Tro Håb & Kærlighed
Med troen på arbejde

Anne-Grete Nielsen har Gud med sig på arbejde som sygeplejerske, for det er en del af hendes kristne tro, og hun har ofte brug for at bede til Gud, når der opstår vanskelige situationer.Anne-Grete Nielsen stor­trives med sit job som afdelingssygeplejerske på Sundbyvang, en døgninstitution for udviklingshæmmede, hvor hun har arbejdet siden 1982.Hun fik sit arbejde lidt tilfældigt, for hun gik hjemme med fire børn, da hun en dag blev ringet op og spurgt, om hun kunne tænke sig at tage nogle timer i weekenden på Sundbyvang.

– Til at begynde med tænkte jeg, at det måske ville være for svært at tage sig af udviklingshæmmede, det er jo et specielt område inden for sygeplejen. Men da jeg først kom hen og mødte både beboere og pædagoger, indså jeg, at det ikke ville være noget problem. Det var søde mennesker, og jeg begyndte så småt med nogle timer om ugen. Mine børn blev større, og jeg fik rengøringshjælp derhjemme, så mit job udviklede sig til 2-3 dage om ugen og senere hele dagen; til sidst da en afdelingssygeplejerske holdt op, fik jeg det job, jeg har i dag.
– Jeg har fundet rigdom i at arbejde med de udviklingshæmmede. De er oprigtige og ærlige, jeg får mange knus, kys og kærlige smil. Det er også udfordrende at lære at begå sig med dem. Vi er tre sygeplejersker, det øvrige personale består af pædagoger, og så er der 200 beboere. Vi sygeplejersker har et godt samarbejde med pædagogerne, som har andre evner. Det betyder, at vi sammen kan gøre meget for beboerne.

Anne-Grete har Gud med sig på arbejde, for det er en del af hendes kristne tro, og hun beder, når en situation kræver det.
– Nogle gange er det nødvendigt at bede Gud om hjælp i vanskelige opgaver med de udviklingshæmmede. Jeg beder i det hele taget meget om beskyttelse, og om at jeg må opføre mig rigtigt i en given situation. Jeg beder også for beboere, når de er syge, eller vi ikke kan finde ud af, hvad deres problem går ud på. Så er en bøn om visdom nødvendig.
– Alle på vores arbejdsplads ved, at vi er tre kristne sygeplejersker, så nogle af pædagogerne kommer til os, når livet er svært. Vi lytter og tilbyder, at vi vil huske at bede for dem, og det er mange glade for. Jeg fortæller gerne om min tro, og på et årskursus nævnte jeg i et projekt, at min prioritering er Gud først, så familien og så arbejdet. Dernæst, at ethvert menneske er skabt af Gud og derfor værdifuldt. Det smitter af på mit arbejde, også når jeg underviser om etik, men jeg hælder det ikke ned over folk. Til gengæld siger jeg f.eks. i en samtale med nogen, som har det svært: ’Hvis jeg havde det som dig, ville jeg bede.’
En institution på Sundbyvang har lejet et lokale i den kirke, hvor Anne-Grete kommer, til brug for personalemøder. Det har givet mange samtaler om, hvad det nu er, Anne-Grete tror på, for det er en del af hendes væsen.

