Den, der fortrænger døden, forpasser livet
I denne artikel fortæller Cornelia Mack om, hvordan hendes fars død kom til at præge hendes liv. At lære at leve er at lære at dø. Denne sætning af Paul Schütz er i årenes løb blevet stadig vigtigere for mig.
Sidste år i april blev jeg 50. Sådan en milepæl giver stof til eftertanke: Hvad var vigtigt i mit liv? Hvad har præget mig? Her tænker jeg først og fremmest på omgang med begreberne lidelse, død og tab.
Den mest afgørende begivenhed har vel været min fars død. Jeg var kun 19 år gammel, da dette uventede slag ramte min familie. Min far var sund og rask, stod med sine 44 år midt i livet og havde mange planer for fremtiden. Han var en travlt optaget mand og glad for livet.
Den dag, han døde, havde han været til bibeltime sammen med nogle af sine venner. Derefter havde han et par opringninger for sit firma, der skulle klares, og ville derfor gå tilbage til sit arbejde. Da han krydsede gaden, blev han påkørt af en bil i fuld fart. Bevidstløs og med kraniebrud blev han bragt til hospitalet.
Om natten faldt han i koma på grund af en hjerneblødning. En redningshelikopter fløj ham til en specialklinik, hvor han blev opereret. Uden held. Han døde dagen efter.
Jeg var den ældste af fire søskende. Aldrig vil jeg glemme, hvordan smerten lammede os. Min fars død forekom mig som en overmægtig fjende, der havde overfaldet os. Som et vildt dyr, der ville gøre det af med os, syntes det at grine til os fra hver en afkrog af vore følelser.
Min sjæl kom ikke med. Hvordan skulle jeg også have forstået det uforståelige. Mine tanker svirrede fortabte omkring, og jeg følte mig fanget som i en tåge. Til trods herfor står dagene omkring begravelsen prentet dybt ind i min hukommelse. Som en film kan jeg genkalde mig de enkelte billeder igen og igen.
Hvad var det, der virkelig trøstede mig dengang? Det var ikke velmente ord eller prædikener. Det var min fars fredfyldte ansigt. Selvom hans hoved var bundet ind i bandager på grund af læsionerne, hvilede der en dyb, fredfyldt ro over hans ansigt. Jeg fornemmede den opstandne og evige Herres nærværelse. Jeg vidste, at min far var gået hjem til sin Herre Jesus Kristus, at Jesus selv havde hentet ham der på hospitalet.
Ud over denne vished var der først og fremmest én person, som hjalp mig: min mor. For hun skændtes ikke med Gud og var ikke gal på den 19-årige unge mand, som havde påkørt min far. I stedet for besluttede hun sig for at acceptere det skete som en hændelse fra Guds hånd.
Hun kunne se en bue i min fars liv, som var spændt af Gud og nu havde fundet sin afslutning. Min far havde i ugerne før uheldet ligesom tilfældigt snakket med min mor om sin begravelse og om, hvilke sange han gerne ville have sunget. Bagefter havde vi en følelse af, at han nok havde anet, at han skulle dø.
Min mors holdning hjalp mig meget. Jeg forstod, at Gud holder begyndelsen og enden på vores liv i sin hånd. Det kan vi ikke ændre noget ved, kun sige ja dertil.
Allerede i Matthæus-evangeliet står der ganske tydeligt: Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv (eller til sin ægtefælle eller børns liv) ved at bekymre sig? (Matt. 6,27).
Dagene før og efter døden har præget mig og bevirker, at jeg tænker anderledes i dag. Turen hjem fra begravelsen står stadig klart i min erindring. Dengang spurgte jeg mig selv: Hvordan kan det egentlig betale sig at leve, når livet så hurtigt og så pludseligt kan være forbi?
I den forbindelse mærkede jeg, hvordan meget af det, samfundet anser for at være uendelig vigtigt, egentlig ikke tæller: Succes, penge, anseelse, ejendomme eller det, som andre tænker om en. Alt det tæller ikke ansigt til ansigt med døden og evigheden. Hvad ville tælle, hvis jeg pludselig blev revet væk fra livet? Dèt, at jeg har levet i harmoni med mine medmennesker og i fred med Gud.
Min fars død rejste et dybere, mere principielt spørgsmål i mig om livets mål og mening. Det virker stadig den dag i dag, når jeg står over for små eller store beslutninger. Ganske ofte ser jeg i tankerne tilbage på turen hjem fra min fars begravelse og spørger mig selv: Kan det betale sig at leve og slås for det? Giver den her beslutning nogen mening stillet over for døden?
Når jeg oplever materielle tab, ser jeg mig gå hjem fra kirkegården og spørger mig selv: Kan det betale sig at sørge over det her? Lad mig give et eksempel: I forbindelse med en flytning havde børnene stablet alt vores service op på et sammenklappeligt bord. Bordet var ikke sat rigtigt i hak. Pludselig klappede det sammen under den tunge vægt og trefjerdedele af vores service gik i stykker. I tankerne så jeg mig i den situation på vej hjem fra kirkegården: Kan det nu også betale sig at ærgre sig over det? Hvordan kan dette tab sammenlignes med tabet af et menneskeliv?
