Den svære tilbedelse

Elisabeth Geday, der er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, taler her om, at det er nødvendigt, at troen er synlig.Det er så oplagt, at Jesus med denne tekst vil fortælle os, hvordan alle mennesker – uanset liv eller gerning – hører Gud til. Ingen synd er så stor, at den spærrer vejen til Gud. Men for mig handler teksten også om andet. Den handler om tilbedelse.

Den kvinde, som bader Jesu fødder med tårer og tørrer dem med sit hår, tilbeder Jesus helt og fuldkomment. Hun gør sig ingen tanker om sin egen optræden. Hun tilbeder Jesus i fuld offentlighed, fordi hun tror på, at Jesus er Guds søn og kan skænke hende syndernes forladelse.
Og hvad har vi – her og nu – egentlig lettest ved: at sætte os i farisæerens sted – som synes kvinden er pinlig og upassende – eller at sætte os i kvindens sted – og helt og aldeles give os hen til tilbedelsen?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har lettest ved at se mig selv i farisæerens rolle. Jeg er blufærdig med min kristne tro. Jeg har det svært med tv-prædikanter og gademissionærer, men for den sags skyld også med synlig tilbedelse, når det gælder andre trosretninger, fra Hare Krishnas optog på Strøget i København til burkaklædte muslimske kvinder.

Jeg skal tage mig lidt sammen, hvis jeg skal fortælle om min tro på Gud blandt mennesker, der ikke kender mig. Og selv om vi synger bordvers ved familiefester, navnlig i min mands familie, så er det ikke noget, vi gør ved offentlige lejligheder. Tilbedelse hører ligesom privatlivet til – eller i de dertil indrettede kirker. Her kan vi tillade os at sige ”Jesus, Gud og frelseren” uden at føle, at vi overskrider andres privatsfære.
Men det er jo ikke det, Jesus opfordrer til. Tværtimod fremhæver han kvinden for hendes umiddelbart synlige kærlighedshandlinger.

Selvfølgelig ville det hele være meget lettere, hvis folk holdt deres religiøse tilbedelse inden for hjemmets fire vægge. Det er så dejligt uforpligtende, men gør i mine øjne troen konsekvensløs. Og det er svært at læse dagens tekst som andet end en afstandtagen til den usynlige tilbedelse. Man kan altså ikke tro, at Jesus er Guds søn, og at Biblen er Guds ord, uden at det på den ene eller anden måde har betydning for, hvem du er – også uden for kirkens mure eller hjemmets vægge.

Her i sommerferien har jeg været med min familie på det nordlige Borneo, som er en del af det multikulturelle og ikke mindst multireligiøse Malaysia. Her er tegnene på religiøs tilbedelse meget forskellige: fra totempæle i midten af rismarkerne, som skal tilkalde frugtbarhedsguder, over store katolske kristne kirker til de mange muslimske kvinder, der gik med tørklæde. Nogle af dem var helt og aldeles tildækkede – uden at det i øvrigt vakte anstød.

Tænk, hvis vi i Danmark kunne smide den indre farisæer og i højere grad tolerere tegn på tilbedelse – uden at vi straks gør os overvejelser om det passende eller upassende i situationen. Uden at vi gør os til dommere over, hvorvidt tilbedelsen er ægte eller påtaget. Og uden at vi straks aktiverer fordommene om de tilbedende.
I Lukasevangeliets fortælling er det farisæernes fordomme om prostituerede, der aktiveres. I dagens Danmark er det som oftest fordomme om andre trosretninger, der aktiveres – først og fremmest om muslimer. Jesus ser på mennesket hver for sig og på tilbedelsen som en kærlighedshandling. Det burde vi også kunne gøre.
Kristeligt Pressebureau