg kan være klar til mit næste møde.
Eftersom jeg rejser i privatfly, er det nødvendigt at mellemlande for at tanke op og lade mine piloter få hvile, når de vender hjem fra Afrika, Mellemøsten, Fjernøsten og Indien. Så når jeg mellemlander ved disse destinationer er det ikke jeg gentager, det er ikke for min fornøjelses skyld. Det er for at der må være den fornødne sikkerhed og komfort for mine ansatte og mig.
Dateline fortæller ikke sine tilhørere, når talen er på de hoteller hvor jeg bor, at mange af de rum, der bliver stillet til min rådighed, er en foræring af hotellet som en venlig gestus. Og på grund af den samhandel som vi tilvejebringer igennem vore partnere og medarbejdere, er hotelejere ofte generøse og stiller værelser til rådighed for os enten uden beregning eller til meget reducerede priser, helt ned til 50%.
Så lad jer ikke narre af den verdslige presses vildt overdrevne rapporter om udgifterne til de værelser vi har lejet og tro ikke, at jeg nogensinde ville være ligeglad med de gaver du har sået ind i dette arbejde. Vi udvælger hoteller på grund af deres evne til at yde fuld service og sikkerhed, så jeg kan hvile mig og være frisk til næste møde.
Datelines fordrejede antydning vedrørende Benny Hinn Ministrys støtte til fattige børn har i den grad været mangel på respekt for disse små børn, der har modtaget kærlighed fra omsorgsfulde mennesker. Sandheden er, at i samarbejde med børneorganisationer og nødhjælpsorganisationer indkøber partnere til Benny Hinn Ministries hver måned mad, tøj, husly, medicin og undervisningsmaterialer til 20.000 børn rundt i hele verden.
I tillæg til vore egne My Fathers House faciliteter i Mexico og Filippinerne samt de maduddelinger vi yder støtte til forskellige steder i verden, støtter vi desuden en række andre organisationer, såsom: Mission of Mercy, Convoy of Hope, Evangelical Home and School, Children of Promise, Lester Sumrall Evangelistic Association, Light Ministries, Real Life Childrens Ranch, Reaching the Children, Youth With a Mission, Assemblies of God, Ministriosde Amor, og Corrections India. Vores årlige støtte af disse og andre organisationer måles i millioner af dollars hvert år.
Dateline brugte også deres historie til at stille spørgsmål ved mit brug af fly. Jeg har ikke lagt skjul på, at vores organisation lejer privatfly som led i evangeliets udbredelse. Uden disse nødvendige redskaber har jeg ikke kunnet haft det program jeg har, hvor jeg kan nå ud til jordens ender for at opfylde Herrens befaling om at forkynde evangeliet i hele verden. Jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig har brugt og aldrig vil bruge disse fly til personlige ferierejser.
Spørgsmålet om min personlige løn har også været et emne, der er blevet vældig diskuteret og er endnu engang blevet fordrejet af en NBC journalist. Sandheden er, at min løn fastsættes af bestyrelsen for Benny Hinn Ministries, der består af forkyndere og forretningsmænd. Ingen i min familie er med i bestyrelsen, og jeg har ikke nogen indflydelse på bestyrelsens beslutninger vedrørende lønudbetalinger. Desforuden rådfører bestyrelsen sig med et uafhængigt firma, der sammenligner min løn med andre prædikanters og kollegers lønninger.
Jeg modtager ikke forfatterhonorar for de produkter jeg sælger, hverken på mit TV-program This Is Your Day, ved mine møder, på internettet eller på anden vis. Alt hvad der kommer ind ved salg, bliver ført tilbage i arbejdet. Den eneste udbetaling jeg modtager på nogen af mine udgivelser, er fra min udgiver for salget af mine bøger uden for Benny Hinn Ministries.
NBC stillede spørgsmål om i hvor høj grad min familie er involveret i arbejdet, og det afslører jeg her: I alt tre af mine familiemedlemmer er med på fuld tid. Min hustru Suzanne får fuld løn for sit arbejde. Hun rejser i hele verden og betjener børnene i vore børnehjem, hun hjælper mig under vore møder, betjener de andre ansatte, og hun er med på TV-programmet. Suzanne er en kolossal hjælp i arbejdet og hendes bidrag er meget stort i forhold til hendes lønudbetaling. Faktisk er hendes løn mindre end de andres på lederteamet.
Min datter Jessica og hendes mand Michael er også på medarbejderstaben, og Michael er pastor i World Healing Center Church i Californien. Desuden har de en vigtig funktion som bindeled til alle mine højt skattede partnere. Medlemmerne af min familie bliver betalt i overensstemmelse med de samme regler for aflønning, der er gældende for alle mine 300+ ansatte, og jeg har ingen indflydelse på størrelsen af deres løn.
Også mit hus har været et emne for diskussion på NBC. Medierne rapporterer ofte ukorrekt, at jeg har et kæmpemæssigt luksuriøst hus. Sandheden er, at min organisation i 2001 købte et værdifuldt stykke jord i Dana Point, Californien. Købet blev gjort efter en beslutning fra bestyrelsen med henblik på at foretage en fornuftig investering af de penge, der er blevet givet til Guds riges fremme. På lidt over tre år har ejendommen forøget sin værdi fire gange, og det hus, der er blevet bygget på jorden af kirken er også steget i værdi. Præsteboligen, som benyttes af mig, er fortsat en af de bedste og klogeste investeringer vi har foretaget i den tid vi har eksisteret som organisation.