Eller hvordan er det, når vi har en skade på bilen, som koster mange penge? Hvor hurtigt hidser vi os ikke op i flere dage? For nylig var jeg ude for, at jeg på vej til et stort møde kom i slinger på grund af glatføre og derved fik en større skade på bilen. Hvis jeg havde hidset mig meget op over det, var jeg måske ikke kørt videre, eller også ville det have plaget mig under mødet. Hvor har jeg dog gavn af erfaringen med døden i sådanne situationer. Det flytter mine perspektiver og prioriteringer. Jeg siger til mig selv: Hæng dig ikke i de forkerte ting! Mennesker er vigtigere end ting.
Engang boede vi tæt på nogle bondegårde og havde mange møl i huset. Igen og igen skete det, at de hjemmestrikkede sweatre var fulde af mølædte huller, når jeg tog dem frem fra skabet. Da kom jeg i tanker om sætningen fra Matthæusevangeliet, som lyder: Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen… Kan det svare sig at hænge sit hjerte ved ting? Er det ikke meget vigtigere, at Jesus bliver en stor skat i vores liv?
Også når vi er blevet bestjålet, har denne indstilling hjulpet mig. Den første reaktion er naturligvis ærgrelse, mangel på forståelse og raseri. Men så snart jeg i tankerne er på kirkegården, kommer jeg altid til at tænke på, at Jesus har pålagt os at velsigne mennesker, som gør os ondt. Derfor beder jeg for tyven. Det hjælper til ikke at blive bitter over sådan en oplevelse. Og hvem ved, måske er der ikke andre, der beder for sådan nogle mennesker…
Det er straks vanskeligere at tage afsked med mennesker. På grund af min mands embede har vi ofte måttet flytte. Flytninger finder jeg frygtelige. Alt, hvad man sådan samler sig i tidens løb, skal sorteres, pakkes ned, foræres væk eller smides ud. Men vanskeligst er det at give slip på bekendtskaber med mennesker, man er kommet til at holde af, og forlade steder, man er blevet fortrolig med.
Det falder mig svært, men minder mig om, at vi ikke har noget blivende sted på jorden. I stedet søger vi det fremtidige, det himmelske hjem. Hæng ikke dit hjerte ved forgængelige ting, men bliv stadig mere forankret i evigheden. Med disse tanker forsøger jeg i sådanne situationer altid at hænge mit oprørte hjerte ved Jesus.
I årene efter min fars død fandt jeg trøst i Jesu liv og død. For Jesus er opstanden og lover enhver, som tror på ham, et nyt liv. At vide dette giver mig styrke og trøst i smertelige situationer.
Det stemmer, hvad teologen Paul Schütz engang sagde: At lære at leve er at lære at dø. Der er kun én måde at dø rigtigt på: nemlig ved at leve rigtigt. Kunsten at dø er kunsten at leve. I døden kommer det frem, som vel egentlig altid var der i livet. At lære at leve betyder at lære at dø med Kristus, eller rettere sagt: at blive mere lig Kristus … Den, der i livet har lært at dø med Kristus, han kan i døden leve med Kristus.
Den, som fortrænger døden, forpasser livet. Ingen dag lader sig gentage. Den, der er bevidst om døden, lever bevidst. Den, der er nærmere døden, er også nærmere livet (Manfred Lütz).
Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, vejer let i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os (Rom. 8,18).
Dette billedlige vers henfører til en gammel vægt. Den bestod af to skåle, som blev afvejet med en bærende pil. På den ene vægtskål bliver denne verdens lidelser lagt op, også vores helt personlige lidelser. Måske er de så tunge, at vi ikke mener, vi kan bære dem, og vi har en følelse af, at intet kan opveje disse lidelser. Men så snart den herlighed, der venter os i evigheden, ligger på den anden skål, vil det trykke den helt ned til gulvet. Så langt ned, at alle lidelserne i den anden skål ikke kan måle sig med den. Den vil ikke falde i vægt. Målt i forhold til herligheden er de tunge lidelser på jorden lette som en fjer.
Det er det mål, jeg går efter. Denne vished hjælper mig til bedre at bruge min tid her og fylde mit liv med de rigtige værdier.
Cornelia Mack er præstekone, mor til fire, en afholdt foredragsholder og forfatter til omkring 30 bøger.
Nogle af hendes særlige emner er, hvordan man bliver befriet for angst og perfektionisme, helbredt for sår på sjælen, og hvordan man lærer at holde af.
Hun vil gerne opmuntre alle – gifte som enlige – til at vove mere for Gud og til at gøre brug af deres gaver
Cornelia Mack i Lydia