Der opstår ofte situationer, hvor Gud griber ind og leder Anne-Grete. Engang var der en beboer, som blev blå i hovedet, og hun spekulerede på, hvorvidt hun kunne klare det. Så bad hun til Gud om hjælp, og situationen kom under kontrol.
– Klarer jeg det bedre end en ikke-kristen sygeplejerske? Det er et trosspørgsmål, fordi en ikke-kristen kunne også klare opgaven, siger Anne-Grete. Men måske bønnen giver mere selvtillid.
Anne-Grete fortæller, at hun har mange vidunderlige oplevelser med beboerne. F.eks. en lille forkrøblet dame, som i kort tid gik i skole, hvor hun havde en kristen skolelærer. Når denne beboer talte om julen, så frabad hun sig nisser, for som hun sagde, julen handler jo om Jesu fødsel. Hun voksede ikke op i et kristent hjem – snarere tværtimod – men denne kvinde, som ikke kunne gå, oplevede, at troen bar hende igennem livet. Da tiden nærmede sig, hvor hun skulle dø, talte de sammen om, at hun ville komme i Himlen, og dér ville hun danse! Anne-Grete fortæller, at det var meget berigende at være sammen med denne kvinde.
Der er andre situationer, hvor personalemangel kan betyde, at beboere, som ønsker det, ikke kan komme i kirke, men så foreslår Anne-Grete, at de eventuelt kan høre radio­gudstjeneste. Engang havde hun inviteret en kristen tryllekunstner med dukketeater til at underholde i cafeen på Sundbyvang. En anden gang blev et gospelkor inviteret til café aften, hvor koret sang for beboerne.

På spørgsmålet om, hvad Bibelen betyder for Anne-Grete i forhold til hendes arbejde, svarer hun:
– Min moral bygger på Bibelens ord. Jesu lære om at se lyset i det enkelte menneskes øjne er jo fra Bibelen. Alle udviklingshæmmede hører til Gud. Sådan opfatter jeg Jesu ord om, at ’de fattige i ånden skal arve himmeriget,’ og når en beboer dør, går en af os tre sygeplejersker med til begravelsen.
– Bibelen er en rettesnor for mit liv, og jeg ønsker at være ærlig og oprigtig i det, jeg gør. Det, jeg læser i Bibelen i hverdagen, kan være en hilsen fra Gud til en situation den enkelte dag. Det kan også handle om at gøre noget godt igen over for kolleger, hvis der er faldet utidige ord. Ellers handler det også om at vise mildhed over for andre.

Anne-Grete beder for sine arbejdskolleger. Det gælder især de kolleger, der kommer den enkelte dag. I perioder har de tre sygeplejersker haft en ugentlig bedetid på en halv time for deres arbejdsplads, atmosfæren og lederne, men det kniber med at få tid til det, derfor er det kun i perioder.
– Da vi skulle have ny chef, bad vi for, at det måtte blive den rette. Da en kollega blev alvorligt syg, bad vi for, at han måtte blive rask. Senere da hans kone blev syg, bad vi også for hende. De har det begge godt i dag. Vi fortæller også, at vi beder. Vi taler meget med lægerne, og dem beder vi også for.

Stress er så almindeligt, at Anne-Grethe desværre også har prøvet det. For nogle år siden var hun sygemeldt en måned.
– Jeg tager nok det hele for tungt. Alle må ringe til mig. Det er ikke noget problem, men så er man ’på’ hele tiden. Desuden har jeg et aktivt kirkeliv. Jeg har nok forsøgt at gøre alle tilpas, både beboere og personale og også Gud. En sjælesørger hjalp mig til at indse, at i stedet for at fokusere på at få folk med i Himlen skulle jeg i stedet elske og ære Gud. Det må være formålet med tilværelsen. Det gælder jo uanset, om jeg arbejder eller ej. I forbindelse med, at jeg var sygemeldt, var jeg på retræte og i stilhed 3-4 dage i Kokkedal hos katolikkerne (Sct. Joseph Søstrenes Retrætecenter ’Stella Matutina’). Det var så dejligt og helsebringende.

Anne-Grete har altid været en troende kristen, men da hun som 18-årig kom på bibelskole, bad hun Gud om at give sig en dag og et tidspunkt for sit personlige møde med Ham, dvs. for ”omvendelsen.”
– Det blev ikke til en konkret dag for mit personlige møde med Gud, men det gik op for mig på en ny måde, at Jesus døde for mig på korset. Da jeg forlod bibelskolen, var jeg et andet menneske, end da jeg begyndte på den, slutter Anne-Grete.