Som man kunne forudse, har Dateline sat spørgsmålstegn ved pengene i arbejdet. Jeg vil gerne, mine kære partnere, at I skal vide dette: Jeg elsker min Herre og Frelser alt for meget til nogensinde at bortødsle de penge, der er betroet mig af Guds elskede folk. Jeres såsæd bliver behandlet med den største integritet og respekt. Det er betroede midler, som jeg anser for hellige.
Når det drejer sig om god forretningsetik, så stræber vi efter fuldkommenhed. Faktisk bruger vi et af USAs kendteste regnskabsfirmaer, Stanfield and ODell, og hvert år benytter vi os af en uafhængig revisor. Det er ikke småpenge der bruges på at få vort regnskab revideret fra yderst til inderst, og hvert år får vi anerkendelse for regnskabsførelsen. Min gudsfrygt er meget stor og derfor også mit ønske om aldrig at bringe skam over min Herres navn. Af den grund insisterer jeg på at udvise endnu større grundighed end hvad der forlanges. Jeg ønsker at sikre mig, at vi er fuldstændig uden dadel. Jeg ønsker ikke, at noget som helst må komme imellem Benny Hinn Ministry og mine partneres tillid.
Men en af de ting, vi må erkende er, at evangeliet har mange fjender både inde blandt vore egne rækker og udenfor. I alle år har jeg været velsignet med en fantastisk medarbejderstab, som består af mænd og kvinder, der elsker Jesus af hele deres hjerte. I over tredive års tjeneste har jeg haft det privilegium at arbejde side om side med nogle af de mest gudfrygtige, dygtige og ærlige mænd og kvinder på jorden. Jeg er lykkelig for at kunne sige, at 99,99 procent af mine medarbejdere aldrig har svigtet mig. De sjældne undtagelser er mennesker, der har stået i en vis nærhed, og senere brugt noget af den viden de har fået, til at kaste skygger ind over Guds værk.
Tidligere medarbejdere, som har været upålidelige og misfornøjede, har forsøgt at skade Guds værk ved at udlevere fortrolige oplysninger til medierne. Disse oplysninger har været halve sandheder og har givet et forvansket billede af arbejdet. Som partner i Benny Hinn Ministry kan du med rette dele min vrede over, at nogen kan finde på at opføre sig så hensynsløst. Også disciplene og Jesus oplevede forrædere iblandt sig, og de undlod ikke at straffe sådanne mennesker. Hvor sørgeligt, at Guds rige må lide, fordi mennesker for egen vindings skyld vælger at bagtale Jesu navn.
Kære partner, vi ved det godt at vi lever i en falden verden, og den bliver mere og mere fjendtlig over for evangeliet. Og selv om dette ikke burde undre os, så bør det resultere i at vi bliver mere og mere på vagt over for den verdslige presse og deres ufine taktik. Vi bør stille spørgsmålstegn ved deres motiver, og vi bør være kritiske over for deres holdninger.
Jeg beder dig om, at du siger Nej til medierne ved at fastholde din støtte af Benny Hinn Ministry og ved at lade dem vide, at Guds folk ikke lader sig vildlede af mennesker, som bruger løgn og fordrejede udtalelser til at fremme deres egne formål.
Som en reaktion på hvad der er s ket, har jeg oprettet hjemmesiden
www.thetruthline.com
hvorigennem mine partnere kan høre sandheden direkte fra mig. På denne side vil jeg også besvare mange af de spørgsmål, der er opstået efter NBC historien. Jeg ønsker at du skal kende sandheden om Benny Hinn Ministry og ikke de løgne og forvanskninger, der er blevet spredt.
Alene i år har Gud åbnet flere døre end jeg nogensinde troede muligt. Siden januar har jeg haft det ufattelige privilegium at forkynde evangeliet ansigt til ansigt for over 10 millioner mennesker rundt omkring i verden, og i de næste uger vil jeg være i Singapore og Nigeria, hvor man forventer 6-8 millioner mennesker hver aften. Fra Afrika til Filippinerne, fra Israel til Indien har der aldrig været så åbent for Benny Hinn Ministry.
Det er ikke så sært, at Guds modstander ønsker at standse budskabet i at nå ud! Men vi vil ikke lade os overtale af vildledende udtalelser og fejlagtige citater, for vi lader os lede af Guds ånd.
Jeg vil gerne sige tak for din tillid til mig, og fordi du sender mig ud til nationerne i verden. Jeg fordobler mine anstrengelser i 2005 for at kunne se endnu flere mennesker vundet for Kristus. Men jeg kan ikke gøre det uden dig. Tak fordi du står sammen med mig i denne vigtige tid. Du er min dyrebare partner, og jeg elsker dig og alle mine partnere meget hørt.
Benny Hinn
P.S. Kære partner, den verdslige presse vil aldrig behandle vor herre Jesus med velvillighed. Korset er og bliver en anstødssten for verden og derfor oplever vi daglige angreb. Men vi vil ikke lytte til løgn, for Guds børn lader sig lede af Guds ånd. NBCs Dateline anvendte ikke sandhed men løgn, og det er derfor jeg har skrevet disse ting. Tak igen fordi du står sammen med mig. Mere end nogensinde har jeg brug for din kærlighed og dine bønner.
Udfordringens leder-artikel uge 18/2006.