Jesus bærer med
Jens Henrik Jakobsen er sognepræst ved Solvang Kirke på Amager.Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. (Matthæusevangeliet 11,28)
Mange længes efter hvile fra hverdagens travlhed og præstationsræs. Den hvile, Jesus giver, er ikke primært legemlig hvile eller afspænding. Det er heller ikke nødvendigvis sindets ro og balance. Men Jesus kan give en helt anden hvile. Vi må falde til ro i visheden om at være Guds barn.
At være barn er ikke noget, man skal knokle sig frem til. Det er noget, man er. I hjemmet kan barnet slappe af. Her må barnet være elsket som den, det er. I Kristus må vi være Guds elskede børn. Omgivet af hans kærlighed – uanset hvordan vi har det. Her er vi ikke noget i kraft af det, vi har præsteret. Her er vi elskede og tilgivet som dem, vi er. Det er hvile!
Jesus giver også en hvile for tanken. Kristendom er ikke et spørgsmål om at forstå alt. Ikke, at det er en fordel at være barnagtig eller naiv. Men det betyder, at vi aldrig med vores forstand kan rumme Gud.
Guds tanker og planer er højere end vore. Heri ligger en frihed fra at skulle forstå Guds tanker og planer. Nogle gange flakker vore tanker hvileløst omkring, og vi må sige til Gud: Gud, jeg forstår dig ikke. Men så må vi dog tro på, at Gud, som er større end vort hjerte, også er større end vores forstand.
Jesus lover ikke, at han vil befri os for alle byrder. Men han lover, at vi må komme til ham både med os selv og vore byrder.
Der er en fortælling om en gammel kone, som gik på vejen bærende på en tung taske. En landmand kørte forbi med sin hestevogn. Han tilbød konen et lift, som hun tog imod. Men hun blev ved med at sidde og bære den tunge taske. Landmanden undrede sig og spurgte, hvorfor hun ikke satte tasken i bunden af vognen. Nej, svarede den gamle kone: Det er nok, at hestene skal trække mig, tasken kan jeg selv bære.
Lad historien illustrere for os, at Jesus vil bære både os og vores byrde. Vi må sætte det hele fra os hos ham. Det være sig frygten for morgendagen – eller den svære afgørelse, som du netop nu står i – eller den i din familie, som er syg. Som hestene bar både konen og hendes bagage, selv om hun selv bar sin tunge taske, sådan bærer Jesus også både os og vore byrder.
Men han taler også om et åg. Tag mit åg på jer, og lær af mig, og Mit åg er godt, og min byrde er let. Der er altså noget, som vi skal bære. Jesus fjerner ikke det hele med et snuptag.
Et åg er en bærestang, som man i gamle dage lagde over skuldrene, når man skulle bære noget. Åget er på den ene side en byrde, som vejer i sig selv. På den anden side er åget med til at gøre byrden lettere.
En rygsæk vejer også noget i sig selv, men den hjælper os også til at bære vores bagage. Sådan vil Jesus også give os at kunne bære det i vores livsbagage, som kan være tungt.
Jesus bærer selv med. Derfor kan han sige: Mit åg er godt, og min byrde er let. At være Jesu discipel kan godt koste noget. Man kan ind imellem føle sig alene og isoleret. Man kan stå i opgaver, som man ikke synes, man magter. Men husk: Jesus bærer med.
Vi har alle brug for hvilesteder. For mange er hverdagen travl og hektisk. På kirkeårets sidste søndag kan vi have brug for at minde hinanden om det tredje bud: Kom hviledagen i hu.
Gud har indrettet det sådan, at én dag i ugens løb er anderledes end de andre. Her er der mere tid til stilhed og samling omkring Guds ord og det kristne fællesskab, selv om samfundet gør meget, for at også søndagen bliver en dag med travlhed.
Gudstjenesten og nadveren er som en hvileplads i hverdagen. Her må vi komme som dem, vi er. Vi skal ikke yde en masse. Her kan vi hvile i Jesu nærhed uanset hvordan ugen har formet sig. Vi får tanket op, så vi kan lidt igen. Derfor: Glædelig hviledag.
Kristeligt Pressebureau
