Musala… hvad for noget?
Musalaha er arabisk og betyder forsoning. Musalaha er også en organisation, der arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere. Men er det muligt?En palæstinenser og en israeler sidder ved samme bord, taler sammen og griner sammen. Umiddelbart en utænkelig situation, men ikke for Nader og Michael, de tror nemlig begge to, at Musalaha er muligt.
En journalists vigtigste opgave er at være kritisk. Når man hører, at man skal lave en historie om forsoning mellem israelere og palæstinensere, så kan alle vel forstå, at man bliver en smule kritisk. De gør jo ikke andet end at bekrige hinanden.
Indrømmet, alle mine fordomme faldt til jorden, da jeg hilste på de to smilende mænd. Palæstinensere og israelere kan forsones. Michael og Nader er et levende eksempel på det. Men hvordan? Det blev jeg nødt til at vide, og det var de to unge mænd også mere end villige til at fortælle mig.
– Jeg er vokset op i en messiansk jødisk familie. Som messiansk jøde er det svært at blive accepteret i samfundet. Nogle ser os som forrædere. Men mange ser os som umodne, som om vi ikke har fundet ud af, hvad det er, vi tror på, og derfor bare har helgarderet os, fortæller Michael (25).
– De tager os ikke seriøst. Når man bor i et israelsk område, hører man dagligt om, hvordan palæstinenserne angriber og ødelægger vores land. Hvordan de gang på gang dræber uskyldige civile med deres selvmordsbomber. Som israeler er man generelt af den overbevisning, at alle palæstinensere er onde. Man ser kun den ene side, og derfor lærer man at hade palæstinenserne. Vi føler, at det er vores gode ret at tage det land, de bor i.
– Da jeg var 18 år, kom jeg som alle andre ind og skulle aftjene mine tre års værnepligt, og lige pludselig stod jeg over for den anden side, over for fjenden. Det var tydeligt, at de var mennesker, der lige som os forsøgte at få en hverdag til at fungere.
– I min tid i hæren var jeg i et frygteligt dilemma. Jeg vidste, det var min pligt som kristen at elske min fjende, men hvordan skulle jeg kunne gøre det, når de allerhelst så, at jeg faldt død om? Efter hæren tog jeg til England på bibleskole for at forsøge at finde svar på nogle af de spørgsmål, jeg havde. Da jeg kom hjem til Israel igen, hørte jeg om Musalaha og meldte mig til en af deres ture, og der mødte jeg palæstinensere, der ikke ønskede mig død, men faktisk elskede mig. Det var fantastisk, slutter Michael.
Nader (27), der er kristen palæstinenser og i dag også er tilknyttet Musalaha, fortæller om sin opvækst:
– Jeg er vokset op i en kristen familie. Vi boede i Ramallah, hvor vi også kom i en kirke. Som kristen i Palæstina har man det ikke altid let, f. eks. gik det under Muhammedkrisen ud over os, fordi vi var kristne, fortæller han.
– Den kirke, vi kom i hjemme i Ramallah, lå lige ved siden af hospitalet, og det gjorde, at det på et tidspunkt blev for farligt for os at gå i kirke. Næsten hver søndag, når vi var til gudstjeneste, var der begravelsesoptog med afgang fra hospitalet. Israelerne forsøgte at få spredt de store optog. Det endte næsten altid med, at israelerne åbnede ild. Derfor besluttede min far, at det var for farligt for os at komme der. Vi begyndte i stedet for at komme i en kirke, der holdt gudstjeneste tidligt om morgenen, hvor der for det meste er fred og ro.
Palæstinensiske Nader fortæller videre, at han har læst jura, men tre år henne i studiet blev han tvunget til at stoppe, fordi israelerne pludselig havde sat et tjekpoint op og dermed spærret vejen.
– Når jeg fortæller alle disse ting, er det ikke, fordi jeg vil have folk til at sympatisere med Palæstina, for det Palæstina gør, er lige så forkert, som det Israel gør. Jeg fortæller det, fordi I skal forstå det had, palæstinensere er vokset op med.
– Da Israel startede den anden Intifada, flygtede vi ud af Ramallah. Israelerne ødelagde meget i byen. Som kristen vidste jeg, at Jesus havde sagt: Du skal elske din fjende. Men da israelerne startede den anden Intifada, og jeg dagligt blev ringet op af mine venner hjemme i Ramallah, der fortalte mig, at nu var ham og ham blevet dræbt, da tænkte jeg: Gud, du må give os kræfterne til at slå igen, det er den eneste måde, vi kan standse dem på, vi må slås!
– Da jeg syntes, at alt var håbløst, ringede en israelsk familie, jeg havde mødt gennem Musalaha, og sagde: Nader, vi tænker på dig og beder for dig, og du skal vide, at vi ikke hader jer. Det, vores regering gør, er ikke noget, vi gør. Vi elsker dig.
– Det ændrede alt for mig.Jeg tror nu på, at der kan være forsoning mellem israelere og palæstinensere, slutter Nader, og Michael nikker samtykkende:
– Gud byder os at elske vores fjender, og det skal vi gøre.
